-
Og vi horte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og horte Uhrene.... Men Du, Stakkel, vaagede mange Naetter siden.
-
Adelsskjoldet er et tvivlsomt Mærke, hvisker om, hvor højt en Mand kan naa, naar hans Rovinstinkter blot er stærke, og han selv tilpas er snu og raa.
-
Agathe drev rundt i Spisestuen i Naerheden af Portieren til Sovekamret, hvor Fru Molbom, der stadig var fornaermet, havde trukket sig tilbage for at hviske med Bastrup.
-
Nina stod og læste hviskende i sin Katekismus henne ved det osende Lys, William satte sig ved Vandspanden.
-
Se, dit Haar er saa gult som en Bygager-Sti, og den høstmilde Sol fletter Guldtraad deri; naar jeg hvisker ved Øret, hvor Kinden er brun, o, hvor bølger det kjært i Smaagrubernes Dun!
-
Herluf rystede paa Hovedet og de stod et Ojeblik bestyrtede, uden at tale: Har Bankbudet vaeret her, sagde hun saa, hviskende af Hensyn til de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset.
-
Efter en Stund sagde hun: -Tine, ved De, hvad der er sandt--hvis man kunde se ind i min Sjael, ligesom man gennem en Glasrude ser ind i et Hus, saa vilde man, mellem alt Bohavet derinde, ikke finde et Onske, ikke noget eneste Haab, ikke blot Skyggen af en Drom-- -Saa var det bedre at do. -At do, Tine, er heller ikke det svaereste--det er meget svaerere hver Dag at forsoge paa at leve.... Tavs blev hun siddende, med Haenderne om sine Knae; og, hviskende som for, bevaegede hun Laeberne til nogle Ord, som Tine ikke kendte: I sit stille Kammer, i sit stille Kammer ligger mit Hjerte-- ligger mit Hjerte lig.
-
Og inde i Granernes Mørke pusler Natvinden, hvisker fra Gren til Gren og stiger i en hed, sanselig Knurren mod Himlens kølige Blaa.
-
Han tog hendes Hoved mellem sine Haender og hviskede under Kys bestandig hendes Navn.
-
De stod og pillede ved Stadsen og rettede hviskende paa hinandens Baand og Blomster.
-
Sommervinden hvisker mellem Straaene, og nede i Engen kukker Gøgen.
-
Han var vis paa, at han ikke kunde et Ord, ikke en Replik, men det afficerede ham ikke; han saá Hr. Andersen sætte et Par Stole frem, svarede mekanisk paa hans Spørgsmaal, alt lød underligt svagt i hans Øren, og sine egne Svar sansede han næppe ... "Ja, Etatsraaden er gaaet ned," sagde Hr. Andersen--han havde raabt forgæves to Gange--"hvis De ønsker at begynde ..." "Begynde, ja--lad os saa begynde ..." Han saá nede i Parkettet to Hoveder, der rokkede hviskende imod hinanden; helt oppe ved de bageste Bænke gik Gangkonen endnu og slog Klapperne op.
-
Se, dèr ligger Byen pisket af Nordvesten, Borgerne de sover, Lygterne er tændt, Mads, som sér mig vaagen, hvisker gennem Blæsten: Naa, hvad sa' jeg, Lille.
-
Landets Bøgedale hvisker end hans Lov; aldrig bedre Tale klang i Sjællands Skov; Bøgen stod og lytted med sit fine Blad, Folkets tyve Tusind jubled hjærteglad.
-
William hørte ustandseligt Grevinden og Faderen hviske bag sig, og han irriteredes af Lyden af den store Vifte, som hun uafbrudt bevægede frem og tilbage.
