Du, det lille Sorøes Irisk, Sanger af saa mangen Sang, Er du ikke selv satirisk, Eller troer det mangen Gang?
Det lærte en Sanger paa Modgangens Sø: Der skal to til at leve, kun een til at Dø.
Her Fablens Konger og Dronninger staae, Med dens Udyr, Drager og Slanger, Hvis Navne lød fra den oldtidsgraa Totusindaarige Sanger.
Dansken kjender ham, den blonde Kjæmpe, helt en Sanger, fuldt en Rytmens Mand; han har aldrig faret frem med Lempe, aldrig søgt sin Vredes Baal at dæmpe; der er ingen i vort Land som han.
Legende Barn af en legende By, dans du kun dristigt paa Lyngen den brune, og, naar du trættes, bag Porsbuskens Ly del med en Sanger dit smittende Lune.