-
Der er nioghalvfemsindstyve Chancer mod én for, at Redningsbaaden paa sin Manøvrering hen mod Mispah render paa de skjulte gamle Vrag -- og i saa Fald bliver der ikke Plads for noget hvis, en øjeblikkelig Undergang i den forrygende Sø er Redningsfolkene sikker.
-
Eller siig, mon du laae Ved den tilfrosne Sø, Mellem vindtørre Siv, Under lunende Hø, Hvor dit elskede Liv, Sødt dysset i Slum, Lig Cicaden i Skum, Skal vækkes paany Med forynget Lyst, For i Markernes Ly At sjunge din Trøst?
-
=Store An.= Ja, det er ett søen aa staa tow Kjærester i Rett paa jen Tid.
-
Folkene bliver enige om, at de snart maa slutte af for den voldsomme Sø og Strøm, og trætte og forpustede af Roturen rækker de med Møje Kutteren.
-
Vi løftes nu og da saa højt, at Kutterdækket er synligt under vort Niveau, snart er vi dybt nede i Svælget, saa vi intet ser uden skraat stigende Sø.
-
Det war Fanden hwint mæ ett vi tow gammel Stønnisser, der sku paa æ Ryg af søen en Giraf; hwa!
-
Oppe i Reolen staar Lægebogen, som Kaptajnen raadfører sig med, naar de ude i rum Sø eller ved de usunde Kystpladser inde paa Varmen faar Sygdom.
-
Vi skulde ro i Kajak over en Bugt, bære Kajaken et Stykke over Land op til en 6-7 Mil lang Sø og saa ro lige hen til Foden af Kingigtok.
-
Han kom til Udkanten; over den krumme gyldne Flade af en Strimmel Hvedemark, der kilede sig ind imellem Skovene, ud bag de yderste Træer strakte en høj, jævntskraanende Skovpynt sig frem i det stille Vand, hvor den smeltede sammen med sit Spejlbillede til en grøn Kile, der med sin Spids berørte Skoven paa den anden Bred og aflukkede Fjorden til en langstrakt Sø.
-
jow, det kund de endda saa møj wal; det war ett nær søen.
-
To Timer tidligere skød Fregatten som en Maage igjennem Vandet, nu knagede den og vred sig, altsom den svære Kuling med Voldsomhed trængte den igjennem den høie Sø.
-
=Dorre.= A haaj i Næt søen en forfærdelig Drem ... {(=Herredsfuldmægtigen= og et Par andre Herrer kommer til Syne fra højre.)}
-
Nu søen gaar æ te i mi Gaard!
-
Vi tow æ ett fræ i Jaes, te vi skuld søen gaa og skab wos!
-
Men det er da lig haa'dt nok, te en ett kan sejj i Fred for søen en Stod'er.
-
Nej ... ikke andet, end at jeg flere Gange sagde til Styrmanden -- han sank længere og længere ned, kunde ikke holde sig fast i Brættet: -- Hold Hovedet oppe, Mand ... Hovedet oppe ... Pres Munden i, Mand ... Munden i ... Men Styrmanden sagde ingenting, hans Blik var sløvt, hans Greb blev slapt, han sank og sank, bare Ansigtet var oven Vande, og saa, efter en Dukkert i en voldsom Sø, som længe satte os under lukket Laag, da jeg fik Øjnene op igen -- saa hang jeg #ene# klamret til Spandebrættet.
-
--Nær do no kommer op, held dæ dygtig tebaag, og sej ett po en Hejst, som do rej po en Raag; og pas o, te æ Skro den ett drevler i æ Skjegg, for søen fôr do aalle æ Sow i di Sæk.
-
Der er intet mere dræbende ombord, end at ligge i et langvarigt Stille og rulle magtesløs i en død Sø, medens Seilene slaae ud og ind mod Reisningen, Solen brænder og en overbord kastet Flaskeprop kan holdes hele Timer i Sigte. "
-
Hworfor ska dæ endda søen skovrobes!
-
Et lille, hvidt Hus med Straatag ligger i Udkanten af en Skov og ved Bredden af en Sø.
-
Den unge Dame faldt ind med en kort Latter og den Bemærkning, at det særlig var hendes Pappa -- hun udtalte Ordet med to P'er --, der flere Gange om Dagen stilede mod denne lille blanke Sø, der ganske vist var bedaarende, men hun holdt mere af de store Vidder, Synet af Havet og Kullaberg i det fjerne.
-
=Karen Mari.= Sejer du, te du haar tint søen æ hiel Tid?
