Vælg elegante ord
11 samlokaler til «grine»
- Den gamle Grosserer tog Maal af Sønnen og sagde med sit grimmeste Smil: "Herregud, han, Petersen, som vi grinede saa meget af -- han, Du veed, der var Brandmajor og altid fulgte Lig i Uniform -- han var da ikke nær saa pyntet som Du!"
- Ja, de griner da sjælden.
- Det grinte Kvindfolkene forfærdelig af, indtil Maren Ørentvist sagde: -- Er hun kommen hjem, Helmeren?
- Men Rasmus grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om.
- Og hvor jeg grinede, for i det samme raaber der et Kvindfolk derindefra, saadan paa rigtig ægte Toldbodtøse-Københavnsk: Hold Kæft, dit gamle Fjols!
- Le kunde Lucie slet ikke, kun grine glædeløst som et umælende, der venligt og advarende viser Tænder.
- Men Maren Ørentvist, der var barnløs, grinede fornøjet og sagde: -- Ja, jeg behøvede ingen ... altsaa!
- Det griner jo Folk ogsaa af!"
- Og Bønderne gned sig i Hænderne og grinede fedt: -- He, he!
- Står mennesket ikke dær og griner som selve fanden, da han så sin oldemor danse svejtrit i sivsko med den helligånd. --
- Hun goer rundt o sier, a' han har kysset hinner; men de' griner Folk jo bare av, o nu vil Præsten hae hinner slævt for Retten.
Populære søgninger i dag