-
Oppe i Logen sang de, hilsende med Glassene; de valsede mellem Stolene og stodte mod Vaeggene--inde fra Bergs Selskab lod et "Victoria" ud gennem Larmen.
-
-Hun synger vel ikke oftere!
-
Det synger ikke blot om sig selv, ikke blot om de Bredder, det beskyller, hvad enten de ere klædte med ældgammel Skov, nøgen Strand eller skyhøje Fjelde, men det synger sig ind i ens Tanker og Drømme; det opkaster de sælsomste Spørgsmaal og giver Svar, som man ikke vilde undvære -- -- Saa lyder der pludselig højrøstede Stemmer nede fra Stranden, og med det samme er Trylleriet brudt.
-
Da sneg hun sig bort fra Gaarden, og hun strejfede milevidt om gjennem Skoven og over Markerne; eller hun betoges af krampagtig Graad, eller hun dansede i den øde Riddersal og sang dertil.
-
Og halvsagte, naesten nynnende, sang de unge Piger: Flyv Fugl, flyv over Furesoens Vove, snart kommer Natten saa sort.
-
Snart sang jeg, snart græd jeg -- og fandt ikke Skatten, min Sjæl blev bekymret -- hvor gemtes vel Lykken?
-
Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstaendig uberort af "Ballet", og ubekymret sang videre i sin Kaelder, saa hun undertiden overdovede alle Froknerne.
-
Ude på isen gik der børn; det sang vidt omkring, når de flyttede deres jærnbeslåede træsko og tog tilløb.
-
Og hvad skal jeg svare, for det er vist, det véd jeg jo slet ikke, men saa kommer der en Sygeplejerske, som Kaptajnen har sendt, og hun kan bedre, for jeg véd jo hverken ud eller ind og kan kun to gamle Salmer, som jeg undertiden synger for hende.
-
Frøerne sang frodigt i Kæret, ude fra Stranden hørtes nu og da et Pip af en fredløs Terne.
-
Jeg synger sidst.
-
Jeg synger om en Stand, hvis Ry er naa't til Engelland og gaar fra By til By, fra Rye og op til Thy, hvis Snilles Værker jog Alverden rundt paa Skib og Tog, og sælges Drittelvis til bedste Markedspris.
-
Soldaterne sprang op fra Baalene, strømmede ud fra Sæterhytter og Granrishuler, for at samles omkring Fanen; en Psalme lød gjennem Tusmørket, dumpt og pligtsmæssigt sunget af hæse, sprukne, ogsaa af rene Mandfolkestruber.
-
Hvor ofte synger Frokenen med ham?
-
I. Paris har mellem det Meget, der gjør den til en By à part, een Ting, som Alle, selv de, der nødigst vil synge dens Pris, maa indrømme er noget Mageløst: den har sine Gader.
-
Med et taknemmeligt Blik modtog hun derfor mit Forslag om, at vi skulde lade Kabalen hvile til en anden Dag og at hun istedetfor skulde ende Festen med at synge nogle af sine Smaasange nede i Spindestuen for alle de Gamle.
-
Ja naturligvis kan vi synge, svarede Andrea Margrethe ligesaa forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.
-
"Jeg kunde sætte jer en lang Termin, "Et Aar, halvandet, eller mere; "Sligt er vel gammel Skik, men jeg har min; "Og jeg forlanger ei, at I skal reflectere; "Lad Sangen sprudle frem som ædel Viin; "Lad Hver frit og naturligt synge sin; "Thi hvis I have lang Betænkning nødig, "Da, synes mig, er Prøven overflødig."
-
Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre.
-
Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
-
Oppe i Logen sang de, hilsende med Glassene; de valsede mellem Stolene og stodte mod Vaeggene--inde fra Bergs Selskab lod et "Victoria" ud gennem Larmen.
-
Minna sang det Sted af Valkyrien, hvor Siegmund beretter om sin Ungdom: Geächtet floh der Alte mit mir, lange Jahre lebte der Junge mit Wolfe im wilden Wald --!
-
Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine Drømme vaagne.
-
Nei vist ikke nei, sagde Præstekonen, Nicolai skal hverken synge om lykkelig eller ulykkelig Kjærlighed.
-
De sang højt og overstadigt deroppe, som dansede de nu allesammen i Ring.
-
Havet fortsætter vel endnu sin Brusen, men dets egentlige Sang er forstummet, thi det synger helst for den ensomme; det larmende og lystige Selskab har det ingen Hemmeligheder at betro.
-
Frøerne sang frodigt i Kæret, ude fra Stranden hørtes nu og da et Pip af en fredløs Terne.
-
2. Om HERRENs, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed.
-
I Randen er bemærket: Samme Dict war siden Aarsage, att Christian gandske satte sig igien, som hand der effter selffwer sagde mig; thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att den haffde rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg haffde enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er).
-
Jeg blev saaet, mens glade Lærker sang over grønne Banker Dagen lang; Humlen brumled dybt sin Melodi, og et Rylefløjt gled ind deri.
-
De sang højt og overstadigt deroppe, som dansede de nu allesammen i Ring.
-
De sang dernede--hvor de sang!....
-
Til daglig sang Maren Bryggerpige aldrig andet end Viser om den forste slesvigske Krig og Kong Frederik den Syvende.... De var saa sorgelige, at hun graed ved det.
-
Inde i Byen gik deres Koner i Missionshuset til samme aandelige Underholdning og sang sig Resignation til i den Skæbne, der bandt deres Mænd til Kutteren de to Hundrede Favne borte ... * * * * * Naar Taagen har ligget tung og hæmmende et Par Døgn, kommer der gerne en frisk Blæst og fejer den væk.
-
Og disse Minder vil dvæle ved en stille Sø, der slumrer i en Sommernat som denne, ved en rosenduftende Kirkegaard, hvor Danmarks gamle Storhed drømmer i tusinde Kroge og Hvidernes evige Berømmelse lever hos deres Slægtninge, Valdemarernes; som kvidrende Fugle vil Minderne synge om os, naar vi, Fremtidens Sønner, gaar bort fra vor første Ungdoms Hjem, hvor Fortiden blunder.
