Hvilken preposition, der skal bruges med «bølge»

Saa stejlede den højt oppe i Luften, virrede et Sekund med Vingerne og styrtede paa Hovedet med et lydeligt Plump helt ned under Vandet, der bølgede i store Ringe, medens den hævede sig skrigende.

En hed Bølge af Glæde skyller ind over mig, og jeg bliver staaende med Hatten i Haanden.

Uafbrudt slynget over Bølgedal fra Bølge til Bølge.

Men når det skete, at han fandt hendes blik og holdt det fast, da kunde han se, hvordan der gik en smærte igennem hende; den bredte sig som en bølge over hele hendes legeme og bragte hende ud af sit leje.

I den klare Luft straalede Havets fjerne Stribe som en Bræm af Sølv, og de bare Marker laa bølgende foran dem.

Den er nu herre over bordet og alt hvad dær er; bordpladen slår bølger som et lille blankt vand, der kruses for vinden, og bogen i guldsnit, som ilden ikke kan lukke op, efterlades sort og stinkende som alt andet, ilden rører ved; lampeskærmen tages i ett hidsigt sug, og i næste øjeblik sejler der små ildskibe omkring i stuen og falder ned på mange steder, fulde af ilende gnister.

Følg med Svømmerne hist, som fure Koldere Bølge paa Strømmen vild!

Tæpperne bølgede paa Væggen i den kolde Træk.

Man hørte oppe paa Scenen nedefra Klapren med Sæder, der sloges op og i, Summen af Stemmer; de steg som en Bølge Op imod Fortæppet, I Orkestret stemte man Instrumenter.

Men dette er også Vejgårds store tid; bladene veed at fortælle om en digtsamling, han har under forberedelse, hvor livsglæden går i endnu højere bølger end i noget af hans tidligere værker; hans venner kan citere brudstykker deraf, og småbladene mumler om en kvinde, der har inspireret ham.

Det bølger af Rug imod Kimingens Rand, i Dale, paa Banker den staar, faar Runding og Form i Godtvejr og Storm som Barnet, mens Gjængerne gaar.