-
16. Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes vældige Stød i Horn.
-
Og laengst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skaeret fra "Victoriateatrets" elektriske Lamper.
-
At der var ikke det Øieblik, hvor ikke Deres Læber var mig en Fristelse, ikke den Time, hvor jeg ikke tørstede efter Deres Kys, ikke den Dag, hvor jeg ikke var vansmægtende i Fortvivlelse ... Aa Ellen Maag, jeg ved det, nu har De kun tilovers for mig lidt Sorg, og De vil sky mig, naar vi nu skilles ... Men dog--dog er det bedre saadan ... Han sank sammen og med ludende Hoved gik han nogle Skridt ved Siden af hende.
-
De andre skævede sky til hende: Skulde hun faa sit Anfald ...?
-
X Eftermiddagssolen straalede med fuldt Lys ind paa Klipperne, men ud over dem havde en mørk Sky skudt sig frem, og Regnen begyndte nu pludselig at falde med saa store Draaber, at dens uveirsagtige Karakter ikke lod sig miskjende, og vi vare nødte til at skynde os over de smaa kratbevoxede Banker til Bruddets Smedie.
-
Et Gjenskær fra Ilden laa som en lysende Sky over Baalet.
-
Men i det Samme var Alt forsvundet: Thjodolf saae kun den lille hvide Sky langt borte.
-
4. Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky fulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis Midte det glimtede som funklende Malm.
-
Selskabet fordelte sig i stuerne; blå røgsøjler steg til værs om kap med de tykke skyer, der blev pustet ud; sigarendernes gløden tiltog og aftog, som var det ilden selv, der åndede; mange herrer gumlede på røgen, inden de slap den ud, de havde også siddet til bords over en time.
-
Og tungere endnu, som en mørk, truende Sky, laa Frygten over Hjemmet.
-
Ikke saaledes, at han skyede dem, slet ikke, men han var lige saa unøjsom som han var taknemlig, han vilde have den halve og kvarte Lykke ogsaa, naar den var at faa, foruden den hele.
-
9. Derpå sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil komme til dig i en tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!"
-
Men seer man saa nedefter over Dalen, forbi Skrænterne med de stille, sorte Cypresser og deres endnu sortere Skygger, der drager sig som lange Florsstriber over det i Maaneskinnet næsten sølvhvide Bjerg, lader man Blikket fra de takkede, med Grotter og Huller oversaaede Tinder, der ligner antike Amfitheatre i Ruiner, glide langs Smaakrattet paa Skraaningerne ned til den blanke Flod og dens tætbevoxede Bred--hvilket forunderlig blødt, med Drøm og mild erotisk Nattestemning mættet Landskab møder man da ikke i Stjernerne staar saa stille og klare paa den dybe Himmel, der titter frem mellem de høje Poplers Kroner, Maanestrimen falder ned over Hængepilens Løv og bliver, idet Vandet leger med Træets Grene, til en Guldregn af hoppende Blink, den skinner paa Laurbærbuskenes blanke Blade, saa de tusinde Reflexer hyller Stedet ind i en taageagtig Sky af gjennemsigtigt Sølvmor, og længst nede, ved den lille Landsby, der er voxet op paa begge Sider af Floden, falder dens Glands paa de sig langsomt drejende Møllehjul, saa at Vandet paa deres Skovle, idet det løftes op, funkler som et Hav af Diamanter.
-
Som om en sort Sky var forsvunden fra min Himmel, som om en Tynge var væltet fra mit Sind.
-
Imidlertid var der nogen, om hvem Ordet elskværdig, kunde bruges bogstavelig, var det ham, vi elskede ham som en Kvinde; men koket var han langtfra; snarere sky.
-
Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgraa Taagebanke i Horizonten og de tændte Luften over sig saa den brændte i en mild, rosengylden Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere og blegere, op til en lang, smal Sky, tog fat i dens bølgede Rand, gjorde den glødende, gylden, blændende.
-
End staar dog paa Munkebjærgs herlige Banke de Træer til Pryd og til Eftertanke, og nikker op mod den sejlende Sky og venter, at Dansen begynder paany.
-
Naar vi gik ude, og han kunde staae stille og betragte en sommerfrodig Eng, en rislende Bæk eller en seilende Sky, i Skoven lytte til Træernes Susen og Fuglenes Liv, og i Vinterskumringen fordybe sig i de faldende Sneflokke og Drivt mod den mørke Skovkant, saa var det mig, som Naturens Aand først berørte mig, naar jeg fornam, hvad han følte derved.
-
Saa var de saert sky og lidt forlegne for hinanden, naar de netop modtes, idet de listede ud ad Dorene.
-
Dog skyede han ingenlunde Selskab, naar han blot kunde have det saaledes, at man lod ham i Fred og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, og det var ham aabenbart en Fornøjelse, naar Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller naar Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i Afstand at betragte deres Travlhed og lytte til deres Ordskifte.
-
Hen på eftermiddagen var himlen dækket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik ned, begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over horisonten; de skubbede mod hinanden som store, dorske dyr og drev sejt op på himlen, som havde det ingen hast; de blev nok færdige med deres, uden at de behøvede at jage på.
-
Cyklisten slaar Sløjfer om Gaarde og By; da driver imod ham en ravnesort Sky: Lyntungen udstrækkes saa lang og saa gul; to spaltede Pæle slaar Kors for hans Hjul; det Lyn havde Hast!
-
Der gik, uden at hun vidste det, en pludselig Sky hen over Idas Ansigt ved Lyden af de franske Ord (der kom saa mange franske Smaasaetninger i Karls Tale paa det sidste), men saa smilede hun igen, lykkelig foran Karls Ojne, der "tog" hende, og hun loftede sit Glas og nippede til det, med sine Ojne i hans.
-
Han ventede at finde sine Øjne sky og fulde af Samvittighedsnag, fordi han havde svigtet Idealet og glemt i lidenskabelig Praksis de høje, skønhedsfyldte Teorier, der hele hans Ungdom igennem havde ledet hans Fjed og holdt hans Sti ren.
-
Han var den Tid theologisk Student, og jeg, som skulde sætte ham ind i de Mysterier, han havde en naturlig Sky for, har ved mit høitstigende Foredrag af Martensens Dogmatik vist bidraget min Del til at skræmme ham derfra.
-
Han tager Luthen frem, praeluderer et Oieblik og synger derpaa, til en munter Melodi, folgende Strofer:)# "Den kjedsom Vinter gik sin Gang, Den Dag saa kort, den Nat saa lang Forandrer sig Saa lempelig; Den barske Vind, den morke Sky Maa flye, Man frygter ei, at Sne og Slud Skal mode dem, som vil gaa ud; Thi lad os gaae At skue paa, Hvor smukt Naturen sig beteer og leer."
-
Uden Øje og Øre maalte hans Tanker det Svælg, foran hvilket han stod; det var altsaa ham, der var gal, han den melankolske, sky, menneskefjendske, og Faderen var rask, han talte jo, var aandfuld, forynget, omgivet af en Duft af Elegance og Fornemhed ... Hvad var vel naturligere, end at man troede det?
-
Der hang en Sværm Bier oppe i den snehvide Luft over Kaalgaarden, den stod tæt ved Solen som en kuglerund levende Sky; snart spændte den sig ud, snart tættedes den igen om sin mylrende Kærne, nu og da blev den helt usynlig i Solilden; der lød en hed Syden ned derfra.
-
Zina, som sad nærmest ved ham, og paa hvem hans Øjne særlig hvilede, som om Spørgsmaalet fornemmelig gjaldt hende, svarede, idet en let Sky et Øjeblik formørkede hendes Pande: Faren møder os for ofte, Grigory Alexandrovitsch, man vænner sig til sidst til alt og sløves efterhaanden -- desværre!
-
Her staar vi og venter et varslende Tegn, et Lyn fra den ladede Sky, en bragende Torden, en rensende Regn, der gi'r os til Livet paany.
-
I Løbet af de følgende Dage søgte Andrey at gøre sig kendt med sit Dyr, som viste sig at være klogt, hurtigløbende og heldigvis ikke sky -- hvilket var af den allerstørste Vigtighed.
-
Inde under Lindetræet stod han, kastede sky Blikke til Kvisten, som om han ventede, at Synet skulde komme igjen, og betænkte sig paa, om han virkelig skulde gaa op og ringe paa.
-
28. Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."
-
Under denne Bro var den afskaarne Himmelgrund mørkere end oppe over den, hvor det Blaa snart skinnede igjennem; paa denne dunkle Grund lige midt under den straalende Portal og belyst af Solstraalerne, der trængte frem under Skyerne og gjennemstrømmede hele Dalen, stod Lilienstein, bestandig med den lille Sky hvilende paa sin Overflade, som et rygende Stenalter.
-
Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa kalder man det strax for Blæst og Storm, og dukker der paa den blanke Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i fem Minutter, saa er det et Fænomen, over hvis Forfærdelighed hele Paradiset korser sig Maaneder i Træk.
-
Skyggen fra en Sky højt oppe naar os.
-
-Og--Hans Excellences Stemme lod paany som for og, et Nu, saa hans Ojne ud, som overmandedes han af en urimelig og en til Bunden loddet Smerte--: hvem tror Du vel, min Pige, betyder mer end Sandskornet i den hede Sky.
-
Jeg lever blot i Kamp for Mad, opholder Livet som et Dyr, der ej den værste Føde skyr.
-
men et Blik af Solen Paa tidlig Vaardag, Duften af Violen, En sagte kruset Vove, En kjølig Luftning i de tætte Skove, En flygtig Sky, som svæver Paa Himlen og for Maanens Straale bæver, Og dybt i Skov og Dale Den høitidsfulde Sang af Nattergale, -- Alt Dette taler med saa stærk en Stemme, At Menneskenes Røst jeg maa forglemme. --
-
Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide Dug paa Grønsværet, og det saa ud, som skulde han kastes af.
-
Han slugte Maaltiderne med en indre Grimace og lukkede sig saa strax inde i sit simple, men ordenlige Værelse, hvor Bøgerne ventede ham paa Bordet; -- og fra sine Besøg i Præstegaarden medbragte han en duftende Sky af Luften fra et hyggeligt og efter hans Begreber næsten rigt Familjehjem, der fyldte hans Kammer for nogen Tid, og som ogsaa tildels beskærmede ham mod den mindre renlige Lugt i Petersens Daglig- og Spisestue. --
