29 Adjektiver til beskrivelse «klage»

Katinka løftede Hovedet: Ja--Himlen var klar og alle Stjerner oppe.... Som vilde hun klage sin Nød for det døde Træ, bøjede Katinka sig ned og slog Armene om den fugtige Stolpe.

Ud glider Karen i Nattens Blæst, de andre staar tavse tilbage; saa tungt hun ser mod det skyede Vest og rokker i stille Klage.

â Hvad siden er passeret, det rÃ¸ber Sagnet ej, da ingen af dem klagede saa klager ikke jeg.

Ej Klage Skal disse Linjer bringe fra mit Bryst.

Et lille Gedekid med et tykt Reb om Halsen klager ynkeligt og ønsker sig bare hjem.

I en enlig Vidjebusk klager Vinden -- Ensomhedens bristende Melodi.

Det lød som vaandefuld Klage, og med hvert Ord betonet i den stigende Hvisken, næsten skreg han: "Hvad vil Jeg nu?

gentog han blødt og hviskende; en Verden af ung Hengivenhed lød i hans trøstesløse Klage.

Mindre Sorger kan klage, de store er tavse.

Hvilken vi dog ville her for deres Skyld fremføre, som kunde begiære den at vide, og hvis den ikke her fandtes, skulde klage, noget var af Historien borte.

Jon Eriksen, hvis Liv som Følge af hans Begavelse havde været en Række af bitre Ulykker, læste den skriftlige Klage op i Forsamlingen.

J. A. Hansen sendte strax Ministeren en skarp Klage over Prædikanten, forlangte mig tilrettevist, og da dette ikke lykkedes, formulerede han siden sit Forlangende derhen, at det i Fremtiden ikke maatte tillades Prædikanten selv at vælge sin Text.

Inde fra Kabinettet hørte man heftige Kast, naar den Døende fo'r op i Krampen, undertiden en sagte Klage, i Dagligstuen Høgs jagende Skridt.

Saa kom da omsider Sagen ind for Kongens Højeste-Ret, hvor Mag. Oluf den udi egen Person med største Ivrighed forsvarede, dog ikke det aller ringeste fremlagde, hvorved denne Besættelses Rigtighed kunde bevises, men altstille dristeligen beskyldte alle dennem, som ikke var enige med hannem, søgte adskillige Udflugter, æskede vidtløftig Ophold og Tid til at forsvare sig, besværgede sig over Retten og klagede sig at være rettesløs med mange andre grove og dumdristige Formastelser, saa at man endnu aldrig haver fornummet nogen med større Dristighed at forsvare den bedste Sag, end han denne forfægtede.

Men undertiden drog Minderne om hende frem i hans Tanke, og de bragte i deres Følge som en vemodig Melodi, der klagede mildt ... Naar han havde sejret, vilde han have bragt hende sin Sejr, hende sit Liv--Men nu stod hun ude i et fjernt Lys, langt borte, og han turde ikke se mod det skinnende Billede--Nu, da det var brustet og forbi-- Forbi.

Om Natten havde han hørt et Menneske klage ude paa Skibet, det kom nede fra Rummet, lange kvalfulde Raab.

Smærte og Lyst rinder endelig sammen i en lykkelig Klage.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Han forstod ikke helt Ordene i den berømte Elegi, hvori saa mange Skønheder, der aldrig have været til, og saa mange uddøde Ting, der aldrig have været skønne, klages levende og grædes skønne, forvandlede af det samme Trylleplekter, som fremmanede dem.

Helgas hånd kan ikke blive kold, klagede hun.

istemtner jamrende Klage over dig, klager: Ak, hvor Tyrus er øde midt i Havet!

A husker, det var det skjønneste Maaneskin om Aftenen, og A kiggede lidt udenfor -- men hvor saa A vendte mig hen, dèr var der Lig ... A blev ligesaa A rystede ... og ind igen maatte A med det samme og sank om paa en Stol og var li'som hel forvildret ... Men saa maatte A endda int klage, A havde da Niels Jensenius uskadt tilbage igen, endda han havde været med ude i privat Baad tre Gange og bjerget Daphnes Folk.

Sulten som Hundene, nu jeg har fastet et Døgn, vaagner min Madtrang, lydt mine Indvolde klager, Legemet beder om Brød og søde Sager, men faar bare Kød, Kød baade Hellig og Søgn.

Det var vel ogsaa den, der blev anseet for det egentlig fornærmelige, ligesom i Haderslev Hospital, hvor den fornærmede klagede over ikke just hvad de andre havde sagt, men at de havde slaaet de skrappeste Psalmer op imod hende.

Saadan er den evige Klage ombord.

Se, jeg tager dine Øjnes Lyst fra dig ved en brat Død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde Tårer; 17. suk i Stilhed og hold ikke Døde klage, bind Huen på og tag Sko på Fødderne, tilhyl ikke dit Skæg og spis ikke Sørgebrød!

Jeg ved det vel: Min Sorg er i det Blaa; Kulturens sko'de Spand sin Vildvej drager; man river ikke Døgnets Vogn i Staa, fordi et stakkels Digterhjerte klager; maaske dog én sig ømt til Redning bukker, før Furen sig om Lærkens Unger lukker.

Alene stod han og forladt tilbage, Betroede Vindene sin bittre Klage.

Da man spurgte ham ud, klagede han over Talrigheden af Rotter allevegne.

14. Og da de opholdt sig der i flere Dage, forelagde Festus Kongen Paulus's Sag og sagde: "Der er en Mand, efterladt af Feliks som Fange; 15. imod ham førte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage, da jeg var i Jerusalem, og bade om Dom over ham.