26 eksempel sætninger med «doven»

Frøkenen lagde kyndig en Haand om Dyrets Snude ... den var kold og fugtig, som den skulde være: -- Næi, han er bare doven ... Aa, Ane, Du er saa stærk, kom og vælt ham ud.

Værten sad eller rettere laa i en Lænestol lige over for Banner, hans Fødder hvilede paa en stor gul Dogge, der havde puttet sig ned i et Bjørneskinds Kamintæppe og stirrede dovent ind i Ilden eller smaasov, medens den af og til i Drømme udstødte et lille Bjæf.

Derpaa gabede den dovent, lod Hovedet synke ned i Græsset igen og strakte Lemmerne vellystigt ud fra sig, saa at alle dens ti skarpslebne, seglformede Kløer kom til Syne.

Siden Sommeren paa Landet havde han vænnet sig til at døse alle Bekymringer ind i en doven Sorgløshed, der til Tider hartad imponerede ham selv.

Aa, Høg," sagde hun dovent, "drag mit Slæb lidt sammen."

En ganske lille Pige, et Barn, som dovent strækker Armene frem og beder om at blive lagt til Sengs.

5. Og Farao sagde: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres Trællearbejde!"

„Godt var det, at du ikke dovent drev om ved Husene,“ sagde den næseløse til mig.

Men han kunde ikke stave og han var vel ogsaa for doven til at blive Digter.

Bare De ikke er doven, sagde hun, De holder ikke af at bestille noget, Carl, og jeg hader ørkesløshed.

Skolen kaldte ham doven, ikke fordi han manglede aandelig Interesse, men fordi han fandt denne mere tilfredsstillet ved, hvad han selv læste i Hjemmet end ved Skolens Lectier.

Om den er Vandet mørkt og oljet, store, ligblege Blomster flyder dovent paa lange, slimede Stilke, og i evigt Jag løber smaa, lysende Insekter.

Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven, med forpjusket Haar.

Hun og William havde drukket to Glas med hinanden: første Gang havde de stødt Glassene sammen, som man plejer, men anden Gang havde Margrete ligget ned i Stolen, dovent henslængt, og havde bedt Gerson om at tage Glasset.

Der var en grim doven Medicinlugt i Stuen, som af Rust eller af Svamp.

I disse behagelige Omgivelser, med en blød og fin Indsmigren af sine Sanser, lod han Ouverturen elegisere, storme, kuhrejge og galopere forbi, indtil Akropolis-Udsigten gav Plads for Alpelandskabet med Sveitserhytten, Broen, Floden og Snebjærgene, fuldt af brogede, pæne Bønder, der begyndte at synge, medens Gemmy skød til Maals og sprang over Scenen med smaa Pigetrin, og Vilhelm Tell i Forgrunden tilvenstre øxede dovent væk paa sit Flitsbueløb, eller kiggede skraas ned ad det med mørk Heltesmerte i sit patriotiske Baryton-Ansigt.

-Ja, sagde Qvam, og han forte det ene Ben dovent mod det andet: han er jo Statistiker.... -Ja?....

Hun var ikke doven; det var ikke det; men hun var da ung endnu og længtes efter lidt udover det sædvanlige -- noget som Londonnerturene eller Faderens Hjemkomst; -- bare ikke dette: op om Morgenen, Slid, Mad, Slid, i Seng og saa det samme næste Dag igen.

-- Aa, Godsforvalteren er for doven, han gider ikke rejse sig.

Tine, der ingenting forstod, sagde afledende: -Ja, doven var han til alting undtagen til at bringe Folk i Ulykke.... -Han bragte dem ikke i Ulykke, sagde Moderen: han elskede, og han horte op med at elske--naar det var forbi.... -Naar det var forbi?

Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har været syg.

Men hvad han egentlig modtog af Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede nærmest saadan en stor Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele.

Dyret var saa dovent, at det ikke gad aabne Ojnene.

I Søvne saa hun altid Oceanet: strakt i doven Vuggen under Middagssolen bar det gudeskønne, kaade Drenge.

Hun modtog i vanemæssig Trang til at nyde, ladt og dovent, Dagenes Velvære, og hun blev liggende pletfri i sit ørkesløse Ægteskab, fordi intet fristede hende og fordi hun havde en stolt Respekt for sig selv, Foragt for de andre.

De laa dovent strakte og hvidskede, Vifterne gled i løftede Arme frem og tilbage som Sommerfugle over et Blomsterbed.