24 Adjektiver til beskrivelse «strand»

Se, Danmark ligger nu i grønne Skifter med Rug og Skov til Horisontens Rand; henover lave Gaarde Vinden vifter, og Tøsen bader fra den aabne Strand; her hvor det sunde Hav sig saltfyldt tunger, her var et Frelsens Hjem for syge Lunger.

Skiveskydning med Geværer foretoges paa en øde Strand under et af Batterierne ved Havneindløbet.

Himlen hvælver sig med Forkærlighed over det, Skyerne staar stille over det, Bølgerne rækker ind og klapper den lyse Strand.

Hvor stærkt Nordvest end rejste Vind om Kaases krumme Strand, drog værre Storme dog herind fra Syd og Sachsenland.

De sidste Dages strænge Vejr er i Nattens Løb stilnet af, jævnt og stilfærdigt slikker Bølgerne den hvide Strand, saa Ravsamleren har Haab om at finde, hvad han søger, i den opskyllede Bræmme af Snegle og Tangplanter lige ved Havkanten.

Han ser sig saa langeligt ind mod Land -- imellem var dyben Rende "Vi kan ikke naa den velsignede Strand, hvis Hjælp os ej Himlen vil sende."

Sære, uvejrsdunkle Strand, hvide Klit og blege Vænge, skønnest Plet i hele Verden, Tonebund for dybe Strænge, som jeg altid høre kan, -- Endemaal for al min Færden!

Eensomheden og Ødet paa den tause Strand syntes ikke at have bragt denne Mand Fredens Hvile.

Ovre paa Vigsiden sønden for Frederikshald ved Lunelands Kirke, der, hvor svenske og norske Vande mødes i den stride Fjordstrøm, som om de ville dæmme Grændse op mellem de to Lande, derude paa den svenske Strand, nogle Bøsseskud fra Frederikshald mellem Idfjord og Svinesund laa en faldefærdig Hytte.

Det var mig ubegribeligt og smerteligt, at jeg ikke længer havde dig i min Arm, og jeg tænkte i mit Sværmeri: see, saaledes lægger min Sjæl sig som et Luehav om hendes, ja, som den straalefyldte Strand favner den yndige Høi, hun pleier at staae paa.

Da smælder atter Søen mod den stenede Strand, Natten bliver støjende, og man kan ligge timevis vaagen i sit Værelse og fylde sig med alle de stridende Lyde fra Hav og Vejr ... Man venter et mange Dages Sus og Brus, men allerede om Morgenen kan Vejret være løjet af.

Han maa være naaet levende gennem Brændingen og har kravlet et Stykke frem ad den skraanende Strand, indtil Kræfterne har svigtet ham, og han er bleven liggende hjælpeløs paa sin Fødeø og har i Nattens Løb udaandet dèr, et Kvartérsgang fra sin egen Hjemby, hvor han saa nylig var bleven fejret velkommen hjem.

Hvor herligt du lyser, du krummede Fjord, der slynger de Sløjfer i Sønder og Nord, du Vindenes Orgel, du tonende Vand, der bræmmer med Skummet din riflede Strand!

Jakob lo og tog sin stumme Kammerat ved Haanden, og de gik ned langs den nordre Strand.

Tro mig, Du maa herfra, Bjørnstad; Du staaer som den Forlisende paa Vraget og seer den nære Strand, men vil ikke redde Dig over ved et Spring.

Der er i Skagen to Slags Fiskere, de, der hele Aaret fisker fra den hjemlige Strand, og de, der bare i Tiden fra November til hen i April fisker fra Hjemmet, men som de øvrige Maaneder sejler fra Frederikshavn langvejs til Havs paa Kutterfiskeri.

og jeg, der ogsaa skulde Bryde Larvens Baand, som tynge, Og i Solskin munter synge, Glad befriet for Vintrens Kulde, Seer mig selv, den Længselfulde, Staae paa den forladte Strand, Blikket vendt mod fjerne Land, Over Havets sølvblaa Vugge, Sende Vinden mine Sukke, Og min Graad det falske Vand.

17. Og jeg tog Bægeret af HERRENs Hånd og gav alle de Folk, han sendte mig til, at drikke deraf: 18. Jerusalem og Judas Byer og dets Konger og Fyrster, for at gøre dem til Ørk og Øde, til Spot og til et Forbandelsens Tegn, som det er på denne Dag; 19. Farao, Ægypterkongen, med alle hans Tjenere og Fyrster og alt hans Folk, 20. alt Blandingsfolket og alle konger i Uz og Filisterland, Askalon, Gaza og Ekron og Asdods Rest; 21. Edom, Moab og Ammoniterne; 22. alle Tyruss og Zidons Konger og den fjerne strands Konger hinsides Havet; 23. Dedan, Tema og Buz og alle dem med rundklippet Hår; 24. alle Arabernes konger og alle Blandingsfolkets Konger, som hor i Ørkenen; 25. alle Zimris Konger, alle Elams Konger og alle Mediens Konger; 26. alle Nordens Konger, nær og fjern, den ene efter den anden.

Jeg tilbragte saaledes mindst 8 Dage imellem de mig aldeles ubekjendte Bjergere, med hvilke jeg hver Aften fra den ensomme Strand, hvor der kun laae et enkelt Udmarkshus, over Bakker og gjennem smukke Trægrupper gik op til en Gaard, hvor vi havde Nattekvarter.

Hvor ensomt Øen løfter sin fjeldomkrandste Rand, der leged en Smaadreng paa den bølgeslagne Strand; der var i hans Øie saa tankefuldt et Blik; vidt over Hjemmets Grændser hans dunkle Drømme gik.

Hvad lykkeligt Land Modtager dig, naar Til den blomstrende Strand Du med Vingerne slaaer, Mens i vinterligt Vær Vi Andre maae her Forladte staae?

-- Saa værn da ømt om Danmarks Land, dets blide Kyst, dets bløde Strand og Mejsens Bo i Hækken, lys over Haren Markens Fred, giv Ly og Læ og Rugested for alt, hvad Hjærtet hænger ved; men værn dog mest om Bækken!

Der vader de Kvier i blankeste Strand, mens sirligt de løfter paa Halen, og Tøsen hun lokker og kalder fra Land, og Solen den glimter i Mælk og i Spand, og Byggen den skyder en Alen.

Min Sjæl er træt af fremmed, bjergfuld Strand og længes hjem til Slettens Kløver og Tidsler, til Heden helst, dèr hvor et Aaløb risler det frodige Grønsvær frem af magert Sand, stolt vil jeg dyrke Jord i eget Land.