Og som om hans Lemmer mistede deres Spændkraft, tumlede han pludselig tilbage mod Væggen, mens den kolde Sved sprang frem paa hans Pande.
Lynsnærten saver, Skraldet raver efter og styrter stadig i et Hul paany; nu straaler Regnen i din Naboby, nu taages Engene, nu rejses Vinden, mens Spændtheds klare Sved dig striber Kinden!
Skarnbassen fremstenter paa stræbende Ben og kratter med Kloen i Støv og i Sten; frem stormer Cyklisten i rygende Sved; han henter den arme, han hjuler den ned; for han havde Hast; dens pansrede Indvolde boblende brast.
Kraften stivned i hans Lænd, Gigt hans Lemmer forvred, Musklen trætned i sit Spænd i den evige Sved.
Han holdt inde og torrede den begejstrede Sved af Panden.