Helst tænker jeg mig hende som den store Freds Gudinde, den Gudinde, jeg dyrker.
Fjernt, hvor jeg dølger mig, ISBLINK ombølger mig, Minder forfølger mig, -- dem maa jeg dyrke, de dømmer mig strængt men giver mig Styrke; o, de har trængt til at faa sigtet sig ... Se: jeg har digtet dig alt, jeg har tænkt.
Min Sjæl er træt af fremmed, bjergfuld Strand og længes hjem til Slettens Kløver og Tidsler, til Heden helst, dèr hvor et Aaløb risler det frodige Grønsvær frem af magert Sand, stolt vil jeg dyrke Jord i eget Land.