21. Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør; 22. thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge.
Den standsede brat.
Men den, der aldrig saa Elskovens Lys taendes og slukkes brat, han kender ikke til Dag og han ved ikke af Nat.
Saa stansede Carl, og paa sin sædvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tør Fyrstinden dog sige saadan noget ... om Folk ... saa skrækkeligt.
Havde han--hun turde ikke tænke ud.--Gode Gud--om ogsaa han ... Hun følte en vanvittig Skræk, mens alle Pulse bankede ... Fandt i samme Nu tusind Grunde for sin Frygt ... Han havde været saa besynderlig iaftes, de var skiltes saa brat.
3. Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat; 4. hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem; 5. sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.
Nu hviler den tause, dæmrende Nat Over de sorte Skove; Hvi flyer da Søvnen mit Øie brat?
21. Giv derfor deres Sønner til Hunger, styrt dem i Sværdets Vold; Barnløshed og Enkestand ramme deres Kvinder, deres Mænd vorde slagne af Døden, deres ungdom sværdslagne i Krig; 22. lad der høres et Skrig fra Husene, når du lader en Mordbande brat komme over dem.
Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis blanke isdækte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem de sneedækte Banker paa begge Sider.
3. Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat; 4. hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem; 5. sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.
Fra liden Celle derinde, Vendt mod en Afgrund brat, Saae man et Lys at skinne Gjennem den mørke Nat.