11 samlokaler til «grine»

Den gamle Grosserer tog Maal af Sønnen og sagde med sit grimmeste Smil: "Herregud, han, Petersen, som vi grinede saa meget af -- han, Du veed, der var Brandmajor og altid fulgte Lig i Uniform -- han var da ikke nær saa pyntet som Du!"

Ja, de griner da sjælden.

Det grinte Kvindfolkene forfærdelig af, indtil Maren Ørentvist sagde: -- Er hun kommen hjem, Helmeren?

Men Rasmus grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om.

Og hvor jeg grinede, for i det samme raaber der et Kvindfolk derindefra, saadan paa rigtig ægte Toldbodtøse-Københavnsk: Hold Kæft, dit gamle Fjols!

Le kunde Lucie slet ikke, kun grine glædeløst som et umælende, der venligt og advarende viser Tænder.

Men Maren Ørentvist, der var barnløs, grinede fornøjet og sagde: -- Ja, jeg behøvede ingen ... altsaa!

Det griner jo Folk ogsaa af!"

Og Bønderne gned sig i Hænderne og grinede fedt: -- He, he!

Står mennesket ikke dær og griner som selve fanden, da han så sin oldemor danse svejtrit i sivsko med den helligånd. --

Hun goer rundt o sier, a' han har kysset hinner; men de' griner Folk jo bare av, o nu vil Præsten hae hinner slævt for Retten.