Hvilken preposition, der skal bruges med «hviske»

Og vi horte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og horte Uhrene.... Men Du, Stakkel, vaagede mange Naetter siden.

Adelsskjoldet er et tvivlsomt Mærke, hvisker om, hvor højt en Mand kan naa, naar hans Rovinstinkter blot er stærke, og han selv tilpas er snu og raa.

Agathe drev rundt i Spisestuen i Naerheden af Portieren til Sovekamret, hvor Fru Molbom, der stadig var fornaermet, havde trukket sig tilbage for at hviske med Bastrup.

Nina stod og læste hviskende i sin Katekismus henne ved det osende Lys, William satte sig ved Vandspanden.

Se, dit Haar er saa gult som en Bygager-Sti, og den høstmilde Sol fletter Guldtraad deri; naar jeg hvisker ved Øret, hvor Kinden er brun, o, hvor bølger det kjært i Smaagrubernes Dun!

Herluf rystede paa Hovedet og de stod et Ojeblik bestyrtede, uden at tale: Har Bankbudet vaeret her, sagde hun saa, hviskende af Hensyn til de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset.

Efter en Stund sagde hun: -Tine, ved De, hvad der er sandt--hvis man kunde se ind i min Sjael, ligesom man gennem en Glasrude ser ind i et Hus, saa vilde man, mellem alt Bohavet derinde, ikke finde et Onske, ikke noget eneste Haab, ikke blot Skyggen af en Drom-- -Saa var det bedre at do. -At do, Tine, er heller ikke det svaereste--det er meget svaerere hver Dag at forsoge paa at leve.... Tavs blev hun siddende, med Haenderne om sine Knae; og, hviskende som for, bevaegede hun Laeberne til nogle Ord, som Tine ikke kendte: I sit stille Kammer, i sit stille Kammer ligger mit Hjerte-- ligger mit Hjerte lig.

Og inde i Granernes Mørke pusler Natvinden, hvisker fra Gren til Gren og stiger i en hed, sanselig Knurren mod Himlens kølige Blaa.

Han tog hendes Hoved mellem sine Haender og hviskede under Kys bestandig hendes Navn.

De stod og pillede ved Stadsen og rettede hviskende paa hinandens Baand og Blomster.

Sommervinden hvisker mellem Straaene, og nede i Engen kukker Gøgen.

Han var vis paa, at han ikke kunde et Ord, ikke en Replik, men det afficerede ham ikke; han saá Hr. Andersen sætte et Par Stole frem, svarede mekanisk paa hans Spørgsmaal, alt lød underligt svagt i hans Øren, og sine egne Svar sansede han næppe ... "Ja, Etatsraaden er gaaet ned," sagde Hr. Andersen--han havde raabt forgæves to Gange--"hvis De ønsker at begynde ..." "Begynde, ja--lad os saa begynde ..." Han saá nede i Parkettet to Hoveder, der rokkede hviskende imod hinanden; helt oppe ved de bageste Bænke gik Gangkonen endnu og slog Klapperne op.

Se, dèr ligger Byen pisket af Nordvesten, Borgerne de sover, Lygterne er tændt, Mads, som sér mig vaagen, hvisker gennem Blæsten: Naa, hvad sa' jeg, Lille.

Landets Bøgedale hvisker end hans Lov; aldrig bedre Tale klang i Sjællands Skov; Bøgen stod og lytted med sit fine Blad, Folkets tyve Tusind jubled hjærteglad.

William hørte ustandseligt Grevinden og Faderen hviske bag sig, og han irriteredes af Lyden af den store Vifte, som hun uafbrudt bevægede frem og tilbage.