Det var udtrykt sådan, at nogle slette -- eller måske dumme -- mennesker havde overtalt ham til at bestige den danske litteraturs himmelbjærg; det skulde bringe ham nærmere himlen og skaffe ham større udsyn over jorden, bægge dele trængte han til, for han var af dem, der higer efter poesi -- Kasbjerg rejste sig og gik en omgang langs med sine bogreoler, men de tilbød ham ikke noget læseligt, han vendte misfornøjet tilbage til den urolige, jaskede skrift.
Rummet om ham var fuldt af stille, smilende lykke; det grå loft var blå himmel, de snavset marmorerede vægge var horisonten.
-- Men jeg vaagned tidt og tænkte: her mod Nord er Livet Fest, intet knægter disse Slægter, hverken Himmel eller Præst!
Hvordan kan een være hjemme både i himlen og på jorden?