Vælg elegante ord
44 Adverb til «elsker»
- raabte hun, saa kom da ud, jeg elsker dig jo saa højt et Menneske elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker dig, elsker dig, -- aa, han tror mig intet, hvad skal jeg arme, elendige Menneske da gribe til?
- -- Hun vilde vel elske ham ... De vil jo allesammen elske i vor Familie! ...
- At hun ikke elskede ham saaledes, som hun før havde elsket andre, vidste hun godt; men herover gjorde hun sig ingen Skrupler.
- I Kolding var der en af Kammeraderne, med hvem jeg havde indgaaet et af det Slags Drengevenskaber som kan nærme sig til det Sværmeri, hvormed unge Piger tidt elske hinanden.
- Se, saadan var I elsket!
- Hvor ungdommelig, hvor romantisk og overspændt en Kvindes Kærlighed end er, saa vil der dog altid paa Bunden af den -- hvis hun da virkelig elsker rigtigt -- være noget af Moderens beskyttende og medlidende Følelser.
- Men Andrey, som selv var en sikker Iagttager, elskede netop dette Træk hos Vennen og var glad ved at se, hvor uforandret han var.
- med hende, som næppe elskede ham, snarere det modsatte!
- der fik vi det at vide: den af dem, med hvem jeg harmonerer meest, hende elsker jeg meest.
- Saa sagde Lady Lipton: -Men oppe paa sit Billede har han skrevet det Vers, jeg elsker hojest.
- Jeg elsker vel ej din blodige Klo, men Flugtens Sus om din Bringe, dit vilde Blik fra dit stolte Bo og Solens Blink paa din Vinge.
- Jeg elsker mit Folk dybt og inderligt.
- Desuden elskede Georg jo Tania, og Andrey havde først troet, at denne Følelse blev gengældt fra hendes Side, men han var i den sidste Tid begyndt at blive noget tvivlsom paa dette Punkt.
- Men vil du tro, Hans Frederik, at jeg alligevel holdt saaledes af hende, som en Mand vist kun elsker en eneste Gang i sit Liv, hvor gammel han end bliver.
- Hvorledes man nu iøvrigt vil forklare denne hendes Uvidenhed -- og selv under Forudsætning af Mandens Skyld lader den sig meget godt forklare deraf, at han, der visselig elskede sin Hustru højt, ikke har villet gjøre hende delagtig i saa farlige Hemmeligheder, saalænge endnu Intet var afgjort --, vil dog Ingen, som har læst denne Bog, kunne tvivle om, at det forholder sig, som hun siger, eller ogsaa maa man éngang for alle opgive Tanken om at kunne skjelne Sandhedens og Uskyldighedens Sprog fra det, som den frækkeste Løgn og det mest gudsbespottende Hykleri fører i Munden.
- Virkelig elskede han nu for første Gang.
- Fader elsker Venedig, hvor han første Gang traf Moder, som døde, da jeg var ganske lille.
- -Saa vanvittigt elsker jeg Dem, saa vanvittigt at der var intet, jeg ikke kunde gøre, intet--ingen Forbrydelse jeg ikke vilde begaa--intet om De kun kunde elske mig-- -Og Deres Hustru?
- med hende, som næppe elskede ham, snarere det modsatte!
- Og om den Havmand saa Meget veed, Saa kjender han ogsaa til Kjærlighed; Da har han sagtens elsket engang, Og stiller sin Længsel ved Harpens Klang Alt i de kjølige Bølger.
- Saaledes blev de elskende alene.
- Kjesten lo: âDu har set min Ko, men jeg vil nu elskes med Hjærte.
- * * * * * De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk, og Tiden lider og Tiden løber og Alt er vel -- og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for det er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander og Leonora har været sammen i et Halvtaarstid, saa er Aanden ikke altid over Leanders Kjærlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene.
- Den lød: En Ven af ham nede i Tyskland elskede en ung Dame.
- Naa, jeg indrømmer naturligvis, at ogsaa Morgenstunden kan være bedaarende, den tidlige Morgen, hvor man seer Byen vaagne, Vinduerne lukkes op og de fornøielige Tjenestepiger gaa til Bageren -- ja, jeg elsker ligefrem Morgenen, den friske, liflige Morgen -- i alt Fald theoretisk -- og en Regnveirsaften kan nu ogsaa have sin Charme, en Regnveirsaften, naar Buelamperne speiler sig i den vaade Asphalt -- bleggult, dirrende Lys -- charmant!
- Jeg har elsket ham længe, skjøndt jeg ikke vilde det, men hvor længe?
- Bogstaverne dandsede og flød ud, det varede et Par Minutter, inden jeg kunde læse: Min kjære, inderlig elskede Ven!
- Eller jeg vil snarere spørge (thi det er vist #det#, som er dig uforklarligt): -- hvorledes kan man elske et Menneske, som man kommer til at se i den Grad ned paa, naar man ved dagligt Samliv lærer hans Charakter til Bunds at kjende?
- Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen; glæde sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa Himlen kunde hun følge paa dens Vei ... Men høist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se Havet.
- -- Du elskede lille Edith-Sjæl, som vied til Sorg mit Hus, end staar der Spor af din Barnehæl herudenfor i mit Grus.
- Han elskede at føle sig som en Fyrste -- at kunne strø Penge ud -- ganske hensynsløst.
- Ved Siden af den Kampstilling til Værn for den Ret, hun mente at have, og i alt Fald efter sin Natur ogsaa havde, gjemte hun paa et Dyb af Kjærlighed, selvforglemmende, opoffrende og fuldbevidst om, at det ikke var formeget at sætte Livet til derfor, som gjorde, at man altid maatte beundre hende, helst elske hende.
- Ikke engang mit Barn elskede jeg fuldt ud for dets egen Skyld, men kun som mit genopstandne Jeg.
- 5. Jeg læger deres Frafald, elsker dem frivilligt, min Vrede har vendt sig fra dem.
- Tine, der ingenting forstod, sagde afledende: -Ja, doven var han til alting undtagen til at bringe Folk i Ulykke.... -Han bragte dem ikke i Ulykke, sagde Moderen: han elskede, og han horte op med at elske--naar det var forbi.... -Naar det var forbi?
- Og om den Havmand saa Meget veed, Saa kjender han ogsaa til Kjærlighed; Da har han sagtens elsket engang, Og stiller sin Længsel ved Harpens Klang Alt i de kjølige Bølger.
- Endelig elskede hun, endelig var Foraaret, Livet og Lykken kommet, og Munterheden og Musikken om hende var kun en Genlyd af hendes egne Følelser, et Udtryk for det, der opfyldte hende.
- Skjøndt hun ellers snarere saae lidt ældre ud, end hun var, gjorde hun nu et saa barnligt Indtryk, at jeg uvilkaarlig sagde til mig selv: er det muligt, at det er denne Pige, der elsker dig som en Kvinde elsker, ja, som -- desværre! --
- 17. I derimod, I elskede!
- For jeg har elsket ham dengang, og da var jeg 16 Aar, og siden har jeg ikke elsket nogen, om jeg ikke har været, som jeg skulde være, men Mændene er onde.
- Hvorfor var hun bleven deres, naar hendes Sind og hendes Længsler ikke vilde gro som deres, -- de to hun elskede og længtes bort fra, som om hun skulde sørge sig død.
- Og nu tog Rettens Tjenere denne opoffrende Mand istedetfor mig, og nu blev han slæbt afsted til samme Straf, og fik næppe Tid til at raabe tilbage til mig: Glem mig dog ikke, elsk mig blot lidt for hvad jeg gjør for dig!
- 17. Da I altså, I elskede!
- Men allermest elsker hun de ganske Smaa, dem, der ligger i Vognene og kigger ud i Verden med store forundrede Øjne.
Populære søgninger i dag