Hvis det er Elskov, kun i din Idee At leve, men med ingen anden Tanke: Naar dig jeg seer, at føle Hjertet banke: At græde helst, og tvungen kun at lee: At rødme, naar man nævner mig dit Navn; Og naar man ikke nævner mig det, blive Mismodig ved det alt for lange Savn: Naar Solens Straaler første Lysning give, At længes efter Nattens mørke Favn, Og naar knap Mørket er begyndt at falde, Med Utaalmodighed paa Dagen kalde: At vandre natlig, skjult af Mørkets Vinger, Igjennem Storm og Regn og Iis og Snee, For kun den lykkelige Vogn at see, Som til dit Hjem om Aftenen dig bringer; Og siden, naar i Søvnen Alle hvile, Hen til dit Huus, til dine Vindver ile, Og stirre længselfuld til sorten Rude, Hvis Lys er slukt, hvor du ei sidder meer, Men slumrer indenfor i bløde Fjer, Og drømmer ei om ham, som staaer derude: En Alpejæger lig paa steile Fjelde, At søge ængstelig hvert lille Spor, Hvorved jeg muligviis at ledes troer Til den kun alt for flygtige Gazelle: At have modigt Forsæt, dristig Tanke Og kjække Planer -- naar jeg ei dig seer; Men sees du fjernt, ei være Helten meer, Og nærmes du, alt føle Hjertet banke: En evig Længsel i min Barm at bære, Som Intet stille kan, men Alt maa nære, Som aldrig slumrer noget Øieblik, Men voxer selv ved mindste Lædskedrik, Som jeg af Lykken og din Villie fik -- Hvis Dette man med Ret bør Elskov kalde, Da elsker jeg -- og ene dig blandt Alle!
