50 samlokaler til «glemmer»

11. Vogt dig for at glemme HERREN din Gud, så du ikke holder hans Bud, Lovbud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig.

Da alle var kommet til Saede i Lysthuset, raabte Gamle Linde ud af Doren: Om der ikke var glemt et Par paa Kaerlighedsbaenken.

Æ Dôg ku begynd aa trill i æ Kôl, og Folk ku forlængst vær i Sengi, men hun haaj no glemt baade Pesjan og Nôl for aal de Fowl i æ Engi.

10. Og når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, han tilsvor dine Fædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig, store og smukke Byer, som du ikke har bygget, 11. Huse, der er fulde af alt godt, som du ikke har samlet, udhuggede Ciesterner, som du ikke har udhugget, Vingårde og Olivenhaver, som du ikke har plantet, og du spiser dig mæt, 12. vogt dig da for at glemme HERREN, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset; 13. HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du dyrke, og ved hans Navn skal du svælge!

Hr. David von Pøllnitz glemte at faa Galosker paa, saadan en Fart havde han for at komme hjem efter Theatret.

Stella selv glemte Tiden.

5. Og da hans Disciple kom over til hin Side, havde de glemt at tage Brød med.

Og aldrig glemte han at sige: Intet til Moer--ikke et Ord til Mo'er ... Hun maa ikke ane det, hun vilde ikke overleve det.

Det er Mr. Ra—“, stammede han, „nei, Mr. Ro—“ — i sin Forvirring havde han glemt sin Skibschefs Navn.

23. Så vogt eder for at glemme HERREN eders Guds Pagt, som han sluttede med eder, og for at lave eder noget Gudebillede i Skikkelse af noget som helst, HERREN din Gud har forbudt dig 24. Thi HERREN din Gud er en fortærende Ild, en nidkær Gud!

Du har glemt at fortælle om Rederens Søn fra Mispah!

Og denne ægte kvindelige Begejstring for en Fremtid, for denne Ungdom, som voldsomt sitrede i hendes Arme, lod hende glemme, at hun selv stod tilbage paa Bredden, medens William bestandig ene i Baaden, blomstersmykket, stævnede over Fremtidens Hav mod Morgenrøden og Lykken.

Det har jeg jo glemt at spørge om.

Han gjorde det, men glemte næsten i sin Spænding, at han skulde spille en gammel Mands Rolle.

Men den skæbnesvangre Eksplosion i Bombemandens Hus, som med et Slag kuldkastede alle Planer, og de derefter følgende frygtelige Begivenheder havde til den Grad opfyldt Andreys Sind, at han rent havde glemt at sende det lille Blad til Tania, desuden troede han, at Georg havde skrevet.

Han syntes, noget bar ham, at han blev løftet højere, mens han talte ... Han gav sig han, han glemte at se paa Professoren, glemte Stemmen, talte blot-- Han havde en Følelse, som om han havde jublet de sidste Linier ud, næsten sunget dem i sin Glæde.

Man talte paa Egnen en Del om denne hovedkulds Rejse, glemte den saa igen.

De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov.

Lady Ver havde givet Ordre til, at man ikke maatte forstyrre hende, saa jeg kom ikke i Nærheden af hende, men gik ned i Spisestuen, medens jeg helt glemte, at Husets Herre var kommet.

Glemmer, at der var Fest, glemmer Ansigterne, som drog mig forbi, glemmer alt, uden det, at Maria ikke var med.

Andrey var en udmærket Skytte og agtede at gøre den mest mulige Brug deraf; men da han i dette Øjeblik saa en rødskægget Gendarm lægge en Slynge om Boris' Arm, glemte han al Forsigtighed, gav sin Hest Sporene og red ind paa dem.

Hr. Molbom var saadan: han faldt pludselig hen og glemte Verden i en om Stilling mod et Medmenneske, og sad saa med stirrende Ojne ud i Rummet.

Nej--er det dig--at man skulde træffe dig her.... -Nej--men--du gode--det er Kristian-- -Ja--i egen høje Person--nej, at man skulde træffe dig-- -Men saa kom dog og sæt dig, Mand--saa nær jeg ikke havde kjendt dig.... -Det tror jeg, naar man føjter saadan om som du--saa har man let til at glemme sine gamle Venner.

Vi har glemt én Ting -- Arret paa min Arm!"

Saa glemte han dem igen lang Tid.

Han ryster sørgmodigt paa Hovedet og skynder sig i Lag med Garnet som for at glemme de triste Tanker fra Sygelejet.

Der lagde sig en kold Haand om Andreys Hjerte; den unge Pige havde jo ikke sagt ham noget nyt, kun havde han i sin nuværende Lykke helt glemt at tænke paa hendes forestaaende Udflugt til Moskva sammen med Georg.

Men nu var den kvindelige Sporsands desværre sløvet; hun glemte strax sine egne Tanker, saae forbi mig og sukkede.

Der er noget mere, jeg vil sige; men nu har jeg glemt, hvad det var-- stammede hun og lagde sin Haand paa hans Arm.

Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Ojne, og bevaegede undertiden pludselig Skuldrene--opad som en lille Fugl under AEggeheden.

Men han glemte sine spekulasjoner over uværet.

Nu vender Rødmen tilbage til din Kind; Ja, min Elskede, glem nu Sorgen.

12. Jeg, jeg er eders Trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske Mennesker, der bliver som Græs, 13. at du glemmer HERREN, din Skaber, der udspændte Himlen og grundfæsted Jorden, at du altid Dagen lang frygter for Undertrykkerens Vrede.

Holst tog sig i det og føjede beskedent til: Hvis Morderen gør, hvad jeg ønsker, han skal gøre, saa lader han ganske rolig Kufferten blive staaende et eller andet Sted i en Ventesal eller en Kupé, og lader den indregistrere mellem glemte Sager for at forsvinde ved en eller anden Auktion og sporløst udslettes.

En gammel Kone skændte paa et ungt Pigebarn ved sin Side, fordi hun havde glemt at sætte Grøden paa Ilden, førend de gik; nu vilde der ligge et Hus, naar Mændene kom hjem til Middag!

Men nu var den kvindelige Sporsands desværre sløvet; hun glemte strax sine egne Tanker, saae forbi mig og sukkede.

Saa glemte han dem igen lang Tid.

Jeg glemmer altid at regne Hr. Barton med, han sad paa en eller anden Stol, men jeg lagde ikke Mærke til ham.

Hvad gjør det, at vi glemmes, naar Livet her er forbi, de kommer langt større efter med stærkere Tro end vi.

begyndte Præsten atter, -- nu forstaaer jeg, hvorfor De væltede Slæden -- det var en Slags Desperation; De vilde absolut knække Halsen, og da det ikke lykkedes, kastede De Dem med denne mageløse Iver over Studierne, saa De ganske glemte Middagsmaden, hvad De ellers ikke pleier at gjøre, men De veed nok: =philosophia est consolatio omnis doloris=. Ja Nicolai, nu kan De sige, at De har været i Roskilde, og nu kan De rigtignok synge: Ak Roskilde, ak Roskilde, du gode gamle Stad, Du grusomt har bedraget mangen brav Soldat--da--dat!

Jeg havde glemt Maria.

Angst, Frygt -- ja selv Vrede, Had og Sorg var glemt -- maatte vige for noget, der var endnu stærkere og voldsommere, noget, som ikke var til at beskrive, og som var mere end Enthusiasme, mere end Beredvillighed til at lide alt.

24. Det glemte Løsen.

19. Vogt dig vel for at glemme Leviten, så længe du lever i dit Land!

Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at onske Lykke, og de sagde endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brod af med et: Naa--saa venter De i Forretningen, sagde han og lob op ad Trappen: Konferensraad Hein havde onsket en privat Samtale med Hr. Adolf.

Der var Graad i hans Stemme, da han sang det forunderlig skønne Vers: -- Kom i den sidste Nattevagt i en af mine Kæres Dragt og sæt dig ved min Side, og tal med mig som Ven med Ven, om hvor vi snart skal ses igen og glemme al vor Kvide.

Den høire Haand, som hang ned, krammede et lille Lommetørklæde, et Par Gange hævede hun den anden for at skygge, som om hun vilde se efter noget Bestemt, men glemte det strax igjen, strøg Haaret bort fra Panden eller gav sig til at tromme paa Vindueskarmen.

sagde hun og glemte helt at hilse paa Damerne -- har han sat der hele Vejen i det Vejr?

Han syntes at have glemt sin Heftighed fra den foregaaende Aften.

-- Men Du glemmer da ikke, kære, at give din Ven en Ubetydelighed i Gratiale for al hans Ulejlighed?