37 Samlingsnavne til «hav»

18. Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det røde Hav.

8. Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender; 9. hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet; 10. Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat; 11. alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.

Så hensank han på ny i høduft og solskin, mens han lå på bunden af et hav af lyksalighed, der begyndte rundt om ham og endte -- -- som ikke behøvede at ende noget bestemt sted.

St. Croix, "Vestindiens Have" begynder at løfte sig ud af det blaa Hav, men bliver borte i en ansættende Byge, der kaster en Skygge over den Vagthavendes Ansigt og bringer ham til at bjerge Seil.

O, Vestenvind, -- du stærke Vind, som suste til vor Vugge ind med Pust paa Øjets Laag, skrid bygeklædt fra Hav til Hav og syng en Salme ved vor Grav af Stormens Salmebog!

Den fortalte, at den havde været gift med en Gaas, og at den var druknet paa Vej over det store Hav.

Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber i et Hav af Krystal.

19. De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; 20. de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; 21. de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, 22. Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.

Stille som et Skib glider den bort i Taagerne over Bøgenes rolige Hav.

Brokken gaar krum i sin Grav, Taagen i Drift mod sit Hav, Trækfuglesværme bag Højene larmer mod Høsten.

Medens Mikkel stirrede ud efter Synet fra det tomme vandrende Hav, forekom det ham, at der maatte gaa en stor Flod fra Havet ind til Byen.

Saa vandrede de langsomt hjem ad en Bivej, der vandt sig langsommelig op over et enligt Bakkedrag, hvorfra der aabnede sig en Udsigt mod Syd over et taagehvidt Hav, der bredte sig saa langt Blikket kunde naa, afbrudt af hemmelighedsfulde Øer og underlige Landtunger, medens Horisontens Skyer begrænsede det, som en eventyrlig Bjærgkæde af Sølv.

O, Vestenvind, vor Stammes Vind, du gaar som Dønning i vort Sind med Hav og Bølgeslag; vi gaar med dig fra Bryn til Hæl, i Sang, i Sorg, i Syn, i Sjæl indtil vor Dødedag!

Hist fra #Rungsted# Hilsen bringer Aftnens Vind paa sagte Vinger, Hvisker dig en Gjenlyd af Sangen om sortladne Hav, Som fra brustne Harpe klinger.

Da de kom til Landets yderste Spids og skulde til at sætte over det store Hav, sagde Gæssene til Ravnen: „Hvil dig nu paa Næsset der, at du ikke skal blive træt, naar du skal sætte over det store Hav.“

Om jeg blev sænkt i det dybeste Hav, lille min Mor, o, lille min Mor!

Vend derfor om i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!"

Fortællingen er da maaske at opfatte som Mythe, hvortil Forklaringen kan søges i en for uvidende Naturfolk nærliggende Opfattelse af Himlen som et stort Hav af samme Art som Havet paa Jorden.

Et Land min Saga skal gjælde, en Ø i det skummende Hav, og Folk skal kalde det England, til Tiden synker i Grav.

Da smælder atter Søen mod den stenede Strand, Natten bliver støjende, og man kan ligge timevis vaagen i sit Værelse og fylde sig med alle de stridende Lyde fra Hav og Vejr ... Man venter et mange Dages Sus og Brus, men allerede om Morgenen kan Vejret være løjet af.

Han så, hvordan der kastedes grønt skum i land fra havet, det krøb op over landet, jorden blev grøn.

Aa -- #da# steg der gennem alle hans Aarer en boblende Længsel efter Kysten ved det aabne Hav, hvor der frit kunde drages Aande i Stormen.

Der steg paa sine Steder et fortumlet Sprøjt op ad Klitvæggen, som kunde denne være et Klippeskær i det dybe Hav.

Disse høje Hoveder blev slaaet ind med Bondeknipler under en storartet Iscenesættelse af Storm og Tøbrud, Sne og Regn fra Nordvest og Indvælten af det vilde Hav.

Utalte vare de Menneskeliv, han i de sidste femten Aar havde bragt frelst i Land, og Brovagten i Frederikshald havde mangen en Nat seet hans krumbøiede Skikkelse stige op over Bolværket med en Skibbrudden i Armene, lægge ham varsomt paa Bryggen og forsvinde igjen i det sydende Hav.

Nei, Perler vil sandelig ikke forslaae At binde din Kjærligheds Lænke; Til Fæstensgave du give maa Det Bedste, som du kan tænke: Det himmelblaa Hav, Din Vugge, din Grav, Det maa du din Elskede skjænke.

30. Thi efter alt dette søge Hedningerne i Verden; men eders Fader ved, at I have disse Ting nødig.

Troernes Angreb mod Grækernes Mur i Iliaden (12,278) skildres saaledes: Lige saa tæt som Snefnugene falder en Vinterdag, naar den raadvise Zeus har taget til at sne, aabenbarende disse sine Pile for Menneskene, -- Vindene lader han lægge sig, og Sneen lader han falde uden Ophør, indtil han faar tilhyllet de høje Bjærges Tinder og knejsende Toppe, Kløversletterne og Mændenes frugtbare Marker, og selv over Havne og Kyster ved det skummende Hav ligger Sneen; kun Bølgen, som skyller imod den, holder sig fri for den; men alt andet ligger gemt under dens Dække, naar Zeus's Snefald lægger sig tungt derover -- saa tæt fløj deres Stenkast i begge Retninger.

Sol gled i Hav under Fløjt fra hans Nav, Selen skar i Skuldren ind, mens Vej sit Læs han brød, strid paa Foden Kvinden gik æbag hans Vogn og skød.

Ligesom fra Genua til Nizza havde jeg ogsaa fra Nizza til Marseille en høist ubehagelig Dampskibsreise ved Nattetider uden nogen Leilighed til Iagttagelse af eller Glæde over Hav og Kyst, og Schweitz og Italien havde opholdt mig saalænge, at jeg, ene beriget med et overfladisk Indtryk af Marseilles storartede Havn, uopholdelig maatte ile over Lyon og Dijon til Paris.

Hør Tamgaasens Gjæk fra den lerede Brink, hvor Sol gaar i Hav under milelangt Blink; en Plasken med Aarer, en Svirren af Myg, en Rørsangers Fløjt i den sænkede Byg.

Dit Værn er Agre med bølgende Korn, der lyser med Fred over Hav.

Stak saa Ole en Dag i Trav, stod med ét ved det store Hav.

De hørte Orkestrets Musik, der steg afbrudt op fra Salen, og den dybe Mumlen fra det nære Hav.

12. Disse ere Skærene ved eders Kærlighedsmåltider, fordi de uden Undseelse frådse med og pleje sig selv; de ere vandløse Skyer, som drives forbi af Vinden; bladløse Træer uden Frugt, to Gange døde, oprykkede med Rode; 13. vilde Bølger på Hav, som udskumme deres egen Skam; vild farende Stjerner; for dem er Mørke og Mulm bevaret til evig Tid.

Men Hjorth udspilede Næseborene, indsugende den friske Strandlugt, som var ført derind af Østenvinden, der nu var ved at løje af, og denne Lugt ligesom udvidede det indelukkede Landskab med en Baggrund af bølgende aabent Hav med en langt-buet Horisontlinje, med en uendelig Kogen, og med taktfaste Brændingsøer mod Stranden, hvor det skumgjordede Hav mødes med det tanggjordede Land.

Asdod med Småbyer og Landsbyer; Gaza med Småbyer og Landsbyer indtil Ægyptens Bæk med det store Hav som Grænse.

37 Samlinger til «hav»