-
Osterso og Nordhavs Vand Favnes over Skagens Strand.
-
Odense, som er nærmeste Kjøbstad, er mindst halvtredje Mil borte; men naâr man saa vidt, er man hvad Strand angaar lige nær; Odense har en Aa og en Kanal, men ikke Spor af Strand; alligevel er der to eller tre Haandværkerfamilier i Skovstrup, hvis Sønner ere Sømænd; det er maaske det mest mærkværdige.
-
Jeg har saaledes en stor Del af min Familie samlet om mig, og Rungsted med dets Strand og dets Skove, med dets Nattergale og dets vilde Roser, er blevet den samme Kilde til Glæde og Sundhed for Børnebørnene, som den har været for deres Forældre og Bedsteforældre, skjøndt den stille Afkrog er forvandlet til et stærkt besøgt Badested.
-
Aldrig havde han som nu haft Øje for, hvor ensformigt her var med denne flade Strand, denne evige Tanglugt, disse tvære Fiskere, der drev om med Hænderne i Lommerne og saa uvilligt til Landliggerne -- aldrig havde Stuerne forekommet ham saa trange og saa hyggeløse, Haven saa ynkelig og forpjusket ... Og inde i Nabohaven sad Drengen med Mundharmonikaen, hvis Toner lød som Graad af smaa Børn, og spillede, spillede -- spillede hans Nerver sønder ... Desuden faldt det endnu i Juli Maaned ind med Regn. Om Morgenen var det Opholdsvejr, men op ad Formiddagen trak Skyerne sammen, og Regnen begyndte at drysse, fin og tæt som et ensformigt, graat Slør.
-
15. Så siger den Herre HERREN: Fordi Filisterne optrådte hævngerrigt og med Foragt i Hjertet tog Hævn og hærgede i endeløst Had, 16. derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg udrækker Hånden mod Filisterne og udrydder kreterne, og jeg tilintetgør, hvad der er levnet ved Havets Strand.
-
Vi sejler med en Krown i Mast, men Mand og Skif maa strand, hwis det, vi fører i wor Last, er mie Løwn end sand.
-
Store Jon han ønsked sig kun to Tønder Land, to Tønder Land og en Ko under Strand, eget Bo med Fred og Ro om Søndag som om Søgn: al hans Digt og dyre Drøm i tusind Arbejdsdøgn.
-
vi gaar fra den aabne Strand og tørrer os paa vore Særker!
-
Sletternes Kirke Spiret mod den vendte, Snart som en Sol den funkled over Strand; Sandhed du erkjendte, Fædreneland!
-
Eensomheden og Ødet paa den tause Strand syntes ikke at have bragt denne Mand Fredens Hvile.
-
De Høvder brøled under Strand, en Ræv tog ilde paa, imens en natlig Ryttersmand ad Skive til lod staa.
-
De satte sig på en bænk ved stranden, hun tog hans hånd, men hendes anden knyttedes ensomt på hendes skød, og hendes hoved sænkedes grublende, ikke på hans skulder.
