24. Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning, 25. var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget, 26. så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne, 27. og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd 28. også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
Det var en frisk og stille nat, men den bragte ham ingen husvalelse; han betragtede månen, der hang lavt på den sydvestlige himmel, rødgul, forbrændt og øde, en død, kold ting ligesom et brandsted, der svier fantasien med forestillingen om den ild, der har været; et lille stykke forkullet ørken af aske og slagger på den friske blå himmel.