Vælg elegante ord
50 eksempel sætninger med «bøn»
- jeg er saa stor en Syndere, Barn, der maa saa meget til, bed igjen, en lang Bøn med mange Ord -- mange Ord! --
- Saalænge hun var ene om at tænke dette, havde hun formaaet at døve Tanken, hun havde jo næsten manet den bort ved sin Bøn, men da den udtaltes af en anden, kunde hun ikke længer tvinge den fra sig.
- Medens Ladestokkene hurtigt stødtes i Bøsseløbene, hørtes en svag og rystende Kvindestemme bede en Herrens Bøn oppe paa Loftet, inderligt og indtrængende, saaledes som der kun bedes, naar al Menneskehjælp glipper.
- 15. Derpå bad Ezekias den Bøn for HERRENs Åsyn: 16. "Hærskarers HERRE, Israels Gud, du, som troner over Keruberne, du alene er Gud over alle Jordens Riger; du har gjort Himmelen og Jorden!
- enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit Folk Israel, når de føler sig truffet i deres Samvittighed og udbreder Hænderne mod dette Hus, 39.
- så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret!
- GUD have hende i sin Forvaring, min allerkjæreste Søster, nu og altid, det vil jeg ønske hende af et oprigtig Hjærte, og vil jeg bede for hende den Bøn, at hun maa fatte et oprejset Sind og intet lade sig plat nedtrykke, thi hver har sin Jammerslod tildelet, og vi svømme og bade i idel Elendighed.
- 8. Da min Sjæl vansmægtede i mig, kom jeg HERREN i Hu, og min Bøn steg op til dig i dit hellige Tempel.
- Var jeg huslig og Viv, og havde jeg, hvad jeg behøved, vilde jeg trofast og glad kysse og klappe min Mand, saadant vrænged' i Sang en simpel Tøs i Venedig, Sangen lød som en Bøn, og frommere ej jeg har hørt.
- Hun sank i Knæ, bad en brændende Bøn; saa gik hun til den fædrelandshistoriske Gjerning med fuld Forstaaelse af det Storslaaede og Gribende i dette ophøiede Øieblik: en heel Stads Indvaanere, Fattige og Rige, ofrede af egen Drift alt, hvad de eiede, for at værne deres Selvstændighed mod fremmed Aag.
- 6. Lyt til min Bøn, o HERRE, lån Øre til min tryglende Røst!
- Ja pust du kun, du Nattevind, du naar dog ej i Kamret ind trods al din Bøn og Klage; thi jeg er ung og sund og varm med solbeskinnet Haab i Barm, mens du i Kulde knager, og Kuld jeg ej fordrager.
- Lad min Bøn nå dig og lad mig ikke bringe tilbage til Statsskriveren Jonatans Hus, af jeg ikke skal dø der!"
- Men det var en uhørt Beskæmmelse, der var overgaaet hende, og han havde nu mange Gange med Skrivelser, Bøn og grædendes Taarer besøgt sin høje, højtærede Søn, velbaarne hans Exellence, om, at han dog i den Sag vilde sig betænke og enten bevise Marie hendes Sag paa hende, hvorfor Ægteskabet maatte skilles ad, eller ogsaa tage hende til sig igjen, hvilket imidlertid Altsammen Intet havde frugtet.
- Men udgive de Noget, maa de gjøre det paa deres eget Ansvar; mit Raad og min Bøn er, at de hellere udgive for Lidt end for Meget, og skulde jeg komme til at give nogen falsk eller urigtig Fremstilling eller fælde nogen uretfærdig Dom om Nogen, da haaber jeg, at Sligt maa blive rettet eller udeladt.
- 19. Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så du hører det Råb og den Bøn, din Tjener opsender for dit Åsyn; 20. lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Dag og Nat, over det Sted, hvor du har sagt, du vilde stedfæste dit Navn, så du hører den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!
- Jeg har ofte, naar jeg om Aftenen sad alene med Jer, talt om den berømte Slægt, I tilhører, og det er, dyrebare Børn, for denne Slægts Skyld jeg beder Jer at opfylde min Bøn, for Eders Bedstefaders Skyld, hvis sidste Ord det var, for min Skyld, som er død for at opfylde hans Vilje."
- 14. Så svarede de Kongen: "Daniel, en af de bortførte Judæere, ænser hverken dig, o Konge, eller Forbudet, du udstedte, men beder sin Bøn tre Gange om Dagen!"
- Altsaa kalder du din egen Frelser til dig i din Bøn, Ikke ham, som ned er stegen Til det hele faldne Kjøn, Ham, som vilde jordisk fødes, For, som Menneske, skjøndt reen, Med den hele Slægt at mødes, Og ei skille sig fra Een? --
- En Mand, der Aaret før med Bøn og Graad har tigger om sin gamle Mors Tilgivelse for en Forbrydelse mod Ære og Ret, som den smilende Djævel havde forledt ham til, haaner i Aften Moderen, som advarende tager om hans Haand, der griber efter Giften; -- og hele Sognet hører hans vrede Ord.
- Anden Krønikebog 7 1. Da Salomo havde endt sin Bøn, for Ild ned fra Himmelen og fortærede Brændofferet og Slagtofrene, og HERRENs Herlighed fyldte Templet, 2. og Præsterne kunde ikke gå ind i HERRENs Hus, fordi HERRENs Herlighed fyldte det.
- så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret, og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig!
- Naar Præsten "søgte" med Bøn og Lygte, hvem, tror I da, maatte "Kaldet" røgte, om ej vor Degn!
- Hvilket den gode Mand, Magister Niels Glostrup, min Sogneherre, gik til Hierte saavelsom alle andre mine gode Venner, og kom Mag. Niels tidt og ofte og selv besøgte mit Hus og talede den onde Fiende til; giorde og Bøn af Prædikestolen for os.
- Manden havde, idet Toget kom forbi -- paa sin Maade greben af Synet -- knælet ned, bøjet Hovedet og bedt en Bøn for de dømtes Sjæle.
- Salme 102 1. (Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.)
- 2. Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge, 3. med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund; 4. til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn; 5. de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
- Og nu har jer store Søn blot en lille barnlig Bøn: Naar I læse Herrens Ord, naar I bede Fadervor, naar jer barneblide Tro op mod Jesus danner Bro, naar I føle tryg og kjær, at Vorherre er jer nær, tænk da lidt paa mig, paa Sønnen, løft mig op til Gud i Bønnen!
- Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres Fødder ... Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte, sat sig op paa Hovedgjærdet og nu viste han truende mod Døren og raabte den ene Gang efter den anden: H'raus Præst!
- Jeg ønsker og haaber, at min Betragtning, der ikke formindsker min Taknemmelighed, maa findes fyldestgjørende til at begrunde den Bøn, jeg ovenfor har fremsat og ikke kan frafalde.
- Men min Bøn du høre mild: Hyrdeliv som du jeg fører, Gaaer i Skoven taus og vild, Og paa Kildens Rislen hører.
- Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, 2. ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte HERRENs Navn.
- 20. Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!
- 10. Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time.
- 11. Undertiden haver og den onde Aand skjult sig og talet igjennem de besattes Mund, ligesom de skadede intet for at blive dennem kvit, som kom at infestere hannem med Bøn og GUds Paakaldelse, og særdeles mig, som Satan og ofte med sledske Ord haver villet afvende fra mit Forsæt, og sagt: Jeg skulde gaa hjem, jeg var træt, jeg blev ellers syg, jeg skulde lade Hr. Hans eller en anden komme &c. Denne Satans Træk haver og GUd omsider aabenbaret, dog haver man ofte maattet lade sig nøje, naar man fik det nogenledes stillet, om endskjøndt man nok kunde mærke, at det onde ikke fuldkommen var dreven, paa det man ikke for meget skulde udmatte baade sig selv og de arme forspændte Mennesker.
- 20. Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så siger HERREN, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen Sankerib har jeg hørt!"
- Man kan sidde i Skagens store Missionshus og af Hjærtet -- og slet ikke Missionen til Forklejnelse -- ønske disse Rækker af vakte Sjæle, disse dejlige dukkende Hoveder under Sang og Bøn, i Andagt og Ekstase, overleverede til Samtid og Eftertid af en dygtig sjælfuld Kunstner, der ikke karikerede af Uforstand eller Tendens, men betragtede Bevægelsen som det, #vi# alle maa indrømme, at den i #hvert# Fald er: et menneskeligt Dokument, et Stykke indgribende nutidigt Folkeliv af en vis aandelig Værdi for Individet og udadtil af betydelig almen Interesse ... Lever man en Tid paa Skagen og iagttager, med hvilken Energi og Begejstring og med hvilke rige Evner Kunstnerparret Ancher følger og fæstner hver skiftende Stemning i den besynderligt friske og skønne Egn: de lyse Nætters farvefine Skær Horisonten rundt, Regnvejrsaftnernes blytunge Skyer i Fart ude over den mørknede Hede med de skyggefyldte Klitter, Makrelfiskernes maleriske Grupper paa Nordstranden, Skagenskutterne strygende for stiv Kuling over det skummende Rev -- da ser man paa deres Kunst med den Underbund af Forstaaelse af Natur og Folk deroppe, som er nødvendig for et funderet Skøn over Lærredernes kulturhistoriske Værdi ved Siden af deres kunstneriske.
- 26. sig så til dem: Jeg fremførte en ydmyg Bøn for Kongen om ikke at lade mig føre tilbage til Jonatans Hus for at dø der."
- 7. Ester svarede: "Min Bøn og mit Ønske er 8. hvis jeg har fundet Nåde for Kongens Øjne, og hvis det synes Kongen ret at opfylde min Bøn og tilstå mig mit Ønske, så komme Kongen og Haman til et Gæstebud, jeg vil gøre rede for dem.
- Jeg husker, at jeg forsøgte at bede en Bøn, medens jeg red fremad, men at jeg var lidt ude af Øvelsen, og de eneste Ord, jeg kunde finde, var Bønnen om godt Vejr, vi plejede at bruge paa Skolen Aftenen før en Helligdag.
- Hun bad de samme Bønner, indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nørup Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bøn og pinefuld Angst, som forvirrede hendes Sandser.
- "Hvis I har noget at sige, nogen sidste Bøn, saa er der endnu Tid til det," sagde han.
- Bed en Bøn, Barn, ret en stærk Bøn!
- Salme 90 1. (En Bøn af den Guds Mand Moses.)
- Og min Bøn blev hørt, Saligheden kom, Guds Aand sænkede sig naadig i min Sjæl, uden at jeg i mindste Maade kunde fatte, hvorledes det kunde skee.
- Det sidste angaaer den Skik, jeg fra vort Ægteskabs Begyndelse havde indført, at hver Aften, naar vi var komne i Seng, bad jeg med hende foruden Fadervor en Bøn for os selv, vore Kjæreste, Menighed, Fædreland og Hus og Hjem.
- 12. Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt."
- Lad mig tale med Jer ret oprigtigen, fortsatte hun, og svar mig som I tænker: tror I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig haardeligen mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, naar han ligger og drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjærte og angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Betænkning, tror I, den er Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været ham haardt imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Livsens Aar har stridt for at gjøre sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt sit forrige Levnet, tror I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men uden Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom, tror I, Gud vil skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et Bønnens Ord?
- mit Hjertes Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres Frelse.
- én ved jeg, hvis Bøn vilde frelse min Sjæl: lille min Mor, ja, lille min Mor.
Populære søgninger i dag