O frie, lyngombarmede Natur, hvis Ensomhed saa tit min Pande dugged, min Sjæls Husvalerske i Mol og Dur, som jeg en Flygtning og en Udelukket: Som Digt og Æventyr, som Trold i Bakke, du enes aldrig godt med Plov og Hakke!
Et smukt Stykke af den Art er hans Digt til Kolding Slotsruin, ledsaget af et Billede.
Ligesom skarp logisk Form i Begrebsudvikling og Forklaring ikke just var hans stærke Side, saaledes var hans æsthetiske Dannelse og Betragtning bleven staaende omtrent ved 1790-1800 uden at berøres af Øhlenschlæger; i Fransk, hvorfor han havde Interesse, og hvori han selv havde udgivet en lille Syntax, læste han med os, foruden Noget af Voltaires Karl XII, Stykker af Laharpes #cours de littérature#, der vare os for vanskelige, og af Voltaires Henriade, som han betragtede som et sandt episk Digt.
Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med de Ord: Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vover, et Digt, som jeg altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier: Har Du ei lyttet til mangefold Smerte Selv hos den fjedrede Flok?
De Stemninger og Tanker, der bevægede mit Sind, formede jeg i de følgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver blev trykt som en Hilsen til Hjemmet.
Da Vaaren begyndte at udfolde Knupperne og Fuglene at udøse deres Hjærter, havde jeg endt den første Afdeling af mit Digt, og skrev det Datum under, som jeg nu har efterseet paa det gamle Blad og fundet, at det var den 16. Mai.