-
Det var Værtens Datter; hun løb hurtigt bort, da hun saa de fremmede.
-
Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke.
-
Hvor de løb--rundt om Gyngen--med et Hvin.--Men saa ta'--men saa ta' hende dog ... Aa, den tykke Martha var Enken.... Rundtom hvinede de smaa.
-
De er en Franskmand, der er løbet bort fra Fængslet dernede, hvad enhver kan se med et halvt Øje.
-
Man raabte til hinanden i Forbifarten, løb videre, dukkende med Hovederne for Regnen.
-
Alt løb imidlertid vel af.
-
Udenfor løb hun lige paa „Let“, der ogsaa var nøgen, og de flygtede nu sammen, alt hvad de kunde.
-
Og pludselig løb hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem Gitret til Maagerne.
-
støttede sig til Slagborded strax effter Helsen, F. Augusta løb hid oc did i hwer Wraa, Curfürstinnen holte sig wed Døren.
-
Han gjorde sig #selv# Rede for Strandingen snarere end forklarede den for mig; jeg var da blot den, der hjalp ham paa Gled igen, naar hans Tanker løb fast.
-
Han er lige løbet forbi os og maa vist nok være løbet ind i det første Hus paa højre Haand.
-
Folk løb uroligt frem og tiltage paa Gaden.
-
Da Konen imidlertid ikke kunde udholde sin Mands Mishandlinger, løb hun til Fjælds en Dag, da han var ude i Kajak.
-
Otte Iversen løb tværs paa for at komme til sit Kvarter, han vilde til Verdens Ende straks paa Timen, lukt paa Hovedet ud i Slag og Spektakel -- han maatte syde ud af sit Hjærte, hvad han havde gjort, glemme, glemme.
-
Hvem kunde sige det .... Greven lagde Signetet fra sig og støttede tankefuld sit Hoved i sin aristokratiske, let solbrændte Haand, hvis fine Fingre løb spidst ud, og hvis riflede Negle vare omhyggelig manicurerede: Hidindtil havde han kun doceret sin ideelle og skønhedsfyldte Teori for unge, uforsøgte Kvinder, der intet kendte til Livet og intet havde prøvet, og som derfor, lig deres Mødre før dem, havde, med store, nyfigne Øjne og Hjerter, der dirrede af Forventning, stirret frem mod Skabningens Ypperste: Manden, Elskeren, Gemalen!
-
Snart løb Alverden ham paa Dørene.
-
Det var ingen gode Tegn, maa du tro, at hun saadan løb sin Vej uden at gjøre Relighed.
-
Færgeprammen gik paa skraa, ligesom en Hund, over Strømmen, der selv drev den frem; thi den var tøiret til en Tønde, der vippede et halvthundred Fod længer fremme, og Færgemanden havde ikke Andet at gjøre, end et Par Gange at stramme Kjæden, der løb gjennem en Tridse oppe i den lille Mast.
-
Da jeg med to Trin i Springet naaede op paa Trappeafsatsen, kom et langt, knoglet Fruentimmer farende ud af Døren med en Haandkoffert og en Plaidrulle i Hænderne, saa at vi nær havde løbet hinanden omkuld.
-
Ofte løb vi Børn fem, seks Gange frem og tilbage for at melde vore Forældre Tilstanden.
-
Hun lukkede en Dør op, og de kom ind i et stort Rum, hvor der var mange Lys og stor Staahej, Klaus spærrede Øjnene op, og han fik Fingrene i Munden: saadan noget--nogle løb nøgne omkring og sprang op ad hinanden, og én laa paa Gulvet og sprællede med Benene.
-
Og nu var netop Baronessen ude i Køkkenet for at tilberede Chokoladen; og Karen var løbet over i Bondegaarden ligeoverfor for at sige til Jens Kusk, at han om en halv Time skulde stille i Køkkenet til Mellemmad.
-
Da vi dernæst havde spist til Aften og Themaskinen og Thedugen vare borttagne, og Præsten havde faaet sin Aftenpibe tændt, saa sadde vi atter omkring det runde Bord, og Samtalen løb let og muntert mellem os som sædvanlig.
-
„Selv en halvgal Svensker vilde næppe komme paa en saa forrykt Ide eller vilde i hvert Fald inden ret længe have løbet sig Besindighed til og sparet sit Hjerte.“
-
Proprietæren rendte efter fru Ida; hun snoede sig og løb rundt inden for et ganske lille areal, så han blev aldeles fortumlet af den stadige indbildning, at nu havde han hende; han snurrede om hende, tyk og dog vims, påtrængende og væmmelig som en spyflue.
-
Jeg synes, du løb for mig inde i skoven.
-
Han løb ud paa en lille Baadebro og svingede aldeles meningsløst med sin Hat, raabte saa højt han kunde, knappede Frakken op, saa Stormen kunde slaa ind paa hans Bryst--han var fortumlet, beruset og ellevild.
-
Læs De dygtig i Deres græske Testament -- kursorisk -- kursorisk, -- saa faar De Løb i det, -- det er Hovedsagen, -- at De for det første har Løb i det, at De er hjemme i Bogen. --
-
Helga løb hjem, hele vejen, det varede fem minutter.
-
Jeg løb herover, saasnart jeg saà Ungerne gaa ... Har du kløt dem noget idag?
-
Jeg løb jo gærne fra det Altsammen herhjemme, tog Skammen og Forbandelsen for at være hos ham, sidde ved hans Seng og slaas med Døden om ham.
-
-- Fader ligger i en Døs nu, derfor løb jeg herhen .... Kom med hjem, Fenger!
-
Og saa løb hun helst ned i Køkkenet til Pigerne, eller ned i Herskabsstalden til Julius, en fjorten-femtenaars, lyshaaret Knøs, der gik Jens Kusk og Jørgen Hingstepasser til Haande med at strigle, fodre og vande Hestene.
-
Det løb ham harskt gennem Svælget, han hummede sig sky.
-
11. Efraim er undertrykt, Retten knust; frivilligt løb han efter Fjenden.
-
Job 10 1. Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale, 2. sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
-
Inæste Nu løb han fremad med rynket Pande og ligbleg, affyrende Skud efter Skud.
-
I Gaar stak de deres Hænder i Honningkrukken, medens Hr. Montgomerie var ved at tage af den, og da de saa havde smurt ham til, løb de rundt om Bordet for ikke at blive fangede og tog fat paa alle Stoleryggene og Dørlaasene, saa man ikke kunde røre ved noget uden at blive klæbrig.
-
En ung Gesel løb dristigt ud fra en af Boderne, meget forlystet, og idet han gav et vittigt, blufærdigt Hyl, greb han i Susannas Kjole og hvirvlede den i Vejret, saa at hun blottedes til Bæltestedet.
-
Endeligen fantist hand døe i løb hid oc did, wiste icke huort hen.
-
Denne var temmelig høi, saa det fandtes ikke forsvarligt at sætte Fartøi i Vandet; men vi løb klos dertil, affyrede et Kanonskud og gik rundt om det i en Times Tid.
-
Og naar Frøken Kjeldborg glemte, hvad hun skulde sige, hvad hun ogsaa altid glemte, saa bar Andrea Margrethe sig ad som Holbergs Henrik, idet hun først løb over til Frøken Kjeldborg og sagde, hvad denne havde at sige, og dernæst løb tilbage til sin egen Plads for at sige, hvad hun selv havde at sige.
-
Og Fru Karen viste sig i det lange Løb delvis denne sin Mission voksen.
-
Han gled og faldt og han løb til han atter faldt, bare løb og løb, løb som en gal, løb som for Livet.
