15 samlokaler til «læne»

Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter Dag der bag de aabnede Døre; hun læste eller arbeidede; eller hun lænede Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Træernes Skygge over Plænerne, og de lette Sommerskyer, naar de drev.

Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed, mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav sig til at halse i Stilheden.

Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde hun med ét, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekendtskabs snævre Rettigheder, blive taus og urørlig; saadan som hun kunde blive det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun lænede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa Siden paa den stolte Hals.

Men undertiden, naar hun sad med en Bog paa sin Yndlingsplads i den gamle gotiske Stol under den store kinesiske Parasol, kunde hun pludselig læne sit blege Ansigt mod Urnernes Vaaben paa.

Når jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, så synes jeg, at jeg er kundskabens overlæssede træ på godt og ondt, der læner sig op mod livets altid unge og friske træ og vokser under dets skygge.

Paa Stentrappen blev han staaende, og han lænede sig et Øjeblik til Gelænderet.

Men da Mandfolkene stadig gik af Vejen for hende, havde der lidt efter lidt inderst inde i hende ophobet sig en Bitterhed og et indeklemt Had til alle, navnlig til alle Kvinder, som fandt et Par aabne Arme at kaste sig i og en bankende Barm at læne deres længselsfulde Hoved imod.

Da han endelig var bleven færdig med at spise, tændte han en Cigar og lænede sig tilbage mod den høje Sofaryg uden længer at gide høre paa den andens Udgydelser.

-- Ja, ja, -- aah ja, sukkede saa den gamle Præst, idet han lænede sig tilbage i Stolen og strøg sig om den ubarberede Hage, -- aah ja, ... saadan gaar det op og ned med den verdslige Visdom ... I min Tid var vi jo Hegelianere, da var det nu det saliggørende ... Vi snakkede jo allesammen op og ned ad Stolper og Vægge om Negationernes Negation, -- he! --

Undertiden skjælvede Ellen, og hun lænede sit Hoved fastere til hans Skulder, mens hun sukkede.

Mod én af Sengene, hvori to snorkende Personer, læner sig en Cykle.}

Saa hænder det ikke sjældent, at de læner Byrden mod en Sten og giver tabt.

Men undertiden, naar hun sad med en Bog paa sin Yndlingsplads i den gamle gotiske Stol under den store kinesiske Parasol, kunde hun pludselig læne sit blege Ansigt mod Urnernes Vaaben paa.

Mikkel vendte sig og lænede Armene mod det kolde Tag.

Tania, som mageligt strakte sig i Stolen, vendte sig mod de talende og lænede begge Albuer mod Stolens Arme.