-
6. Så skal han tage den levende Fugl, Cedertræet, det kamoisinrøde Garn og Ysopkvisten og dyppe dem tillige med den levende Fugl i Blodet af den Fugl, der er slagtet over det rindende Vand, 7. og syv Gange foretage Bestænkning på den, der skal renses for Spedalskhed, og således rense ham; derpå skal han lade den levende Fugl flyve ud over Marken.
-
Inde i den dybe brunlige Skygge mellem deres graa Stammer borede sig hist og her en skarp Solstraale skraat ned som en gylden Stang; dæmpet Lys skjælvede sølvglindsende paa en eller anden Bregne derinde, som lignede de udspilede Vinger af en uhyre Fugl, og der stod den guleste Flamme fra det svovlagtige Lav langs Kanten af et Klippestykke, der laa umotiveret midt imellem Træerne, ligesom et Hus, med en lille Have af Bregner og ung Bøg paa sit flade, let hældende Tag.
-
Men er vi Studenter med "Spørgs" eller "Kryds", med Visdommens Fugl i vort Segl, saa slider vi ikke Salonernes Plyds og ikke Kaféernes Drejl.
-
Alle Lydene fra Gaardene og Markerne dæmpedes mere og mere, indtil de smeltede sammen med Kvækket af Frøerne i de gyldentblanke Kær, den svage Surren i Telegrafstængerne, et lille Vandløbs vedholdende, næsten uhørlige Rislen, et enkelt Pip af en Fugl -- til en sagte, stilfærdig Musik, der -- Per og Line ubevidst -- lokkede deres træge Tanker til uvant Svirren og satte deres jævne Følelser i en særegen Bevægelse. --
-
Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med de Ord: Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vover, et Digt, som jeg altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier: Har Du ei lyttet til mangefold Smerte Selv hos den fjedrede Flok?
-
Jeg under Løvets Buer Fra Fugl til Engel dig forvandlet skuer.
-
Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum Skov, hver en Ko, der græssede i Engen, hver en Fugl i Hønsegaarden.
-
Medens disse voldsomme Ting forefaldt i det stille Studereværelse, Side om Side med en fredsommelig, ensformig Examens-Repetition, vexlede Dagene udenfor: -- Dage med lyseblaa straalende Høsthimmel; -- Dage med Efteraarsjævndøgnenes skysvøbte Storme, buldrende mellem Gavlene, hylende og tudende i Skorstenene, klaprende med Vinduesstænger og raslende med Tagsten; -- Dage med tæt Frosttaage og Rim ned over de røde Tegltage; -- dæmpede hvide Vinterdage med tæt blødt Snefald gennem stille Luft, som om Himlen var Bugen af en uhyre hvidgraa Fugl, der fældte sin Dragt og lod Dunene drysse ned over Jorden; -- skingrende og bidende Frostdage med Espalier af Krystalblomster paa Ruderne og blændende Solskin over Tagenes store Snedriver, hvoraf nu og da en Lavine løsnede sig og plumpede fra Tagskægget ned i Gaarden med et dumpt Bulder; -- lunefulde Aprildage med Regnskyl, der pjaskede mod Ruderne og vaskede ned ad Tagene, paa hvis blanke Tegl Solen strax efter stirrede, som en stor gylden Pupil i et skyglippende mørkeblaat Øje, med et hvast Bygeblik; -- milde Foraarsdage endelig, der pustede en slappende grødetung Varme ind igennem de aabne Vinduer.
-
Hvor kan I sige til min Sjæl: "Fly som en Fugl til Bjergene!
-
Det hørtes som Klynket fra en sølle, lille dødsramt Fugl, som Livet ikke vilde slippe ... Og saa denne gabende, blodrøde Flænge!
-
Han saa saa lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med, nede fra Indkorselen med sin daempede Bas: Flyv Fugl, flyv over Furesoens Bolge, straek dine Vinger nu vel.
