-
-- Du kan da ikke være bekjendt at være saa doven.
-
William havde aldrig set Frøken Blom med saa straalende Øjne, hun sad inde i Kabinettet paa en Sofa og daskede Nina paa Armen, lidt dovent.
-
Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har været syg.
-
Helt ude laa det som en sollys Flade, et slebet Speil for Himlens Sommerklarhed, fortonet let i Horisontens Dis; men længere fremme fik det mørke Farver, rullede dorsk de tunge grønblaa Vande ud for Solens Kærtegn, som et Kæmpedyr, der dovent strækker Kroppen.
-
Aa, Høg," sagde hun dovent, "drag mit Slæb lidt sammen."
-
Men han kunde ikke stave og han var vel ogsaa for doven til at blive Digter.
-
Hun og William havde drukket to Glas med hinanden: første Gang havde de stødt Glassene sammen, som man plejer, men anden Gang havde Margrete ligget ned i Stolen, dovent henslængt, og havde bedt Gerson om at tage Glasset.
-
4. Doven hånd skaber fattigdom, flittiges hånd gør rig.
-
Derpaa gabede den dovent, lod Hovedet synke ned i Græsset igen og strakte Lemmerne vellystigt ud fra sig, saa at alle dens ti skarpslebne, seglformede Kløer kom til Syne.
-
Og det falmede Korsskæg lo ned til Sobelskindet med en lille doven Brægen.
-
Om den er Vandet mørkt og oljet, store, ligblege Blomster flyder dovent paa lange, slimede Stilke, og i evigt Jag løber smaa, lysende Insekter.
-
Men hvad han egentlig modtog af Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede nærmest saadan en stor Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele.
-
Dyret var saa dovent, at det ikke gad aabne Ojnene.
-
-- Aa, Godsforvalteren er for doven, han gider ikke rejse sig.
-
Der var en grim doven Medicinlugt i Stuen, som af Rust eller af Svamp.
-
Hun modtog i vanemæssig Trang til at nyde, ladt og dovent, Dagenes Velvære, og hun blev liggende pletfri i sit ørkesløse Ægteskab, fordi intet fristede hende og fordi hun havde en stolt Respekt for sig selv, Foragt for de andre.
-
Hun var ikke doven; det var ikke det; men hun var da ung endnu og længtes efter lidt udover det sædvanlige -- noget som Londonnerturene eller Faderens Hjemkomst; -- bare ikke dette: op om Morgenen, Slid, Mad, Slid, i Seng og saa det samme næste Dag igen.
-
5. Og Farao sagde: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres Trællearbejde!"
-
-- Den Skabhals, mumlede Jessen, medens han trak Nøgleknippet ud af Kontordøren og saà efter sin Foresatte, der med en katteagtig Forsigtighed trippede frem mellem Gaardspladsens Pytter over mod den øde, kaserneagtige Hovedbygning, forbi de to store Linde, hvis nøgne Grene knirkede og peb, medens nede ved Foden af Stammerne to danske Hunde, med Hovedet hvilende paa Poterne, som hang ud af Hundehusets Glug, fulgte ham til Dørs med en doven Knurren.
-
Bare De ikke er doven, sagde hun, De holder ikke af at bestille noget, Carl, og jeg hader ørkesløshed.
-
Skolen kaldte ham doven, ikke fordi han manglede aandelig Interesse, men fordi han fandt denne mere tilfredsstillet ved, hvad han selv læste i Hjemmet end ved Skolens Lectier.
-
En ganske lille Pige, et Barn, som dovent strækker Armene frem og beder om at blive lagt til Sengs.
-
Det er Sommer, og Varmen hviler trykkende over Marcuspladsen, medens Vandet skvulper dovent i Canale grande.
-
Tine, der ingenting forstod, sagde afledende: -Ja, doven var han til alting undtagen til at bringe Folk i Ulykke.... -Han bragte dem ikke i Ulykke, sagde Moderen: han elskede, og han horte op med at elske--naar det var forbi.... -Naar det var forbi?
-
aldrig bærmebedsk, doven og forfulet?
-
Værten sad eller rettere laa i en Lænestol lige over for Banner, hans Fødder hvilede paa en stor gul Dogge, der havde puttet sig ned i et Bjørneskinds Kamintæppe og stirrede dovent ind i Ilden eller smaasov, medens den af og til i Drømme udstødte et lille Bjæf.
-
De laa dovent strakte og hvidskede, Vifterne gled i løftede Arme frem og tilbage som Sommerfugle over et Blomsterbed.
-
I disse behagelige Omgivelser, med en blød og fin Indsmigren af sine Sanser, lod han Ouverturen elegisere, storme, kuhrejge og galopere forbi, indtil Akropolis-Udsigten gav Plads for Alpelandskabet med Sveitserhytten, Broen, Floden og Snebjærgene, fuldt af brogede, pæne Bønder, der begyndte at synge, medens Gemmy skød til Maals og sprang over Scenen med smaa Pigetrin, og Vilhelm Tell i Forgrunden tilvenstre øxede dovent væk paa sit Flitsbueløb, eller kiggede skraas ned ad det med mørk Heltesmerte i sit patriotiske Baryton-Ansigt.
-
Men lidt længere inde laa Mødrene under spraglede Lysthusparasoller med en Bog og ventede dovent paa deres Badetime.
-
Frøkenen lagde kyndig en Haand om Dyrets Snude ... den var kold og fugtig, som den skulde være: -- Næi, han er bare doven ... Aa, Ane, Du er saa stærk, kom og vælt ham ud.
-
„Godt var det, at du ikke dovent drev om ved Husene,“ sagde den næseløse til mig.
-
Men Grethe vil ikke gaa som en doven Brud til Brudesengen.
-
I Søvne saa hun altid Oceanet: strakt i doven Vuggen under Middagssolen bar det gudeskønne, kaade Drenge.
-
Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven, med forpjusket Haar.
-
Siden Sommeren paa Landet havde han vænnet sig til at døse alle Bekymringer ind i en doven Sorgløshed, der til Tider hartad imponerede ham selv.
-
-Ja, sagde Qvam, og han forte det ene Ben dovent mod det andet: han er jo Statistiker.... -Ja?....
