Vælg elegante ord
50 Samlinger til «sol»
- Plantes mellem Sten i Sol.
- Hele denne udsøgte Forsamling, der talte og summede i Salen paa det behageligste, velstemt og renligt tilmode ved at staa i Festklæderne tæt under Straalerne af den kongelige Sol . . .
- I Stedet for den magre Brøchner, hvis Legeme syntes fortørret af Kundskabstørst, og hvis nervøse Ansigt var som udbrændt af Sandheds-Lidenskab, i Stedet for denne Tankens Eneboer-Skikkelse var det Rasmus Nielsen, der steg op ad den knirkende Katedertrappe med sin let bøjede Ryg, der syntes at have taget Vanen af et lille Duk under Bifalds-Klappenes Styrt, og paa den sorte Tavles Baggrund malede sig dette kraftige, spillende livfulde Ansigt, der ligesom var bronceret med en Straale fra Popularitetens Sol og omflammedes af en Manke af graa Haar, der paasatte Hovedet Ærværdighedens Krone uden at mærke det med Affældighed.
- Men er der trist i Sjælen, og er det smaat med Sol, da fyrer Kuk en Kjende med sin Brændevinspistol, da stryger han ved Diget sin Kalveskinds-Fiol som vilde han i Skrat sin Sorg begrave; og snart han hildes ind i sit sære Tonespind og drømmer, han er Greven paa Rydhave.
- Hvad nytter det at leve, naar Livet det er Slid fra Sol staar op til atter den forsvinder; jo, det er let at sige, at Livet er en Strid; hvem ved det dog, som hine Mænd og Kvinder, der slider ondt og bittert, hver Dag der gaar paa Sky, og dog ved Aftentide gaar lige arm til By -- hvad nytter det vel slige Folk at leve!
- Se, da gled der en Sky for din høstblanke Sol, stænked Fugt paa din rustfrie Sjæl, og jeg selv blev saa tavs ved at se, hvad jeg saa, at en Orm havde stunget din Hæl.
- Sang om Sol og brune Bier, dansende om Kubens Karm, sang om hvert et Straa, der dier Jordens underspændte Barm.
- Søndagen har endnu Lys af Lørdagens Sol; men Mandag og Tirsdag er Haabløshedens mørke Tegn.
- De lyse Formiddage laa Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng.
- Det gror, vort kjære danske Brød, det gror i Sol, det gror i Sang, det gror i Arbejdsdagens Stræb som under stille Kirkegang.
- Mig har solen rykket ud af min bane, også min sjæl skal blive en del af solen.
- Den fyrretyveaarige Mand tog sig helt ungdommelig ud, som han sad der, brunet af Sydfrankrigs Sol, og fortalte om sine Alpeudflugter og om fælles Bekendte, han havde truffet undervejs.
- Fra Dag til Dag voxede den i sin gronne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjaer faldt hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede.
- Du lille Spillemand, du Barn af Sol, du er som Sjælen i den danske Sommer, hvor Mejsen ruger mellem Kaprifol, hvor Høet dufter, Skyer gaar og kommer.
- * * * * * Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle stod barho'dede og stak Naesen op i Luften, horte de allerede den susende Knitren af Fyrvaerkeriet, og lige foran dem, over Maengdens mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede et rodt Skaer, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Rog og Gnister, for den slukkedes.
- Han stod med Ryggen til Ilden, og Lyset fra det store Vindue med en nedgaaende Sol faldt lige paa hans Ansigt, saa jeg kunde rigtigt se ham.
- Det var stille Vejr med stærkt dalende Sol, da Pigeklyngen drog ned ad Skovvejen; man hørte Musiken inde fra Tykningen: to Horn og en Klarinet -- Danselysten steg i Blodet.
- -- drøfter gamle Hændelser, kommer med sære Bekendelser, trevler vort Livsvæv op, de skøre, bristende Traade, brænder dem uden Naade, klæder os splitternøgne, kender til Bunds hinanden -- dog bare til Afgrundsranden, bygger jo, hver især, et Ly for sit skjulteste Minde, hvor man er ene inde, ene -- altid alene: en vanskelig Jord at dyrke, men Ensomhed giver Styrke ... Saa er da Sommeren død, og i det yderste Thule gemmer vi os i en Hule, er som et udflyttet Danmark varmet af hjemlig Sol her ved den kolde Pol, drømmer saa meget gammelt, higer mod nye Stier, tænker, taler og tier ... Luften er vinter-skarp.
- Hans lave Filthat, Petasos, (et almindeligt græsk Rejseklædningsstykke, der havde en bred Skygge til Værn mod Sol og Regn) blev ligeledes udstyret med Vinger.
- Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketrængsel og den øredøvende Støj hvælver sig en Himmel, stille, stjernebesat og maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften mættet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde vaagne med den gryende Sol!
- Bondeslægtens slidernatur var igen kommet frem i ham; de fem år var som een lang arbejdsdag, som en af disse pløjedage, forfædrene havde øvelse i, når de trak den samme snorlige fure op og ned ad de flade marker; de passede deres ting og holdt øjnene fæstede ved hestens øren og furen, der skulde følges; kun flygtigt lod de blikket vandre efter de kendte ting: naboen, der kørte forbi og skulde til smedie, føllet, der gjorde krumspring inde i græsset og aldrig så de med utålmodighed på solen eller på uret; de spiste deres midaften på en grøftekant med blikket delt mellem deres egen træskosnuder og hestenes muleposer; om aftenen sad de på bænken og så op mod byen, hvor solen gik ned; de gik tidligt i seng, mens karle og piger holdt sjov, og de sov støt, uforstyrret af den latter og galskab fra natteroderne udenfor, der ikke havde bedre forstand.
- Her gik min stille Mor i sin grove graa Kjol og saa med tynget Blik mod den synkende Sol.
- Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke mange i from Iver tilbagelægger Vejen tilfods trods den brændende Sol og gjennem usunde Sumpegne.
- Alle mørke, tunge Tanker bortdunster som Taage for Sol; den dumme Angst forsvinder, man faar Munden paa Gled, man rykker hinanden nærmere, og, naar man sidder Haand i Haand og Øje i Øje, da er der ingen nervøse Blink længer, ingen Misforstaaelse og Lunefuldhed, da glemmer man Ugens seks andre Dage for denne den syvendes ene saliggørende Time.
- De Snese Gange har Kunstneren siddet ude paa Grenen eller i Nordstrandsklitterne Time efter Time, forblæst, forfrossen, i rastløst Arbejde, med alle Sanser i Brug, som et Rovdyr paa Spring for at gribe og fastholde det karakteristiske i Modellen, naar denne gjorde en uvilkaarlig Bevægelse, som havde Aabenbaringer i sig om det individuelle i Relation til den hele Scene, eller for at fæstne, mens Momentet er der, en brydende Sø, en hastigt farende Sky, et flygtigt Strejf af Sol, en dyb og virkningsfuld Skygge, alle disse dejlige Vidundere, som det er en Henrykkelse at nyde, men til hvis øjeblikkelige, sandhedstro Gengivelse der kræves et lynsnart Blik, en dreven Teknik -- og den følsomste Sjæl.
- Sortgrøn staar den, stivnet i den brændende Sol. --
- Hans sjæl var en stenørken, skoldet af en uforanderlig sol.
- Dog ligemeget--man har været i Rivieraens Paradis, og bringer man end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens Sjæl, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forøde.
- Med den blidt gyngende Vugge kan jeg ligne Gondolen, Kassen, der skærmer mod Sol, er som en sort Sarkofag.
- Tryde holdt sin kjærligste og skjønneste Tale ved Frue Kirkes Alter, Vennerne sang til Peter Heises Toner, Etatsraad Suhr udbragte med Værdighed Brudeparrets Skaal, gamle Tante Møller skinnede blidelig ved hans Side som en Romantikens dalende Sol, jeg takkede det bedste, jeg i min Stil formaaede for alt det Venskab, jeg havde nydt i det rige Hus, og en skjøn Frostaften, vendte vi saa, som Stjernerne begyndte at blinke, de længe nok slidte Gader Ryggen.
- Fred'rik bag Porten i gammeldags Kjol-- kanske lidt barsk, men godmodig for Resten; Godheden randt af din lunende Sol, Barskheden kommer af Blæsten.
- Om hende er Vejen plettet af Sol, dybt i Bøgenes Bladhang begynder Duerne at kurre, og langt borte i en Tykning kukker en Gøg.
- 2. Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid; 3. fra sol i opgang til sol i bjærge være Herrens navn lovpriset!
- Muldet, kraftig, halvfugtig Jord; ikke fuld Sol.
- Løvet havde været ganske frisk til Morgen, men var nu en Del medtaget af Junidagens Sol.
- Den binder det levende vand, der endnu rinder nøgent i åer og grøfter; fra bredderne løber stærke, tykke ribber ud, isflader udspændes imellem dem som huden på en svømmefugls fod; vandet vasker imod dem, men de vokser alligevel; fra bægge bredder bygges der isbjælker ud mod midten; et net af usynlige hår knyttes imellem, rives itu og knyttes om igen, maskerne i det gyngende net blir tættere og tykkere; inden solen står op, er det levende vand gemt.
- -- -- Det var en Majdag med Sol og syngende Lærker.
- Men Fyrsten sad paa Tronens Stol fra Folkets Liv og Tanker fjern som Maanens Fjæs fra Livets Sol, forskanset bag Guds Naades Værn, hans Gunst var Guld, hans Vrede Jærn.
- Og hele Resten af Dagen maatte han saa sidde med de to Damer i den trange og lavloftede Stue -- sidde og spejde ud i det trøstesløse graa -- efter en Lysning af Sol, som aldrig viste sig ... Mange Ord skiftede de ikke, og mest var det om Vejret.
- raabte Hendes Naade, saa det klang over Gaardspladsen ..... En gammel, vejrbidt Kalechevogn, hvis Overdække var irret grønt og loddent af Sol og Væde, og paa hvis Hjul og Sider der som Regel sad Tommer af mange Dages Vejsprøjt.
- Ja, saadan er det: undflyet et Forlis higer vi atter ud paa tynd-klædt Bølge, evig og altid maa vort Kald vi følge, Kaldet er Livets Dyst i Sol og Dis, farefuld Vejen over nylagt Is.
- Plantes i lodrette Klippevægge i fuld Sol.
- vort hjerte jubler i Dagens Sol.
- Denne Dunst fulgte mig i mit Tøj langt paa den anden Side Linien, og helt kvit blev jeg den ikke, før jeg en Dag smed de sidste Klude fra Hjemmet paa et Baal under Australiens Sol.
- Hedelærken sang eensomme Triller herude, sine egne Sange i betaget Henrykkelse over den varmende Sol, over Naturen og Livet, uhørt og uforstaaet af Mennesker.
- Ploven skar, og Jærnet brak, Muldet glinsed i Sol, Stene kløv'des, Rødder knak For det synkende Staal: Bondens Kamp for Hjem og Føde: Bag ham laa Landet i Grøde.
- Den begynder i det samme Øjeblik man sætter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den hører først op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol.
- Mens oppe fra Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem Bladenes Mørke.
- Og helt nede endelig det blaa Hav, men blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat, varmt, klart som blaa Pigeøjne, hvori Ungdom og Kjærlighed lyser.
- Du er mig mere kjær end vilde Druer, et himmelsk Laan til fattig Jordiskhed; svæv om mit Leje, naar min Sol gaar ned!
Populære søgninger i dag