17 Metaforer til «kærlighed»

Og hun gik videre: "Kærlighed er Lovens Fylde."

Hendes Kærlighed er min Vin, som jeg ikke skænker en Draabe bort af.

Han vil synes, at kærligheden trods alt er en ubekvem ting for den, der er faldet til ro; han har aldrig tænkt på den og kunde være død uden at føle savnet af den.

Hendes Kærlighed, hendes Liv, hendes Lykke -- alt var med et Slag tilintetgjort!

Jeg tror ikke paa, at Kærlighed og Had er hinandens nødvendige Supplementer.

-- Det vilde dog Frederik den syvende, te Bønderne skulde seje et Ord med i Laget ... Han var og en Folkekonge han ... Han saa'e, te Folkets Kærlighed var hans Styrke.

Jeg véd, den almægtige Kærlighed selv staar paa Vagt og i Kamp for min evige Sjæl, hvor Gudsbarnet vokser i Skjul.

Jeg føler mig tværtimod overbevist om, at den største Kærlighed aldrig, hvor forsmædeligt den end martres, slaar om i Hadets Modsætning.

Jeg anede ikke, at Kærlighed var noget saa voldsomt.

* * * * * -- -- -- Hvis Du tages fra mig i denne Nat, min Elskede, da saa sandt min fattige Kærlighed er min eneste Rigdom, følger jeg Dig.

Eders Kærlighed er Morgentåge, Dug, som årle svinder!

Intet Under derfor, at hun lod sin Fætter Købmanden forstaa, at hans Kærlighed var haabløs.

Kærlighed er en Gud, og naar han nærmer sig sit Rige, taaler han ingen Rival.

Han meddelte sig selv, at kærligheden var i færd med at gøre ham til en renegat mod hans tidligere overbevisninger, og da det gamle syntes at tabe i værdi, kastede han sig helt og holdent over i det nye; han troede på kærligheden som på et under, og han fik sin belønning: der kom en tid, da kærligheden virkelig var noget fuldkomment, ti salig er den, der skynder sig at tro.

Kærlighed er ikke en Følelse, der spørger om Tilladelse til at komme.

Letsindige mennesker slutter deraf, at deres kærlighed er virkelig død, og opfører sig derefter, hvorved de tilføjer hinanden den allerstørste fortræd.

Hvorfor skal kærligheden være alting for mennesker som os?