50 Adjektiver til beskrivelse «ven»

"De har handlet meget flinkt, min unge Ven!"

Øl--min Yndlingsdrik ... Men, kære Ven, hva' gør man ikke for Kunsten?

Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans Lauritsen, der nu med storste Honneur har absolveret sin examen theologicum, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller domicilium for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at laegge ham alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget sig at instruere ham.

Ja, Eders Kjaerest, Jomfru Bodil, har vaeret mig en trofast Ven.

Jeg vil slet ikke tale, min kjære Ven, Om de halvhundred Prindsessehænder (Endog multipliceerte med To, For at tale correct), som vort Arbeid hylde, Og i Aartusinder Karret fylde; Men du vil finde her Professores, Magistre, Licentiater, Doctores, I hvert et Fag de fleste Skribenter, Poeter i Tusindtal, Recensenter Og Belletrister, en Masse Studenter, Som endog har ført op ved fine Baller Og spilt Comedie taalelig godt, Kort sagt, Personer af hver en Alder, Hver Stand, hvert Kjøn, og dertil blot Hvad pene Folk man sædvanlig kalder.

-Kære Ven sagde han--#begriber# De?-- Intet Knaphul var helligt for Hr. von Pøllnitz: I tyve Aar--kære Ven ... tyve Aar ... har jeg vist dem den Venlighed-- -Ja--bedste Hr. von Pøllnitz ... jeg skal denne Vej.... -Tyve Aar ... Hr. von Pøllnitz tog sig til Panden og blev staaende et Øjeblik med udstrakt Arm, Fingrene udspilede, og med stirrende Øjne--Kære Ven--Naa--skal De denne Vej?--jeg følger Dem.... Hr. v. Pøllnitz gik Gade op og Gade ned.

Han blev min nærmeste og fortroligste Ven; i en Række af Aar havde Ingen af os nogen Tanke eller Følelse, uden vi delte den med hinanden.

Den gudskabte Ret, som hos tænkende Mænd staar adlet blandt Jordlivets Goder, den skulde du nægte din kjæreste Ven, din Hustru, din Søster, din Moder!

Thorkildsen skrev til sin gode ven og kollega, den ansete folkeopdrager og litteraturkender Børgesen; kunde han ikke i en af sine afhandlinger tale et par kraftige ord om denne altfor tidligt forstummede harpe?

-- Jeg har været rigtig styg, Harald, og du var saa kjærlig og takkede mig saa kjønt for mit Smule Spil, du kjære, søde Ven!

Siden den Dag da du overtog Kommandoen over en Slavetransport, tilhørende vor fælles Ven og Herre, den gamle Alvez, og drog afsted fra Cassange, har jeg jo ikke hørt Spor til eller om dig.

Hjælpe dig kan jeg ikke; jeg er ikke heller rask mere, men skulde vore Veje mødes, saa søg mig som den jeg er din faderlige Ven Arvid Ankerkrone.

Var selvskreven Deltager i Byens broget vekslende Liv, snart festklædt, snart sørgeklædt; gav min Stemme med i de afgørende Ordskifter, blev spurgt og søgt, var Raadgiver og Hjælper, en paalidelig Ven, en Fjende, der maatte regnes med.

Da Tjeneren havde forladt Værelset, fløjtede min mærkelige Ven paa en underlig Maade.

Det blev da Hostrups ældste endnu levende Ven, Biskop Fog, som maatte overtage dette Hverv.

Han var en intim Ven af hende og hendes Mand; navnlig før var han kommen overordenlig meget i deres Hus.

Farvel -- min elskede Ven -- Farvel!

-Ja, sagde Fru Schleppegrell: Emma (Hofdame Froken Juul bar Navnet Emma) sagde saamaen igaar til mig: "Bedste Ven, det vil jo vaere en Lettelse for hele Kredsen".

Af Danske var der foruden Kunstnerne, hvoriblandt Jerichau og hans Familie, Conferentsraad Hauch med Familie, min kjære, tidlig afdøde Ven, Dr. Richard Christensen og hans Hustru, den bekjendte Blomstermalerinde Anthonora f. Tscherning, endvidere Telegrafbestyrer P. Faber, Fru Busck (Pastor Gunni Buscks Enke) med sine Døttre, Enkefru Stemann og hendes Broder cand. theol. Olrik o. m. a. Af Nordmænd var der Jonas Lie og Billedhuggeren Borch med deres Familier; af Svenske de to unge Venner Grev Trolle Wachtmeister, senere Diplomat, og Docent, nu Professor, Esaias Tegnér samt Alexandersson, nu Professor i Lund, og den finske Billedhugger Runeberg med Familie.

Thi en Kvinde har listet sin Arm under din, du har vundet den yndigste Ven, hun vil smykke dit Hjem med sin Ynde, sit Smil og gi Liv til din Ungdom igjen.

Han vilde ønske, at han og husmanden kunde ha været gode venner, men Hans var blevet skældt ud, fordi han ganske vist havde knækket husmandens kæp, som han var blevet gal på; ingen vidste, hvor meget han måtte bøde for sådan noget i sine egne tanker; men at nogen greb ham i gærningen og lod ham høre for det, det kunde han ikke glemme; han var færdig med det menneske.

Jeg er Ven med Dug og Grødevejr, Ven med Landets lyse Bøgetræer, Ven med al den danske Sæd, som gror øst for Hav som vest for Sund og Fjord.

Vejgård, min sande ven, De vil gærne ha et æg.

I Palmerston havde Danmark ikke havt nogen Fjende, men heller ingen varm Ven.

Han har altid siden været mit Hjærte nær som min høit elskede uforglemmelige Ven.

Jeg vilde ikke lade mig mærke dermed, men vandrede saa munter som muligt hele Dagen omkring i Egnen med vor tydske Ven.

Jak vil aldrig ophøre at være Deres Søster, og jeg aldrig at være Deres trofasteste Ven.

Lønnen, han bød sin trællende Ven, var Pisk og en kneben Føde og saa en Kugle i Hjernen, naar den næsten var kørt tildøde.

Berregaard hed han og var en Søn af Frederik den Syvendes gamle Ven, Generalen, men ham meget ulig.

Det opmuntrede synlig min sangvinske Ven.

Han var Filolog efter al sin Attraa og i alt sit Væsen, men desuagtet en stor Romantiker og en sværmerisk Ven af Natur og Kunst; en stille, musikalsk Natur.

Tilsidst vilde min Veninde absolut lægge Kabaler for mig og Grethe, de andre gamle Damer brændte af Iver efter at overvære den spændende Forestilling; men Grethe, der kendte Kabalens Hensigt og af tidligere Erfaring vidste, at min Veninde altid lod den pusle i Hjærtersiden med lønlige Bud og en sukkende Ven og alt andet til Faget henhørende, ønskede, tydeligt nok, at blive forskaanet i dette større Selskab af Kirsten Gifteknive.

Se derfor blev din "sorte Ven" saa bleg; thi Blyet ikke blot som Kugle dræber, selv ved dets Støv et Gran af Døden klæber.

Det har du ikke Lov til at sige -- Hans Frederiks Stemme var alvorlig og indtrængende -- du har før víst, at du har en hel Del Modstandsevne, og du har paa mange Punkter kæmpet ærlig -- vi er allesammen mere eller mindre skrøbelige, gamle Ven, og derfor beror der saa meget paa det Farvand, vi kommer til at sejle i. --

Min sjungende Ven Paany jeg har seet!

De var jo min kære afdøde Broders sidste Ven og Fortrolige.

Det opmuntrede synlig min sangvinske Ven.

Vejgård, min sande ven, De vil gærne ha et æg.

Min gode Ven, du kan være rolig, Thi du finder her i din nye Bolig, Saavist som jeg staaer her hos dig og taler, Fleertalet af de danske Journaler, Fast hver Avis, hvert politisk Blad, Lærde Tidsskrifter, Morskabslecture Enten med frisk eller opkogt Mad, Enten af originale Fyre Eller af et Oversætter-Uhyre.

Han sagde rigtignok, at hun var hans eneste rigtige Ven, den Eneste, hvem han kunde betro alle sine Sorger og alle sine Glæder, men forresten var han overgiven, næsten ellevild, og talte mest om den forestaaende Vestindietur, som han glædede sig umaneerligt til -- hvor kunde han dog glæde sig til at være en hel Vinter borte!

Efter dette Udtryk at dømme maa den paagjældende Ven (jvfr.

-Men--den ottende, min Ven, det vil gøre Hans Majestæt ondt ... -Jeg skal skrive til Hendes Majestæt ... Hun vil godt kunne forstaa det.

Og Hr. Lauritzen beroligede Marie, erklærede, at det var hendes store Dejlighed, der havde faaet ham til at overile sig til et Skridt, hvis Vigtighed han fuldt vel anerkendte; men han var hendes oprigtigste Ven og skulde aldrig, aldrig bede hende om mere end Venskab, før det Momang kom, at hendes Hjærte flammede for ham.

Vor Kreds udvidedes i 1867, da min ældste Søn, nu Assessor i Landsoverretten i Kjøbenhavn, tilførte mig en Datter af min oftere nævnte, afdøde Ven, Professor i Mathematiken Chr. Jürgensen som Svigerdatter, og med dem have vi havt fælles Sommerophold saavel andetsteds som stadig paa Jægerhuset.

Naar min Ven var henreven af den tragiske Høihed hos Øhlenschlæger, er jeg bange for, at min Følelse ikke er slaaet til.

Nu hviler hun hos en lyksalig Ven I Gjæstekamret derinde.

Saa er du død, min laadne Ven, skudt ned paa maa og faa; dit Morgenbjæf, dit Aftenskjænd det svarer aldrig mer igjen mod Hjemmets Mure graa.

En kyndig Ven har iøvrigt gjort mig den Bemærkning, at der dog ved Opfattelsen af Bismarcks Holdning og Ytringer i Oktober 1863 burde tages Hensyn til den Forbitrelse, som den daværende engelske Gesandt her: Lord A. Paget viste over Protesterne i November som aldeles stridende mod tidligere Erklæringer.

Men det var deres Ven, jeg ikke mere kunde være, dette Venskab fra Dem kunde jeg ikke holde ud ... Kan De forstaa det, Ellen Maag, forstaar De--hellere intet end Dag for Dag at gaa som Ven ved Siden af den, man elsker.