30 Adjektiver til beskrivelse «fugl»

6. Så skal han tage den levende Fugl, Cedertræet, det kamoisinrøde Garn og Ysopkvisten og dyppe dem tillige med den levende Fugl i Blodet af den Fugl, der er slagtet over det rindende Vand, 7. og syv Gange foretage Bestænkning på den, der skal renses for Spedalskhed, og således rense ham; derpå skal han lade den levende Fugl flyve ud over Marken.

Endelig blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og sagde: Du véd vel, at der er taget Forskud, saa du indretter dig derefter.... Fru Gravesen, der saa' ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattøj, havde ladet ham tale.

Jeg blev lykkeligere end den lyssky Fugl, der finder et dunkelt Skjul, uden derfor at dømme om dem, der finde sig vel i det fuldeste Solskin.

Hendes hellige Fugl er Gøgen, der varsler Foraarets Komme.

â Velsignede Fugl uden HÃ¸genes KlÃ¸r med Ãrnenes mÃ¦gtige Vinge, du dukker dig helst mellem grÃ¦ssende KÃ¸âr, kun Hygge og Fred vil du bringe; du fÃ¸lger i Furen vor Bonde saa nÃ¦r og nikker som han, mens af Rugen det drÃ¦r med LÃ¸fte om HÃ¸st over Danmark.

Inde i den dybe brunlige Skygge mellem deres graa Stammer borede sig hist og her en skarp Solstraale skraat ned som en gylden Stang; dæmpet Lys skjælvede sølvglindsende paa en eller anden Bregne derinde, som lignede de udspilede Vinger af en uhyre Fugl, og der stod den guleste Flamme fra det svovlagtige Lav langs Kanten af et Klippestykke, der laa umotiveret midt imellem Træerne, ligesom et Hus, med en lille Have af Bregner og ung Bøg paa sit flade, let hældende Tag.

Nu saá jeg den, den tunge, bløde Fugl, der i blind Rædsel -- af og til udstødende et fortvivlet, skingrende Kampskrig -- baskede frem og tilbage mellem sine Dødsfjender.

Der fløj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dæmring.

Store fugle er vi!

9. Er min Arvelod blevet mig en spraglet Fugl, omgivet af Fugle?

Han stod virkelig på trappestenen og så hen efter, hvor hun kom, hendes hjærte blev i samme nu uroligt som en sovende fugl, der rammes af et hagl.

Når vinden støder ned gennem kakkelovnen, så vifter den lille brandspire med sine to flammer og kæmper hårdt for livet; den ligner en lille sort fugl fra helvede med to rødgule vinger; så forsvindende den er, sætter den tilintetgørelsens mærke under sig på skamlens fløjl, den begynder at udruge ødelæggelse og fordærver med sin røg luften, der er lige så frisk som alt andet her inde.

Saa lad os da værne den solkjære Fugl, der pynter vor Vang og vor Vænge, der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul til Vejrs paa den mossede Længe.

og han skal tage Cedertræet, Ysopkvisten, det karmoisinrøde Garn og den levende Fugl og dyppe dem i Blodet af den slagtede Fugl og det rindende Vand og syv Gange foretage Bestænkning på Huset 52.

Selv en saadan fri Fugl som De maa dog vistnok indrÃ¸mme mig, at Kvinden har Fangarme, der trods deres BlÃ¸dhed kan lÃ¦gge sig om en Mand som en JernbÃ¸jle.â âAa, ikke saa det generer,â sagde Per og lo.

7. Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes Snare, Snaren reves sønder, og vi slap fri.

Der lød et enkelt skarpt Kvivit fra en opskræmt Fugl, der pilsnart jog mellem Buskene, og da de naaede gennem Krattet, saa de ved Søen, der laa dybt under Brinken, en stærk Raabuk, der stod ved Vandet med bøjet Hoved, medens dens slanke Krop tegnede sig i Spejlet.

Selv en saadan fri Fugl som De maa dog vistnok indrÃ¸mme mig, at Kvinden har Fangarme, der trods deres BlÃ¸dhed kan lÃ¦gge sig om en Mand som en JernbÃ¸jle.â âAa, ikke saa det generer,â sagde Per og lo.

Men langt klarere end Alt dette saae han Sofie Urnes brændende sorte Øjne, langt mere betagen mindedes han lyttende hendes vellystigtbløde, dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med hvide Arme og hævet flygted som en Fugl, der stiger og spotter En med kaade Triller, mens den flygter .... En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte ham af hans Drømme.

Glemsel, Du gode Fugl med de bløde sorte Vinger, sænk Dig over det Leje, hvor Maria har hvilet.

Vi mødtes kun, naar jeg søgte ham, og i hans Omgang var jeg atter en fremmed Fugl.

Men nu, da Vingerne voksede sig stærke paa den fremmede Fugl, hun havde lunet i sin ensomme Rede, -- og den flagrede ud, og den kom hjem og bragte Bud til hendes vintertavse Sjæl om smeltende Sne og om Muld, der var rede til Frøkornet, -- da veg Glemselen og Stilheden af hendes Sind, og den meldte sig igen, den gamle Sorg over hendes døde Herre. -- --

Vær hilset igjen, Du følende Fugl!

En flygtende Fugl, der søgte Hvile hos hende.

Saa lagde hun Mærke til mig og sagde: Aa se, der sidder da en dejlig Fugl, maa a ikke have Lov til at bære den ind paa Slottet.

Naa, her træffe vi endelig den bortfløine Fugl!

Naa, her traeffe vi endelig den bortfloine Fugl!

Nu saá jeg den, den tunge, bløde Fugl, der i blind Rædsel -- af og til udstødende et fortvivlet, skingrende Kampskrig -- baskede frem og tilbage mellem sine Dødsfjender.

Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med de Ord: ÂFlyv Fugl, flyv over FuresÃ¸ens VoverÂ, et Digt, som jeg altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier: ÂHar Du ei lyttet til mangefold Smerte ÂSelv hos den fjedrede Flok?