50 Samlingsnavne til «tale»

Hun sagde ydermere, att wed hun saae mig komme op aff Broen, war ded, lige som henders Hierte skulle haffue gaaet i Stycker, betydende mig med mange Ord, huor wel hun mig ynte, oc huorledis Iomfrue Carisius, som hoeß hender stoed vdi Winduet, mig roste oc tillige ynckede, ynsket noget til min Frelßning att kunde formaa, med mange dißlige Ord oc Tale.

Det var et Referat af en Tale, som Provsten et Par Dage i Forvejen havde holdt ved et af de talrige Missionsmøder, til hvilke han turede Landet rundt.

et Ord, hwad ieg sagde, eller hwad ieg tog mig til, wille ieg ickun troe hender oc tale med hender; hworfor skulle hun wære mig vtroe?

Alle begyndte paa en Gang at tale igen, og Moderen, som paa Hendes Naades Vegne havde fulgt Hans kongelige Hojhed til Doren, vendte tilbage til Grevinde Schulin, der talte med de to Stiftsdamer om Jorgen, Komtessens Forlovede, og som, da hendes to Born havde fjernet sig, sagde: -Jorgen vil jo absolut giftes nu.

Kun havde hun straks ved Begyndelsen af Sognefogdens Tale rejst sig.

Maren begynte om adskilligt att tale, iblant anded om min Søster Elisabet Augusta, huor hun haffde sit i sit Biislag, der de førte mig fangen frem, oc haffde sagt, dersom ieg war skyllig, da war der intet vdi att sige, men war ieg v-skyllig, da skeede mig for meget.

Io sactmodigere ieg war i min Tale, io forbistrede bleff hun; endeligen sagde ieg: Wil I giøre en Ynske med mig: att den maatte icke see meere med sit wenster Øye, end den seer med sit høyre Øye, der haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?

18. Og drikker eder ikke drukne i Vin, i hvilket der er Ryggesløshed, men lader eder fylde med Ånden, 19. så I tale hverandre til med Salmer og Lovsange og åndelige Viser og synge og spille i eders Hjerte for Herren 20. og altid sige Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn 21. og underordne eder under hverandre i Kristi Frygt; 22. Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som under Herren; 23. thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom også Kristus er Menighedens Hoved.

Saa rolig, at han kunde staa og beregne de rent ydre Virkninger af sin Tale, lytte til sin Stemmes Klang, som var det en fremmed.

Iflere Timer levede han nu i denne underlige Verden af talende Tegn og Figurer, slog ivrigt efter i Nøglen og bandede ofte den møjsommelige Arbejdsmaade.

Efter nogle Undskyldninger om Helbredet, det jeg nødigst vilde tale om, skriver jeg: Dit Brev har jeg ikke synderlig Lyst til at svare paa, da det næsten intet indeholder, som passer paa mig, men en Del Fordringer, som let kunde give mig Lyst til at svare noget haardt, dersom jeg ikke vidste, at saadanne Anskuelser tilhøre en Charakter, der nu eengang ikke lader sig forandre.

6. Er jeg end ulærd i Tale, så er jeg det dog ikke i Kundskab; tværtimod på enhver Måde have vi lagt den for Dagen for eder i alle Stykker.

Oc kommer wii tiit i Tale med hin anden om Udleggelsen aff Skrifften.

I en noget senere Tid end den, hvorom her er Tale, var hun Griffenfeldts fortrolige Veninde, men den Del af hendes Brevvexling med denne Mand, som er trykt hos ~Wolff~, Griffenfelds Levnet S. 169-80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste Lys.

Undertiden kan det hænde, at den fuldstændig skuffer Forventningerne, at den bliver en lang, alvorlig Styrkeprøve med Tale efter Tale, hvori der er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden Storm og Torden, uden væsentlige Afbrydelser engang.

Også det er Tomhed og Jag efter Vind. Prædikeren 3 1. Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid: 2. Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde, 3. Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge, 4. Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse, 5. Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne, 6. Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste, 7. Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale, 8. Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.

Undertiden kan det hænde, at den fuldstændig skuffer Forventningerne, at den bliver en lang, alvorlig Styrkeprøve med Tale efter Tale, hvori der er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden Storm og Torden, uden væsentlige Afbrydelser engang.

Og var der end af og til kommet en Kurre paa Traaden mellem Børnene, havde Forældrene altid vidst at dæmpe Striden ved deres milde, besindige Tale.

da jeg kom til eder, kom jeg ikke og forkyndte eder Gud Vidnesbyrd med Stormægtighed i Tale eller i Visdom; 2. thi jeg agtede ikke at vide noget iblandt eder uden Jesus Kristus og ham korsfæstet; 3. og jeg færdedes hos eder i Svaghed og i Frygt og megen Bæven, 4. og min Tale og min Prædiken var ikke med Visdoms overtalende Ord, men med Ånds og Krafts Bevisning, 5. for at eders Tro ikke skulde bero på Menneskers Visdom, men på Guds Kraft.

I Stedet for en stor Tale med den sædvanemæssige Lovprisning af den Afdøde indskrænkede Pastor Sidenius sig ufravigelig til Fremsigelsen af en Bøn, saadan som det ellers kun brugtes overfor udøbte Børn og Fattiglig.

Han sad med stive Øjne og aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale.

Dybest i hans Sind rørte der sig under hele Slutningen af Faderens Tale en frygtelig Ophidselse, en mørk, dump Gengældelsestørst, der lagde som en flimrende Taage over hans Øjne.

Udfald blev der kun yderst sjelden Tale om.

5. Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale - som I vide - ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge - Gud er Vidne; 6. ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde.

Ieg kand ey forbigaa den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc bedrøffuelige Affskeed, wii fra huer andre toge, smerteligen att ihuekomme; thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end saa, som Gouuerneuren oß spaade, att ded wille were for den sidste Gang, wii huer andre her i Werden skulle see oc tale.

Satan til Dyr til at vinde over Bunden -- men den stødte som en Træbul, ikke Tale om, den skulde se sig for paa Vejen.

I Salen, hvor Unge og Gamle sad Side om Side, vekslede Sang med Tale.

Jeg vilde sandsynligvis ogsaa foretrække Delingen for et aldeles selvstændigt Slesvig, men om et saadant, som er alle Partier imod, kan der neppe længere være Tale, efter at vi ere komne bort fra Præliminarierne, paa hvilke vi dog endnu holde snarere som et Medusahoved end som et hjælpende Nødanker.

Raahed i Tanker som i Tale, en plump og trællesindet Tvivl om det Ædle og Store, og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse seksten Tjeleaar bragt hende.

Men da han fik sovet paa det, blev han mere omgængelig, ja han behandlede endog sin Datter med en næsten respektfuld Kjærlighed, og der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale.

Og med sænkte Øjne lytted Pigen til sin Engels Tale; men engang da op hun skued var saa skjønt det Blik, at Englen faldt paa Knæ ved hendes Side og et Kys af hende trygled, hvad hun ikke Englen nægted.

Klart hendes Øie, Lyst hendes Sind, Frisk hendes Tale Som Morgenvind.

-- O, om vor Snehytte kunde tale, dèr, hvor vi sultede sammen og frøs og for den truende Knokkelmand gøs! ...

Naar alting tav, og Maanen hang saa klar, jeg satte mig saa tit paa Højen op, han sad alt bred og tung paa Daasens Top; hans Huekvast mig hilsed med et Nik, hans Pibe damped, Svaret kom og gik; alvorligt Lyngen nikked til vor Tale; Fjends Herreds lange, dybt nedskaarne Dale sig strakte lyttende i Altensvale; en Nøkkerøse rejste sig paa Taa, hvor Sivet stod og kjæmmed sine Smaa ved Bredden af en ensom Mølledam; de lurede, de Skjælmer, men fik Skam; den Bjergmandstale gik dem lidt for højt, af Meningen forstod de knap en Døjt.

Forresten har I Damer noget Lignende, naar I taler om eders Klimpren -- hvad du før gjorde. --

Og Axelstad, hiin gamle, Saa venlig, skjøndt saa stor, Hvor Danmarks Aander samle Sig i et udsøgt Chor, Har gamle Mindesmærker, Som tale Sagas Røst, Har nye, stolte Værker, Som kneise til dens Lyst.

Nu tronede han atter her i al sin Kunstnermajestæt som det talende Midtpunkt i en Kres af unge, tavse Skønhedsdyrkere, der alle ligesom han var klædt i Selskabsdragt og sad og drak Sodavand og Kognak efter en Grosserermiddag.

Kan haende, der dog var nogen Mening i hans Tale, Hr. Baron!

Og skønt han havde givet Husholdersken strenge Ordrer til ikke at indlade andre end en vis Cirkusdame med ildrødt Krushaar, hørte han et Mandfolk tale højt ude i Forstuen og sætte en Stok i Paraplystativet.

Vel maa dette lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges Ufornumftstighed og synes en Daarskab for den Hadefuldes useendes Blindhed.

Han var dog i Grunden saa skikkelig med sin langsomme, trohjertet drævende Tale, med sit rare, runde Ansigt og sin høje, blanke Pande, over hvilken det allerede tyndede, askefarvede Haar lidt ængsteligt var redt hen.

Men vi skriver ikke blot for de kræsne litteraturmagere, vi er ikke kunstnere for kunstens skyld, vi har et formål, vi skriver demokratisk og vil helst ha det brede lag i tale; derfor vil vi ikke ende ubestemt, i gråt, men skarpt, med et knald, i rødt.

Vel kan man sig husvale I Venners Kreds ved klar, fortrolig Tale; Vel er det skjønt at virke Til fælles Øiemed i Stat og Kirke, Skjønt, hvor de store Kræfter sig forgrene, Sin egen Kraft med Manges at forene.

En Kongres i anførte Øiemed, hvorom der nok allerede tidligere har været Tale, kan maaske blive ønskelig og Successionsspørgsmaalet vil muligen kunne benyttes som Anledning til at bringe en saadan i Stand, men for Øiebliket vilde jeg dog ikke finde Omstændighederne gunstige for en slig Kongres.

Saa formanede han i en lille Tale Kirkens Folk til Forsonlighed, og lod os gaae, anbefalede os nærmere at betænke os, og forøvrigt henvisende til Ministeriet.

Latinskolen, i hvilken der faa Dage efter min Indtrædelse høitideligholdtes Trehundredaarsfest for Reformationens Indførelse med en latinsk Tale af Rektor, hvoraf jeg naturligvis ikke forstod et Ord, bar i 1817 paa endnu ikke faa Minder om Tilstanden før Skolereformen af 1806, der under Landets yderlige Nød og Fattigdom kun langsomt og tildels famlende blev gjennemført. (

Ieg gaff oc stønnem med min Tale Anleding dertil; tenkte, som min Herre sl.

I hwor v-riimelig den Tale war, saa bragte den dog tilweye, att icke alleeneste Kniiffwen bleff stucken vnder Boret, men Slozf.

hvorledes kunne I tale godt, når I ere onde?

De to, der ha'de det bedst der, var uvilkaarlig Hejmdal og ... og Grev Scheele ... Først havde man let højrøstet af den lille Lunds Tale.

50 Samlinger til «tale»