46 Adjektiver til beskrivelse «sol»

Han stod med Ryggen til Ilden, og Lyset fra det store Vindue med en nedgaaende Sol faldt lige paa hans Ansigt, saa jeg kunde rigtigt se ham.

Det var en blandet Fornøjelse at ride gennem det fattigste og styggeste Land i Evropa, men jeg havde foroven en skyfri Himmel med en straalende Sol, der kastede sit Lys hen over endeløse Snemarker.

Hun løfter fra Aaget den blinkende Spand og skyller ved Bækken dens Munding og Rand; mens Blomsterne myldrer om Ankel og Kjol, hun malker sin Ko i den stigende Sol.

Straalerne af den opgaaende Sol forgyldte Bjærgene og kastede sit Guldglimmer ud over Havet, der laa saa blankt og stille, som om det aldrig havde raset i taarnhøje Bølger, der bragte Død og Ødelæggelse.

Kunde jeg blot danne af Ord et Billede, som bestod uforgaengeligt--et Billede, som var Ungdom og Smil, Ynde og Sorg, Glaede med bedrovede Ojne, Tungsind, der lo med en kruset Mund; hjaelpelose Haender, som kun vidste at hjaelpe de andres Nod, fine Lemmer, som mygede sig i Solen og fros, naar Sol gik ned.

Men inde mellem Sivene der summede og surrede det af lodne Insekter, der tumlede sig i den bagende Sol.

Hedelærken sang eensomme Triller herude, sine egne Sange i betaget Henrykkelse over den varmende Sol, over Naturen og Livet, uhørt og uforstaaet af Mennesker.

Her gik min stille Mor i sin grove graa Kjol og saa med tynget Blik mod den synkende Sol.

Igaar omfygede Sneen, Og nu straaler idag varm den oplivende Sol, Deilige Foraarsdag!

Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse, det er dog det samme Hjærte, jeg ser, din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse, de samme retsindige Livs-Idéer, din altid urokkeligt tro Karakter ... Sultet og frosset og lidt tilsammen, lyttet til Suk fra hinandens Bryst, -- mørk og knugende er vel Rammen, Billedet selv dog straalende lyst: en gryende Sol over ukendt Kyst!

Sortgrøn staar den, stivnet i den brændende Sol. --

Al Plantevækst er afhængig af Solen, og naar man ikke havde Sol nok, tændte man store Baal for gennem saadanne kunstige Sole ad magisk Vej at tvinge den virkelige Sol til at give Lys og Varme nok til Planter, Dyr og Mennesker.

Ham generer det ikke, tvertimod det er hjemligt for ham, thi det minder ham om Skovshoved; og det er ikke usandsynligt, at han tænker paa sin store "Sparebøsse" derhjemme, der maaskee i samme Øieblik soler sig velbehagelig paa Strandveien; maaskee minder det lille Kjødnet, som han arbeider paa, ham om det større Net, hvorved han hjemme tjener sit Brød, og det er ikke umuligt, at hans Tanker "fare saa vide" i den modsatte Retning af den, hvori han med 9 Miils Fart stryger over Søen.

Under den vældige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegrå; grøfterne skinner af blankt dynd nede på bunden.

Saa sluttede en Aargang af dit Livs Billedtidende, som har bragt Sol ag Vaarsang og Frostnætter bidende, og Elskovs søde Glæder, naar ingen tænkte paa det, og Graad paa øde Steder, naar ingen andre saa det.

Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en uforanderlig sol.

Når en passelig tid er gået, sætter de sig på en udslukt sol og prøver at mindes væsner, der kaldte dem -- de salige -- dårer.

Og hans Stemme bøjede sig til inderlige Ord -- om Aftenen, naar en eneste Stjerne lyser over de skære, grønlige Farver fra den svundne Sol, naar der ikke er anden Lyd end den af Agerhønen, der kalder paa sin Mage inde mellem det tunge, gule Korn, og Lyden af hans Trin, der gaar de ensomme Stier for at sænke sig i dybe Drømme om én eneste.

Saadan var hendes Tanker i den første Tid, det var hende som havde hun en stakket Stund været bortrykket til en forunderlig, rigbroget Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes Væsen havde foldet sig ud som en underlig fremmed Blomst og straalet Sol fra alle Blade og aandet Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin Duft var den vokset og vokset, Blad i Mylder ved Blad, Fold bredt ud paa Fold i ustandselig Kraft og Fylde.

Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Øjeblik ingen Tanke for. "

Der var stegende Sol og Honningkage-Duft og skubbende Stimmel og Stoj.

Plantes i fugtig, muldet, let, aaben Jord i Kløfter, der har Fald mod Nord eller dog er beskyttede mod stærk Sol.

* * * * * Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle stod barho'dede og stak Naesen op i Luften, horte de allerede den susende Knitren af Fyrvaerkeriet, og lige foran dem, over Maengdens mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede et rodt Skaer, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Rog og Gnister, for den slukkedes.

Saaledes gik det til, at han var bleven det theologiske Fakultets Livselixir, Universitetets nyfødte Sol, hvorefter dets gamle Ørn stirrede sin Broncehals stiv, Danmarks Trøst. --

harmede sig offwer de Ord oc sagde: Nu sol sie nicht auß kommen; da sol sie besitzen bleiben.

I Vest nu synker den matte Sol, Saa begynder i Øst min Flamme.

Naa, jeg kom om Bord paa et Skib og hugged mig frem gjennem meget ondt, havned omsider i Australien, under hvis mægtige Sol Giften omsider damped mig af Blodet.

Der var da ingen straalende Skikkelser at længes frem imod i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at stirre sig lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og Farver!

Fred'rik bag Porten i gammeldags Kjol-- kanske lidt barsk, men godmodig for Resten; Godheden randt af din lunende Sol, Barskheden kommer af Blæsten.

V Vaaren kom med kriblende Sol og Grøde.

Hele denne udsøgte Forsamling, der talte og summede i Salen paa det behageligste, velstemt og renligt tilmode ved at staa i Festklæderne tæt under Straalerne af den kongelige Sol . . .

Muligvis vil En og Anden trøste sig med, at vi see ved Lampen Musernes Dands, men hertil vil jeg svare, at det blev ikke givet Nogen ved Lampens Skin at see Musernes Dands, om ikke først Virkelighedens klare Sol havde viist ham Gratiernes Leg.

Og Hadet frisker paa Galden, og Turnips er god for Ko, men Venner er som den kjære Sol.

Der var luftigt om dem, de var fri, og de gik mod Øst, mod den hvide Sol, over den optøede Jord.

Lyset skinner på dem, nu er de helt gennemsigtige og ens, alle de menneskelige lidenskaber er smæltede sammen og blevet til lys -- som en hvid, brændende sol, og med et smil, hvori der er et suk af lyksalighed, brister de ud over skrænten og opløses til tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige kloder.

Se, da gled der en Sky for din høstblanke Sol, stænked Fugt paa din rustfrie Sjæl, og jeg selv blev saa tavs ved at se, hvad jeg saa, at en Orm havde stunget din Hæl.

-- drøfter gamle Hændelser, kommer med sære Bekendelser, trevler vort Livsvæv op, de skøre, bristende Traade, brænder dem uden Naade, klæder os splitternøgne, kender til Bunds hinanden -- dog bare til Afgrundsranden, bygger jo, hver især, et Ly for sit skjulteste Minde, hvor man er ene inde, ene -- altid alene: en vanskelig Jord at dyrke, men Ensomhed giver Styrke ... Saa er da Sommeren død, og i det yderste Thule gemmer vi os i en Hule, er som et udflyttet Danmark varmet af hjemlig Sol her ved den kolde Pol, drømmer saa meget gammelt, higer mod nye Stier, tænker, taler og tier ... Luften er vinter-skarp.

Den er ikke en Slags Kvistetage over Deres Hoved -- den ligger saa langt, langt ude, hinsides Sol og Maane.

Gylden Sol, gylden Sol, fyld mit Hjærte, du gyldne Sol!

Nr. 6. Cynthia Stockley: Under Afrikas glødende Sol.

Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke mange i from Iver tilbagelægger Vejen tilfods trods den brændende Sol og gjennem usunde Sumpegne.

Og den frostrøde Sol gaar nu favnende bort, ak, dens Bue er lav og dens Vej ikkun kort, naar om Julen det stunder til Fest; og til Gavlruders Funklen, til Solflimmers Leg, til velsignende Lys over Fuglenes Neg den nu bruger sin synkende Rest. Og en Tiggerske vanker fra Gaard og til Gaard, og en Kavringeduft om den gamle der staar, saa hun frister hver vejrende Hund; og de halser og flokkes med næsvise Krav, og hun truer ad Flokken med Eder og Stav og gi'r ondt af sin tandløse Mund.

Det var stille Vejr med stærkt dalende Sol, da Pigeklyngen drog ned ad Skovvejen; man hørte Musiken inde fra Tykningen: to Horn og en Klarinet -- Danselysten steg i Blodet.

Lyset skinner på dem, nu er de helt gennemsigtige og ens, alle de menneskelige lidenskaber er smæltede sammen og blevet til lys -- som en hvid, brændende sol, og med et smil, hvori der er et suk af lyksalighed, brister de ud over skrænten og opløses til tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige kloder.

Hand saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware, sagde endeligen: Ihr meint, nu sol es beßer gehn, weil der König Friderich todt ist.

Mon Marie Frederikkes smaa Stiklinger henne ved Vindueskarmen taalte al den Sol!