Vælg elegante ord
47 Adjektiver til beskrivelse «sol»
- Solen steg op over Idsletten, Hundreder af bredkronede Fyrretræer og Graner, som i tidligere Aarhundreder havde været Vidne til Svenskernes hyppige Indfald i Landet, strakte deres rødbarkede Grene ud over Jorden; den stigende Sol mægtede næppe at trænge igjennem deres Fletværk.
- Den nedgaaende Sol glødede i dens Hundreder af Ruder.
- Slider Byen, danske Mand, altfor stærkt din Trøje, tag et Maal af Danmarks Land fra dets egne Høje: Synet--fjernt af Banker lukt-- bliver frit mod Bælt og Bugt --stemningsfyldt som Hejreflugt om Kvæld, naar Sol gaar under.
- Jeg hørte hende gjerne tale, thi ikke alene i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevægelser var et Udtryk af Ro og stille Sjælefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en Fornemmelse af, at jeg hævedes til en høiere og bedre Verden, hvor der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevægede sig lydløst og stille som de rødlige Aftenskyer, der svæve forbi den synkende Sol.
- En ung Pige stod paa Fjeldskrænten; hendes gyldne Haar lyste i den opgaaende Sol omkap med de glødende Fyrretræsstammer.
- Og lidt efter stod de unge Piger nede paa Grønsværet i den bagende Sol.
- Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet promenerer Dandyen sine Væddeløbere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk, de hvide Frugttræer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store, grønne Plæner, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol.
- Han var den kolde Nordbo, der smeltede for den sydlandske skønnes Blik som Fjældets Sne for den straalende Sol, og da de efter en Times Spaseretur sad overfor hinanden i et separat Kabinet i en af Rivaens Restaurationer, knyttedes Traaden lidt efter lidt imellem dem.
- Der var stegende Sol og Honningkage-Duft og skubbende Stimmel og Stoj.
- * * * * * Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle stod barho'dede og stak Naesen op i Luften, horte de allerede den susende Knitren af Fyrvaerkeriet, og lige foran dem, over Maengdens mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede et rodt Skaer, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Rog og Gnister, for den slukkedes.
- Muligvis vil En og Anden trøste sig med, at vi see ved Lampen Musernes Dands, men hertil vil jeg svare, at det blev ikke givet Nogen ved Lampens Skin at see Musernes Dands, om ikke først Virkelighedens klare Sol havde viist ham Gratiernes Leg.
- Gylden Sol, gylden Sol, fyld mit Hjærte, du gyldne Sol!
- Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketrængsel og den øredøvende Støj hvælver sig en Himmel, stille, stjernebesat og maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften mættet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde vaagne med den gryende Sol!
- Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke mange i from Iver tilbagelægger Vejen tilfods trods den brændende Sol og gjennem usunde Sumpegne.
- Al Plantevækst er afhængig af Solen, og naar man ikke havde Sol nok, tændte man store Baal for gennem saadanne kunstige Sole ad magisk Vej at tvinge den virkelige Sol til at give Lys og Varme nok til Planter, Dyr og Mennesker.
- Ham generer det ikke, tvertimod det er hjemligt for ham, thi det minder ham om Skovshoved; og det er ikke usandsynligt, at han tænker paa sin store "Sparebøsse" derhjemme, der maaskee i samme Øieblik soler sig velbehagelig paa Strandveien; maaskee minder det lille Kjødnet, som han arbeider paa, ham om det større Net, hvorved han hjemme tjener sit Brød, og det er ikke umuligt, at hans Tanker "fare saa vide" i den modsatte Retning af den, hvori han med 9 Miils Fart stryger over Søen.
- Under den vældige sol steges mulden lysebrun, og vejene blir lysegrå; grøfterne skinner af blankt dynd nede på bunden.
- Saa sluttede en Aargang af dit Livs Billedtidende, som har bragt Sol ag Vaarsang og Frostnætter bidende, og Elskovs søde Glæder, naar ingen tænkte paa det, og Graad paa øde Steder, naar ingen andre saa det.
- Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en uforanderlig sol.
- Når en passelig tid er gået, sætter de sig på en udslukt sol og prøver at mindes væsner, der kaldte dem -- de salige -- dårer.
- Og hans Stemme bøjede sig til inderlige Ord -- om Aftenen, naar en eneste Stjerne lyser over de skære, grønlige Farver fra den svundne Sol, naar der ikke er anden Lyd end den af Agerhønen, der kalder paa sin Mage inde mellem det tunge, gule Korn, og Lyden af hans Trin, der gaar de ensomme Stier for at sænke sig i dybe Drømme om én eneste.
- Saadan var hendes Tanker i den første Tid, det var hende som havde hun en stakket Stund været bortrykket til en forunderlig, rigbroget Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes Væsen havde foldet sig ud som en underlig fremmed Blomst og straalet Sol fra alle Blade og aandet Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin Duft var den vokset og vokset, Blad i Mylder ved Blad, Fold bredt ud paa Fold i ustandselig Kraft og Fylde.
- Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Øjeblik ingen Tanke for. "
- Plantes i fugtig, muldet, let, aaben Jord i Kløfter, der har Fald mod Nord eller dog er beskyttede mod stærk Sol.
- Igaar omfygede Sneen, Og nu straaler idag varm den oplivende Sol, Deilige Foraarsdag!
- Saaledes gik det til, at han var bleven det theologiske Fakultets Livselixir, Universitetets nyfødte Sol, hvorefter dets gamle Ørn stirrede sin Broncehals stiv, Danmarks Trøst. --
- harmede sig offwer de Ord oc sagde: Nu sol sie nicht auß kommen; da sol sie besitzen bleiben.
- I Vest nu synker den matte Sol, Saa begynder i Øst min Flamme.
- Naa, jeg kom om Bord paa et Skib og hugged mig frem gjennem meget ondt, havned omsider i Australien, under hvis mægtige Sol Giften omsider damped mig af Blodet.
- Der var da ingen straalende Skikkelser at længes frem imod i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at stirre sig lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og Farver!
- Fred'rik bag Porten i gammeldags Kjol-- kanske lidt barsk, men godmodig for Resten; Godheden randt af din lunende Sol, Barskheden kommer af Blæsten.
- Morgenens vældige Sol, løft kun din Kugle med Funklen blandt Banker i Ãsten!
- V Vaaren kom med kriblende Sol og Grøde.
- Hele denne udsøgte Forsamling, der talte og summede i Salen paa det behageligste, velstemt og renligt tilmode ved at staa i Festklæderne tæt under Straalerne af den kongelige Sol . . .
- Og Hadet frisker paa Galden, og Turnips er god for Ko, men Venner er som den kjære Sol.
- Der var luftigt om dem, de var fri, og de gik mod Øst, mod den hvide Sol, over den optøede Jord.
- Lyset skinner på dem, nu er de helt gennemsigtige og ens, alle de menneskelige lidenskaber er smæltede sammen og blevet til lys -- som en hvid, brændende sol, og med et smil, hvori der er et suk af lyksalighed, brister de ud over skrænten og opløses til tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige kloder.
- Se, da gled der en Sky for din høstblanke Sol, stænked Fugt paa din rustfrie Sjæl, og jeg selv blev saa tavs ved at se, hvad jeg saa, at en Orm havde stunget din Hæl.
- -- drøfter gamle Hændelser, kommer med sære Bekendelser, trevler vort Livsvæv op, de skøre, bristende Traade, brænder dem uden Naade, klæder os splitternøgne, kender til Bunds hinanden -- dog bare til Afgrundsranden, bygger jo, hver især, et Ly for sit skjulteste Minde, hvor man er ene inde, ene -- altid alene: en vanskelig Jord at dyrke, men Ensomhed giver Styrke ... Saa er da Sommeren død, og i det yderste Thule gemmer vi os i en Hule, er som et udflyttet Danmark varmet af hjemlig Sol her ved den kolde Pol, drømmer saa meget gammelt, higer mod nye Stier, tænker, taler og tier ... Luften er vinter-skarp.
- Den er ikke en Slags Kvistetage over Deres Hoved -- den ligger saa langt, langt ude, hinsides Sol og Maane.
- Nr. 6. Cynthia Stockley: Under Afrikas glødende Sol.
- Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke mange i from Iver tilbagelægger Vejen tilfods trods den brændende Sol og gjennem usunde Sumpegne.
- Og den frostrøde Sol gaar nu favnende bort, ak, dens Bue er lav og dens Vej ikkun kort, naar om Julen det stunder til Fest; og til Gavlruders Funklen, til Solflimmers Leg, til velsignende Lys over Fuglenes Neg den nu bruger sin synkende Rest. Og en Tiggerske vanker fra Gaard og til Gaard, og en Kavringeduft om den gamle der staar, saa hun frister hver vejrende Hund; og de halser og flokkes med næsvise Krav, og hun truer ad Flokken med Eder og Stav og gi'r ondt af sin tandløse Mund.
- Det var stille Vejr med stærkt dalende Sol, da Pigeklyngen drog ned ad Skovvejen; man hørte Musiken inde fra Tykningen: to Horn og en Klarinet -- Danselysten steg i Blodet.
- Lyset skinner på dem, nu er de helt gennemsigtige og ens, alle de menneskelige lidenskaber er smæltede sammen og blevet til lys -- som en hvid, brændende sol, og med et smil, hvori der er et suk af lyksalighed, brister de ud over skrænten og opløses til tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige kloder.
- Hand saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware, sagde endeligen: Ihr meint, nu sol es beßer gehn, weil der König Friderich todt ist.
- Mon Marie Frederikkes smaa Stiklinger henne ved Vindueskarmen taalte al den Sol!
Populære søgninger i dag