50 samlokaler til «sidde»

Hun krøb op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet lænet til Væggen og Hænderne om sine Knæ.

De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort et Bekendtskab, sagde han, tovende og med Ansigtet mod Vinduet ... Jeg tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende ... Hun er meget sod.... -Gift, sagde han.

Og vi sad blege og forvirrede og lyttede efter enhver Støj, om det ikke kunde være Fa'er, som kom--og vi rørte knapt Maden.

eller maaske var den hver Gang bleven skuffet og kom dog trøstig med sin erotiske Diogenes Lygte, der ikke søgte, hvad den nu havde fundet: et Menneske, men en Hun, og sad dèr i Tillid til, at dens brændende Kjærlighed her paa sit ophøiede Stade nok skulde trylle sin Gjenstand til sig .... Havde maaske ogsaa hos os en saadan stille, haardnakket Lidenskab en uimodstaaelig Magt, selv om man her kun figurlig talt kan se Hjertet brænde gjennem Vesten?

Og jeg tog ikke fejl; der sad en Mand ved min Seng, og i det dunkle Maanelys kunde jeg se, at det var en Kineser.

Han sad mest stille paa sin Stol.

Men han kunde aldrig sidde stille og rokkede saa uroligt paa Bænken, at Vandøsen faldt plaskende ned i Spanden.

For hvert kendt Ansigt var det som Velvaeret voksede: de var her rigtig alle, og man selv sad paa sin gode Plads og talte med.

Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden under Kinden ... Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen, mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar.

Og saa var Lehnsgrev Urne en kraftig og levestærk Mand, som var til Vanvid forelsket ... Og alligevel sad hun endnu paa fjerde Aar som Grev Urnes Hustru, og hun tvang sig til at opfylde sine Pligter, og hun sad inde Aar for Aar med en tom Pletfrihed, og hver Dag foragtede hun sig selv.

Men paa en Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres Arbejde og begge saa de tavse ind i Lyset med et langt Blik--Ojne, der sogte fjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte Erindringer.... Saadan sad de en Stund med Panderne loftede mod Lyset.

Gravesen blev ved at sidde bojet, fyldende Side paa Side og laeggende dem til Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkroben Frakkekrave og dukkede.

Og Oldingen sidder saa vissen og from i Sivsko i Kakkelovnskrogen; han mumler en Salme om Død og om Dom og lægger et Mærke i Bogen.

Igaar højluthersk Prinsessen sad paa Slotskirkens polstrede Bænk; idag hun befingrer en Rosenkrans og douches af Vievandsstænk.

Eller hun krøb op i et af de store Lindetræer i Haven, og gemt mellem Grenene sad hun Timer igjennem, halvt fortumlet af den sødlige Duft.

Samtalen ude i Stuen blev hojere og hojere, kun Fru Molbom sad uforanderlig tavs under Lampen, flettende Fryndser, assisteret af Bastrup.

Og Sofie nod den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte Bogskab, uden at maele et Ord.... Vi var allerede ude af Stuen.

-Haeng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen: -Halvelve, sagde Moderen forfaerdet og lige efter: -Kaere Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.

Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod Mørket og Augustnattens Stjerneskud.

De sad alle tavse, som om de endnu ventede.

Priorinden sad et Øjeblik op i Sengen med Hænderne for Øjnene.

Marschalinden, der ikke kendte Filosofen fra AEtna og stadig sad fordybet i sin egen Stemning, loftede Ojnene og saa sig uvilkaarligt om i Stuen: -Ja, sagde hun: saa mange Maend, der egentlig er gaaet ud og ind af disse Stuer.

Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter Dag der bag de aabnede Døre; hun læste eller arbeidede; eller hun lænede Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Træernes Skygge over Plænerne, og de lette Sommerskyer, naar de drev.

Helga var betaget af dette billede på stum og blind elendighed; hun følte, at tilværelsen rummede meget, hun endnu ikke anede, men som hun burde kende, som en gang vilde åbenbare sig, og medens hun sad dær ubevægelig i en tung og rig stemning, havde hun en stærk foruddannelse om kommende rigdom.

Hun gik i Tanker og bojede ned forbi Laengen uden at vide det ... Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer paa Trappen, laenet hver mod sin Dorstolpe, med Benklaederne trukne op til midt paa Laeggen af deres brogede Sokker og rog Cigaretter.

Moderen sad paa det samme Sted.

Han sad sammenkrøben paa en Skammel og sov, gemt bag Gardinet.

Saa sidder man rank.... -Og jeg finder nu--fortsatte hun uden Overgang, vendende tilbage til Jane og Konfessionerne--at den Slags Ting afhandler man ikke over Maden.

blussede Vreden op i ham; 20. og Josefs Herre tog ham og kastede ham i Fængsel der, hvor Kongens Fanger sad fængslet.

Han vaagnede ved, at Tonerne døde hen, og saá hende sidde bøjet med Panden støttet mod Tasterne.

Og svimmel og dødstræt, en Afmagt nær, kunde hun aabne Taarnets Vindue og lænet ud, mens Efteraarets Slud vædede hendes Pande, længtes hun efter at synke dybt ... glide saa blødt og--faa Fred-- Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som sædvanlig ene.

Hun krøb op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet lænet til Væggen og Hænderne om sine Knæ.

* * * Det var oppe paa Kirkeloftet ved Igdlukasik, at gamle Susanne fortalte denne Historie; foruden hende sad der Rosine, Sabine og Bathseba, lutter gamle Kvinder, der alle var forhenværende Østboer og Hedninger, men som nu alle i Daabens Pagt havde faaet Løfte paa det evige Liv.

Hvor Vestenvinden vild og gal end strigler Lyngens Aas, der sad den Herre i sin Hal alt paa det barske Kaas.

Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa.

Det er Synd og Skam, at de skal sidde der ensomme hen.... -Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Praesten.

-Konferentsraadinden havde Taarer i sine store gode Ojne; hun taenkte paa Asta, som var hendes kaereste og nu "sad derovre og passede Syge".... De to gamle Veninder sad laenge tavse og triste ved Siden af hinanden.

Og fortvivlet sad hun der Ansigt til Ansigt med sit trøstesløse Liv.

Og greben af et underlig koldt Ildebefindende under sin Hustrus besynderlige Blik, mens hun sad tilbagelænet i Skyggen af sin Parasol, spurgte Grev Urne ikke mer.

Men pint af Usikkerheden, naesten Frygten, der altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han--blot for overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause--at fortaelle hende alt.

Om Formiddagen, naar de sad sammen paa Terrassen, kunde han timevis sidde taus, med Hagen støttet mod Marmorbalustraden og stirre ud over Lindene.

Hun sad længe stum.

I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, for han havde fundet Lys og taendt.... Han var allerede halv klaedt af og sad paa sin Seng, da han atter drejede Noglen om paa sin Dor og listede sagte ind i Spisestuen igen.

Jeg sad nogle Øjeblikke og saa paa ham.

Men Moderen sad et Ojeblik: -Menneskene burde altid blive gamle, for de skal do, sagde hun.

Men naar man sidder saadan hen for sig selv, saa kommer man mange Gange i Tanker om saa meget.

Hun vekslede nogle Ord med en anden landflygtig, krydsede imellem de mange Rækker smaa Borde, ved hvilke der overalt sad Mænd i Arbejdsbluser, og naaede ud paa Gaden.

"Jo, vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa at blive "lykkelige", og det andet halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er blevet det."

Der sidder en Kvinde i Jomfruers Lag, hun ler, saa det gjalder i Væg og i Tag.

Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast.