50 samlokaler til «føle»

Den nøgne spurgte ud og følte Klaus baade paa Brystet og paa Benene.

Og der var over hendes Gang med Hovedet bøiet paa den slanke Hals en saa stoltbaaren Fornemhed, at man følte Trang til at vige og at bøie sig, hvor hun kom.

Da han imidlertid stadig ikke følte Lyst til at gaa i Seng og ikke vilde kunne holde sig i Ro, naar han var oppe, besluttede han at spadsere ud i den smukke Foraarsnat.

Hun følte en Glæde til Badet, mens hun fæstede de Perlemoders Spænder, kastede den lette Silkeslaabrok om sig og slog de to Slag paa Døren for at kalde.

William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han kunde næppe tale, stammede lidt.

Han følte en Haand gennem sit Haar og saá op.

Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte.

Jeg kan føle Medlidenhed med eders Bønder paa samme Maade, som jeg føler Medlidenhed med en abyssinsk eller malayisk Slave eller et hvilket som helst andet uretfærdigt behandlet menneskeligt Væsen.

En Gang imellem mærkede den stille Prins, at Barnet laa der; og Maria Carolina følte Onkel Otto Georgs bløde Hænder glide saa sagte hen over sit Haar.

Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte hans Kys brænde mod sine Læber ... Schønaich--Felix ... -Ja--ja--jeg elsker Dig, elsker ... Svimmel gav hun sit Ansigt hen til hans Kærtegn ... Men da brast hun i Graad og ubeskrivelig klagende, halvt som et Skrig, hviskede hun: --Hvorfor har Du saa elsket mig?

Saadanne Betragtninger vare naturligvis nye for hende, ligesom hendes Kundskaber i Architektur vare meget primitive, medens jeg altid særlig havde følt mig tiltrukken af denne Kunst, som jeg vel ogsaa havde viet mig til, hvis Forholdene havde tilladt det.

Saa tog jeg Plads paa den magelige Bænk; men jeg følte mig dog ikke helt vel tilmode, og det blev mig mer og mer tvivlsomt, hvorvidt jeg nu ogsaa havde Ret til at være her.

Naar hun vaagnede, følte hun et let Tryk over Panden.

Tonen greb ham, han følte sit Hjerte slaa hurtigere og rejste sig fra Skammelen.

Og da Toget holdt, og hun saa hans Ansigt bag Vinduet, blegt og bevæget, og hun følte hans Hænder skjælvende i sine, og han bøjede sig ned over hende--hans Øjne var fulde af Taarer--og kun kunde sige:--Lille Mor--lille Mor!....

Han gættede øjeblikkeligt, at disse tre maatte være Nihilister i Davids Følge, og følte sig stærkt fristet til at tiltale dem, men betvang sig.

Han følte i sig en vis trang til noget vildt, men den blev ikke til noget, ligesom man ikke kan finde sin egen melodi mellem en kres af lirekasser.

Hun følte et Nu en stivnende Skræk, hendes Arm faldt ned.

Jeg føler kun, at I begge hører med til mit Liv, -- jeg bliver revet til to Sider o min Gud!

Han havde da ikke andet at gøre end at sejle Skuden hjem alene med Hjælp af de faste Folk, da han fik en Opfordring, som han følte sig forpligtet til at efterkomme.

Den nøgne spurgte ud og følte Klaus baade paa Brystet og paa Benene.

Men hun hørte de oprørte Stemmer som i et stort Kor, og hun følte en klemmende Angst, som om noget besværede Aandedrag og Hjerteslag i hendes Bryst.

Nu gik hun bort samtidig med, at Familiens Ulykke berøvede ham de Drømmerier, der havde opfyldt mer end hans halve Liv, og han følte under sin bestandig tiltagende Melankoli en Tomhed, hvis eneste Indhold var den dybe med Barndommens Halsstarrighed fastholdte Bitterhed, han nærede mod alt og alle.

Men han var altfor træt til at kunne tænke derover; som om Hjernearbejdet pludselig var standset, følte han sin Hjerne tom, hele Legemet slappet efter den forfærdelige Kamp--Han var til Mode som en Søsyg, der sætter Foden paa Land.

Andrey lukkede næppe Munden op, hvert Ord, Georg sagde, borede sig som en Pil ind i hans Hjerte; men han følte en egen Tilfredsstillelse ved at lide paa denne Maade.

Hun følte kun en eneste overmægtig Længsel efter at se ham.

Hun sittrede lidt, naar hun følte de gamle, kolde Læber mod sin Haand.

Hans egne stærke Følelser lagde en Varme og Magt over hans Ord som aldrig før, og han følte sig stærkere end nogen Sinde knyttet til sine lidende Medmennesker.

De var nu lige ved Porten og følte de to Vogteres Øjne hvile forskende paa sig -- Andrey især syntes at være Genstand for deres Opmærksomhed.

Hun saa et Øieblik paa ham, og Carl følte hendes Blik og vaagnede med et pludseligt Smil.

Og dog følte Mikkel sig bitterligt beskæmmet.

Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.

Og da den saa, at Havliten død flød om paa Havet raabte den: „Ja, nu kan du jo vrænge ad mig, nu først begynder jeg at føle Vrede.“

Han følte et mættet Velbehag i denne Sal.

Saa følte han Varmen, ynkedes over Dyret.

Dag efter Dag stred han, arbejdede, haabede, fortvivlede, følte Sejrsvisheden risle varmt igennem sig og Frygten for Nederlaget gribe sig om Hjertet med kold Haand.

Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv.

Og Greven kom nærmere: Han viser jo Dig større Fortrolighed--jeg kender ham egenlig saa lidt ... Du véd maaske noget mere om hans Liv ... Ellen førte de klamme Hænder sammen i sit Skød; og da hun ikke talte, sagde hendes Mand, der følte sig utilpas og vilde en Ende paa Sagen: -Begriber Du--jeg vilde næsten ønske, han havde et Fruentimmer ... Han vendte sig.

Man følte ikke længere nogen Undseelse for hinanden men lagde højlydt sine Følelser for Dagen.

Ellen følte den pinefulde Uhygge, tog en Stage og vilde gaa: -God Nat, min Ven.

Hun følte et Ubehag overfor dette Lys og Liv, stærkt næsten som en fysisk Smerte.

Saa veed Du at liste og lempe Dig imellem dem, og føler en stolt Tilfredshed, naar de støiende, men uskadelige fare forbi.

Selv om han ikke var i Stand til at dele deres Begejstring for Sagen, saa følte han dog den allerstørste Sympati for dem som Personer.

Det var min oprindelige Plan fra Grækenland at lægge Hjemveien over Paris og London, og Regjeringen havde forsynet mig med de fornødne Penge dertil; men nu følte jeg mig altfor svag til at udføre dette Forsæt; jeg kunde ikke foretage noget ordentligt Studium, før jeg fik samlet nye Kræfter i Hjemmet, som jeg jo ogsaa inderlig længtes efter.

Maskinmandens Kone, der atter var i velsignede Omstændigheder og derfor noget tilbøielig til altid at tro det Værste, havde paa fjerde Haand en skrækkelig Historie om, at Grossereren skulde have overrasket sin Datter oppe i Malerens Atelier, hvor hun stod Model som Havfrue med saa godt som slet Ingenting paa, og at han i den Situation skulde have givet Parret sin faderlige Velsignelse, men Mille Buxbom følte strax i sin Samvittighed, at der ikke var et Ord sandt i den Krønike, og Madam Siegler erklærede med Sikkerhed, at Frøkenen rigtignok ikke var af den Slags.

De talte frit og utvungent sammen; men da de øvrige var gaaet, og de to blev alene, følte de begge en Slags Generthed.

Alligevel følte han lidt Samvittighedsnag ved at give efter for sin heftige Lyst til at besøge Repins.

Han saá frygtelig forfærdet ud -- og fornærmet -- saa jeg tilføjede straks: "Naturligvis maa det være dejligt at kunne gøre den Slags Ting; de er fuldkomne unge Piger, og saa dygtige -- det faar kun mig til at føle saaledes, fordi jeg vel er -- anderledes."

Hun følte, hans Haand ryste i sin, og hendes Blik søgte hans Ansigt i Mørket.

Lad mig føle Deres Puls."