11 samlokaler til «lugt»

Lad nu blot Regeringen lugte Lunten, hvis den kan det.

-Ja, sagde Generalinden, der ogsaa begyndte at lugte urolig til sine egne AErmer: jeg begriber ikke, Du, men der haenger no'et ved mig den hele Dag.... -Kaere, sagde Fru von Eichbaum, ogsaa ved mig.

Saa blev der støbt Lys, og mig synes, jeg kan endnu lugte den smeltede Talg, og see det runde Bord langsomt bevæge sig om sin Axe, medens de fra dets Rand nedhængende Væger en for en blev dyppet i det dampende Talgkar.

-- Kan De lugte Stranden?

Søren grinede fredsommelig: Kan du lugte røgen?

Nu bleges Himlen, for Sol er nede, og alt har Kvæget ædt Bugen trind; der lugtes Pors fra den nære Hede, og Høduft driver for dugtung Vind. Glad Hyrdedrengen paa Vajsen synger, mens Aftengøgen en Skræppe tynger og Vibeflokken sin Kile slynger med hæse Skrig over Karup Aa.

Bøgerne var ikke fri for at lugte ham noget muggent -- det gjorde de aldrig om Sommeren -- Handelen med brugte Frimærker forekom ham endnu foragteligere, end den pleiede, og saa vidste han oven i Kjøbet, at det var et særlig godt Aar med Høns.

De vidste ganske vel, at han i fornødent Fald ikke vilde være bange for at lade dem lugte Krudtet.

-- Ka' han lugte Kaffen?

Det sidste gjaldt den store hund, der plejede at ligge på hendes skød, og som lugtede nok så tit som børnene; det berørte Hans så ublufærdigt, at hun en dag havde sagt, at hun godt kunde lugte forskel på hunden og dem.

Nu bleges Himlen, for Sol er nede, og alt har Kvæget ædt Bugen trind; der lugtes Pors fra den nære Hede, og Høduft driver for dugtung Vind. Glad Hyrdedrengen paa Vajsen synger, mens Aftengøgen en Skræppe tynger og Vibeflokken sin Kile slynger med hæse Skrig over Karup Aa.