389483 eksempel sætninger med «adv»

Saa lige paa en Gang smed Moderen sig i Gronsvaeret; og rundt omkring hende lagde de sig alle.

Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum af Stjerner i det mørke Vand.

Der er intet, der lettere fylder Pengekassen og hurtigere faar Modet op igen end det, at man mærker, at der for Alvor kommer Liv i Bevægelsen igen.

21. Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner; 22. men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen!"

Bare der var Støi om hende.

-Det var vel lidt for meget.... -Ja, det var vist for meget, sagde Madam Madsen Det kogte mer og mer op i hende, mens hun sad i det triste Morke foran det stakkels blege Ansigt i sine Puder.

Har I nu Tænder i Riven sat?

der rystede Froken Helgesens Haand og sagde: Ja, der er s'gu ingen, der har bedt os, men vi gaar ind paa vort Ansigt.

Er Krudtets Fam omsider dreven væk, der staar paa Marken kun lidt Blod tilbage og saa en nedskudt Fane bag en Hæk.

Der sidder Kagerester langs Gummerne.

Den første Sne var netop falden, og for enhver Nordbo er denne Begivenhed en Fest.

Men pludselig aabnede Skoven sig, og der laa Slottet foran os i omtrent et Bøsseskuds Afstand.

Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen tog Hovedet til sig.

Jeg fortalte Jer sidst, mine Venner, hvorledes Englænderne beholdt mig, efter at jeg havde spillet med Bart om min Frihed og vundet.

Hun lyste op i Stuen ved sin Skønhed.

Jeg havde kun Hunden at frygte, thi de to Høtyve og Muskedonneren gik op og ned som Grene i en Brandstorm.

Andrey nænnede ikke at sige hende, hvor haardt han havde kæmpet med sig selv for at ruste sig til denne Gang.

Jeg saá et Øjeblik paa den og bandt den saa fast om min egen Hals, for kun saaledes kunde jeg haabe at hindre, at den blev stjaalet fra mig.

8. Hvor kunne vi da høre dem tale, hver på vort eget Mål, hvor vi ere fødte, 9. Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Happadokien.

Vi have ikke faaet dette Fænomen tilfredsstillende forklaret.

Naturligviis kunde ikke alle med lige Lethed følge disse Foredrag, men at de i Almindelighed blev rigtigt opfattede og forstaaede, fik jeg uden egentlig Examination Kundskab om, deels ved engang for alle at tillade Afbrydelse i Foredraget ved Spørgsmaal, som ikke sjelden benyttes, deels derved at Eleverne henvendte sig til mig om Aftenen for at faae Oplysning om det, der ikke var bleven dem fuldkommen klart.

Aa, hvor jeg morede mig.

Det var tarveligt udstyret med et Bord, et Par Stole og en simpel Seng og blev oplyst gennem en snæver Revne i Væggen, der var omtrent tre Tommer bred og femogtyve dyb.

10. Men til Østgrænse skal I afmærke eder en Linie fra Hazar Enan til Sjefam; 11. og fra Sjefam skal Grænsen gå ned til Ribla østen for Ajin, og Grænsen skal løbe videre ned, til den støder til Bjergskrænten østen for Kinneretsøen; 12. derpå skal Grænsen løbe ned langs Jordan og ende ved Salthavet.

Derfor blev hans Samtale saa fængslende og lærerig, og hans Prædiken besad ved Siden af den dybe christelige Følelse ogsaa den Evne altid at fremhæve nye Synspunkter og anslaa nye Strenge, saa at han som geistlig Taler maa regnes til de store Mestere.

9. Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske både over døde og levende.

Han kunde se helt ind omkring det inderste af Fjorden, hvor de var gaaet.

Værelset var fuldt af dem, men der var noget uvirkeligt ved dem.

Dér fandt vi snart Indgangen og behøvede nu kun at følge Trinene og gaa ned i den Hvælving, jeg før har beskrevet.

Han stavrede afsted i det trælse Føre af redelig Vilje, stumlede nu og da næsten snublende over en Klægknold eller en særlig tæt Marehalmstue, det forekom ham dog, at Mørket var mere gennemskueligt end før; det var næppe lysere i Vejret men han følte sig ikke blindet nu som straks da han gik fra Vorupør, han havde vænnet sig til Mørket og skimtede af og til Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig Forstørrelse.

sukkede Præstefruen og steg pustende op ad Højens Trappetrin, hvor Damerne tog Plads paa Bænken -- Desværre!

Skibsfolkene var tyet op til Redningsbaadshuset og havde brækket Laasen fra og Døren op -- man skulde undre, at de havde haft Kræfter nok dertil, vi andre mente, vi int kunde magtet det Stykke Arbejde, det var en sværene Plankedør -- de stod derinde i Huset allesammen og frøs langs Baadsiderne ... Nej, det var sandt, der manglede én, han havde nok været svirende, fik vi siden at vide, han var Kok, en ung Knægt og var falden overbord i Landingen.

Jeg vilde føle mig som en Forræderske mod min første Kjærlighed; -- det er sandt, at denne Følelse maaske kunde fortage sig, men der kunde ogsaa komme Omstændigheder, som gjorde den helt sygelig voldsom, og med din ømme, kjærlige Natur vilde du da komme til at lide usigelig derunder.

Og Stasia udrettede sin Kommission saa vel, at man kun meget sjældent rullede hjem til Enkesædet i Jerslev uden at have en eller anden Fetalje gemt i Høet under Forsædet.

Kragerne stred ude over de vaade Agre.

Da havde Kongen sit vinrøde Haar, og da var hans Haandbage endnu glatte og ubeskrevne.

I aften var det særlig slemt; der måtte vel også nok være en vis fremgang i det.

Der var maaske ikke en af dem, der ikke endnu bar Spor af hans Hænder eller hans Ridepisk, men der var heller ingen, der jo ikke havde draget Fordel af hans Ædelmodighed eller hans Ubetænksomhed.

Vi var sammen; der var ingen andre hos os i Huset, vi to var ene i Huset.

Telephonen sparer os adskillige Støvlesaaler, og vil en velhavende Bedsteborger inde fra sit Kontor i Byen bestille en bedre Middag ude paa Klampenborg eller Skodsborg og være ganske sikker paa, at Champagnen er isafkjølet, naar han kommer, saa er Telephonen ligefrem uvurdeerlig.

17. Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds, Navn et Hus; 18. men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge mit Navn et Hus, er ret af dig; 19. dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din Lænd; skal bygge mit Navn det Hus.

Han traadte hen foran den Lysblaaøiede, gjorde et keitet Buk for hende, talte Noget om at have den Fornøielse, gjorde derpaa nok et keitet Buk og gik hurtig bort.

KØBENHAVN End of the Project Gutenberg EBook of Fædrene æde Druer, by Gustav Wied *** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FÆDRENE ÆDE DRUER *** ***** This file should be named 38080-8.txt or 38080-8.zip ***** This and all associated files of various formats will be found in: http://www.gutenberg.org/3/8/0/8/38080/ Produced by The Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned images of public domain material from the Google Print project.)

Ieg suarte: Gud skal were mit Widne dertil, att ieg ded icke wed!

Da følte hun det pludselig, som om hun ikke kunde komme længere; arbejdsmassen gjorde ligesom aktiv modstand og stødte hende tilbage, hun var magtesløs; det kom uden foregående varsel af nogen art.

Fuldmægtigen gik bestandig frem og tilbage paa Gulvet og fortsatte uden at genere sig for den unge Pige, der var vant til at høre hans Udfald mod Kirken.

Hvor tit har jeg ikke plukket dig dernede ved Bækkeranden og sat dig hen i et Glas til min syge Moder; saa rakte hun sin hvide, smalle Haand ud fra Lagnet, tog dig om dit gule Hoved og aanded et Smertenskys hen over dig, mens hendes Tungsindsblik hviled taknemlig paa mig.

Men det, som jeg især ikke har kunnet udstaa ved Dig, det var, at Du altid -- næsten altid -- havde Ret -- det maa en Kone aldrig have!"

Saa kastede han Hovedet tilbage og sagde med bestemt Eftertryk paa hvert Ord: Hr. Løjtnant Holst, der er Grunde, meget alvorlige Grunde, der kunde tvinge mig til at give Dem et afslaaende Svar.

Hvor flittigt -- men forgæves -- spejdede jeg ikke paa hver Spadseretur efter at se Luerne slaa ud af et Hus.