38 Adjektiver til beskrivelse «kulde»

Vandets isnende Kulde syntes at trænge ind til selve Marven, og hvert Øjeblik var jeg til Mode, som om jeg skulde faa Krampe.

Idet vi traadte ud paa Gaden, slog en bidende Kulde os imøde, jo det var en rigtig Julekulde.

Over Lersletterne fik vi en frisk Nordenvind med stærk Kulde, der gav Frost i Næsen.

Den Taage, som ved Elben havde været saa usædvanlig stærk, at den kom den berømte Rhintaage nær, havde heller ikke skaanet Moldau-Dalen; og dèr havde den i det snevre Prag holdt sig til høit op paa Dagen, gjennemtrængende Alt med sin klamme Kulde.

Udenfor dette laa kun Angst og Opløsning og Mørke og en Fortvivlelse, som ikke vidste Raad--nej, nej, han maatte blive her, maatte blive paa fast Grund, han kunde ikke gaa ud i al den Elendighed,--denne Nat uden Stjerner, al denne Kulde, som vilde isne ham.

De talte om hendes Sygdom: Aa, man skulde nok se, Vinteren var den bedste Tid ... Den stille, klare Kulde--det gav Kraefter.

Vi have her en vedvarende streng Kulde.

Han, med værdig Kulde: Fornærmet mig?

Han var meget højere end Kongen, men han bøjede sig ikke, Kongen saa op paa ham og talte ivrigt og gik over paa den anden Side af ham; han fik sin Vilje og takkede varmt, men Bertram Ahlefeld bevarede sin underdanige Kulde.

Og da den umenneskelige kulde således har bragt ham til den yderste grad af resignasjon, fælder den ham ned i vejen som sit retmæssige bytte og lar ham ligge.

Det var af hendes fri Vilje, og derfor havde hun en uhjemlig Kulde i sit Væsen; men uden selv at vide deraf udtrykte hun enfoldig Undren ligesom Skarnbassen, der er falden om paa Ryggen i Hjulsporet og marcherer paa Stedet med Benene opad sit Liv ud, til det knusende Hjul kommer.

Alle disse ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke stenlæber, den uforanderlige kulde i de stive øjne, det udøvede en stærk tiltrækning på ham.

En Søreise, der er eensformig i sig selv, vilde blive det endnu mere for Læseren, og Beskrivelsen af en tiltagende Hede vilde maaskee fra dennes Side møde en tiltagende Kulde, hvilket vi for enhver Priis ville undgaae.

Eller skal man slet ikke sige noget, ikke være tanke, men vilje, pånøde sig og besejre hendes tavse kulde ved hjælp af den erotiske næveret?

Den strenge Kulde, erklærede han, forbunden med Mangel paa Spise, har -- om ej ganske gjort det forbi -- dog synlig befordret en Krise.

Derved kom han for resten til at tænke på et menneske, der lå langt nede i den sorte, klagende kulde.

Her byttes langsomt den gyldne Dag og Solens Brand over Mulde med Hedens kølige Aandedrag og Søens skvulpende Kulde, mens Maanen skjarer paa Hellesø.

Hertil kom en bidende, skærende Kulde, der ligesom pinte sig ind gennem Skibets Sider, og fyldte dets Rum med en isnende Aande, som vægrede sig ved at trænge ned i Lungerne og opvarme Blodet.

Han sad og klappede hendes hår, mens han led under sin sjæls fattige kulde.

Han blev kold på sjælen, ti fantasiens grå, myldrende bælte, som er uden om, det luner og holder meget borte; dær bygges nye værn i dag, hvor andre faldt ned i går; håbet har mange rødder dær, lyset brydes og splittes i mange farver -- -- men er det en gang borte, så falder den rå kulde umiddelbart ind på den værgeløse sjæl.

Hun følte en overlagt kulde i hans svar og fortrød sit spørsmål; det var vel en rest af gammel svaghed, tænkte hun.

Mens han lå med sit ansigt ned i græsset og rugede over sit ensomme afsind, kom der igen den overfarende kulde, som han havde lært at kende i det sidste års tid -- bruddet på fuldkommenheden.

Men naar Solen nu sænker sig ned bag brunrøde Tage, Naar den natlige Kulde slutter i Stuen os ind, Naar i de lange Nætter de dobbelt funklende Stjerner Ned til Kaminens Ild tindre med blaalige Skjær, Og naar glade sig samle de muntre, fortrolige Venner, Om det forenende Bord spøgende sætte sig ned, Ak!

Han vil ikke mere leve i den Elendighed, i det trælsomme Arbejde i den lammende Kulde.

Derved kom han for resten til at tænke på et menneske, der lå langt nede i den sorte, klagende kulde.

Selv i den jordiske Kulde hernede Dræbtes jeg ikke af Stormen saa vild.

Idet vi traadte ud paa Gaden, slog en bidende Kulde os imøde, jo det var en rigtig Julekulde.

Men gjør kun, hvad du vil -- Minna skreg Ordene frem -- Jeg hader dig og hende og jer allesammen ... Din Heftighed overrasker mig, da du jo saa tit har erklæret, at jeg var dig fuldstændig ligegyldig, afbrød han hende med haanende Kulde.

Der er saadan en forunderlig Kulde mellem dem.

Han var saa meget af en Kvindekender, at han forstod Sammenhængen mellem saadanne ubeherskede Ømhedsudbrud og de regelmæssigt paafølgende Anfald af fornærmende Kulde; og han indsaae, at en fortsat Eftergivenhed fra hans Side kunde blive farlig for ham.

Havde det ikke været for den fordømte Kulde“, tilføiede en Anden, der ligeledes kom ned fra Storraaen, „vilde vi forlængst have været klare med det Hele; Dugen deroppe er haard som Jern“, og, altsom flere Tilskadekomne naaede Dækket, førtes de ned til Sygelukafet for at erholde Hjælp af Lægerne.

Han sad og klappede hendes hår, mens han led under sin sjæls fattige kulde.

Sigrid var kold endnu udefra, hendes Kjole aandede Kulde mod Axel, hendes Haar var fuldt af duftende Kulde; det friske Ansigt straalede.

Rigdom laa der og rullede i Havstokken, sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drev af eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med Storm og slemt Hav og dræbende Kulde, saa der ikke var Tag at faa for Menneskehænder.

Han foretog et hastigt overblik over sit livs onde dage, hvor han uforvarende blev lukket op, så at den dødelige kulde slap ind.

"Det er en afskyelig Kulde," sagde han henkastet.

Senere da han blev bekendt for sine undersøgelser over sprængstofferne, kom flere til at kende ham, og der opstod et slags kammeratskab, hvor arbejdet var det eneste, der bandt, men nærmere end til værkfællesskabet kom ingen; der var over hans væsen en advarende kulde, der holdt andre mennesker på afstand.