78 samlokaler til «hviske»

Og sagte hviskede hun Chevalierens Ord: "Der funkle de paa Himlen hine Stjerner"-- Saa kommer Ninon.

Han fattede om Vinduesprossen med begge Hænder, og han hviskede hendes Navn, igen ... igen ... og han kyssede med hede Læber det kolde Træ.

Da jeg havde faaet hende anbragt i den, hviskede jeg Farvel til hende.

Og medens Nils Uldahl laa her i Uger skamslaaet, værkbruden og ædru, var det, at hans Livs store Vendepunkt indtraf ... -- -- Det var sig en Aftenstund, medens Fru Line trofast sad ved sin Mands Seng og skiftede de vaade, kølende Omslag paa hans skamferede Næse, at Nils pludselig greb hendes Haand og hviskede et: Tak! ...

Han hjalp hende op, gik forom Hestene og saae paa Seletøjet, spændte et Spænde om og kaldte Kusken ned, som for at lade ham rette ved Koblerne, og hviskede saa til ham, da de stod der foran: Saasnart du er i Sædet saa kjør til, alt hvad Øgene strække kan, og stop aldrig et Minut, før I er hjemme, det siger jeg, og du kjender mig vel!

Men i samme Nu hvisker Moderen til Marie: -Giv Nina en paa Oret.

Og som om den undertrykte Bevægelses Bølger arbejdede sig frem i hans Bryst, som om Understrømmen af Smerte steg og gav hans Stemme Graadklang, hviskede han Ordene: Afmaalt?

Men han løftede hende ikke op i sine Arme, han hviskede ikke, at han ogsaa elskede hende.

Saa blev jeg reven ud af min Stemning ved, at Emmy hviskede: Gud véd, hvor mange Veninder han iaften har siddende her i Teatret.

Nu stimlede der flere og flere Matroser sammen paa Dækket, men de hviskede alle saa underligt i Munden paa hinanden, fordi de var bange for, at deres Kaptain skulde høre det.

Naar de talte, hviskede de uhorligt, som om de ikke rigtig kunde aabne Munden, og naar de havde sagt to Ord, stod de igen tavse og saa' stille fornaermede ud.

Af og til hviskede han lidt tilvenstre med Fru Cecilie, der ganske sagte slog Takt med Viften, eller tilhøjre med Ellinor, der undertiden, midt under en Arie, bøjede sig helt hen til ham og hviskede: Hvor han synger falsk, det Afskum! --

Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, siddende foran Scheele med Ryggen til Doren, holdende ham fast i en Krog, mens hun hviskede en Strom af Ord, og han svarede, halvhojt, i korte opbragte Saetninger, og hun atter hviskede, bevaeget og naesten, som hun hulkede.

Angelo hviskede stakaandet: -Se, den Gamle.

Gud tilgive mig min Synd, at jeg forlod Drengen, hviskede han sønderknust.

Endelig fandt Andrea Margrethe et ubemærket Øieblik, hvori hun hviskede til mig, at jeg skulde gaae i Forveien og vente paa hende i Forstuen, da vilde hun strax komme bagefter.

hvisker Hegn, hvisker Hæk, der staar safttunge Skud langs den surlende Bæk, og i Skoven er tæt med Violer, der staar Lam under Gavl, der gaar Føl over Kjær, der er Mos paa hvert Tag, det er Pokker til Vejr, se, i Halmstakken Katten sig soler.

"Naar du gaar fra os, vil jeg tage det hele ned," og han hviskede: "Min egen Skat, jeg elsker dig," saa tæt, at hans Læber rørte ved mit Øre, medens han lod, som om han ingenting gjorde!

Han bævede, han saa truende frem for sig og hviskede Satans Navn i sin Hede.

Jeg har altid hvisket Sandhed om ham.

Damerne og Herrerne af Hofstaterne blev stikkende i de hviskede Samtaler, og, som Højhederne, sad de smilende, bøjede frem med interesserede Ansigter og sagde ikke noget, drejede Knivene mellem deres Fingre og saa' paa hinanden.

-- Foran fru Ida sad to unge mennesker og gjorde sig til, de hviskede, den ene sagtere end den anden og hældede sig over hende om kap; med deres ludende kroppe og deres øjne, der opmærksomt vandrede om på hendes fine skikkelse, mindede de om to hunde, der sidder og gir agt på deres herre; og ligesom to hunde vekslede de undertiden et kort, mistroisk blik, når det kunde se ud, som om der faldt mere af til den ene end den anden.

hviskede Proprietær Kolding. --

Men oppe ved Hjørnet af Bordet, hvor Proprietær Kolding for anden Gang fangede Stuepigen i sin snedige Gardinfælde, hviskede denne Praktiker til Fru Krarup, som han vidste altid med Glæde optog en Ondskabsfuldhed mod en af Gæsterne: -- Nej, -- Kammerraaden kan maaske være Videnskabsmand, -- Anatom og Filosof og saadan noget, -- det forstaar jeg mig ikke paa, men Landmand, det er han minsandten ikke.

hviskede Herredsfogden overvældet.

Mens han klædte sig på, hørte han klokken slå tre, hårdt og nøgternt, det gav et sæt i ham, og han hviskede noget ondt ved sig selv.

Han talte ikke til hende om Sjöström og Annie eller spurgte, hvad hun hed, eller hvem hun var; han tog hende i sine Arme og hviskede de ømmeste, varmeste Ord i hendes Øre, fandt Vejen, der aabnede hendes Mund, og lukkede den straks med sine Kys.

"Jeg vilde give fem Pund for denne Mands Hjerneskal," hviskede Nikola, medens han rejste sig. "

-- Ravn nyder nok sin nye Udsigt, hviskede Nelly og gav sig til at le.

De leger Tittit i hendes Haar, der kruser sig om Panden, og de hvisker alskens Narrestreger i hendes nysgærrige Øren.

-Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden faldt bort fra Agnes Haar: en Salme--som-- -Som jeg saa gaerne vilde ha'e sunget ... ved min Grav.... Hun hviskede naesten uhorligt.

Jeg begravede mit Ansigt i det, og jeg syntes, det var et levende Væsen, en trofast Veninde, tavs overfor alle Andre, men hviskende til mig en mild og daarende Duft af dejlige Minder.

Drengene så hen på ham, og alle pigerne hviskede: Me--n, i kor.

Han kan ikke gjøre for, at det lyder saa kjønt, hviskede Månsson; det er Dødsdeliriet, som kriller i Fingrene paa ham.

-Jens, sagde Moderen, og pludselig hviskede hun: luk Hestene ud.

Pjalt, hviskede disse faste Læber, Løgner, Floskelmager!

Berg havde forbudt ham at gaa ind, han sad tankeløst og klippede mekanisk Aviser i smaa Stumper; han blev ved at sige et Digt frem, som han havde til Skolen, ganske sagte, mens han klippede ... Men han hørte ikke de Ord, han selv hviskede; hans Liv laa i det Øre, med hvilket han lyttede til den Døendes Rallen bag den tiltrukne Portière.

Nils Uldahl bøjede sig ned over Sengen: -- Rikke ... hviskede han og søgte rundt imellem Dynerne -- skynd Dig lidt at komme i Klæderne, Rikke ... saa gaar vi op til mig!

-Saa, hviskede Kate til Karl.

I en af dem sad der en romantiker, som ikke tav et øjeblik, og når denne hviskede: Kanel!

hviskede Kameraten.

Han gik tæt hen til Sengen og bøjede sig ned over hende: -- Vi to, der har det saa godt sammen, som ingen andre ... hviskede han kælent og tog om hende.

hviskede han kælen og greb fat i hendes Kjole.

Var det virkelig den kolde, tilbageholdne Judith, der hviskede Ja.

Og saa begyndte de igen at hviske inde i Hulen: „Gaa du nu ud!“

-Nej, ikke nu, hviskede Ida og nikkede.

-- Farvel, farvel, hviskede hun hurtig, og Døren faldt i.

Han slog Takt med Haanden og hviskede ni Hurraer, som de andre stemte i, hviskende ligesom han, med fremskudte Laeber, mens de lo sagte.

Hun stillede sig lige foran os, pegede ind paa Briksen og hviskede hovedrystende: „Tja -- det kommer jo noget an paa hende der; for vi sidder jo bare her og venter paa, at hun skal faa Brug for Jordemoderen!“