Hvilken preposition, der skal bruges med «kæmpe»

Han gik og gned sine Øjne og søgte at faa Lemmerne strakt ved noget, han kaldte nødvendige Irettesættelser til de Lømler i 5te Real, men som for upartiske Øjne betænkelig saá ud som en Brydekamp, hvori man kæmpede med skiftende Held.

Og han maatte kæmpe for at gaa fra hende, og det kriblede i ham blot at røre hende.

Det var forvirret, vildt; en Sjæls Forpinthed, der klamrede sig til et Halmstraa, en Ulykkelig, der kæmpede mod Dødens Angst.

Thi dem var det, som havde trodset i Vantro og kæmpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt under Herrens Dom.

Hun kæmpede i nogle Sekunder en forfærdelig Kamp; hun havde jo bevaret denne gruelige Hemmelighed gennem Aar, bevaret den for Slægtens Skyld, for Verdens, for sin egen.

Han kæmpede som en Vildkat, men med sit korte Vaaben kunde han intet udrette.

Ved Stranden traf Holst Præsten og talte med ham, en af Indremissionens Førstemænd, en sværlemmet Kæmpe med stort Skæg og lyse, fortræffelige Øjne, der kunde tindre baade af Idealisme og Malice.

Det var dem, der kæmpede ved Troja.

De maatte vriste det fra hende, og de maatte kæmpe om det med Hverandre indbyrdes.

Vi havde stridt og lidt sammen, altid kæmpende under det samme Banner; det bar jo det skjønne Navn "Fædrelandet".

De var halvtredsindstyve Mand, rede til at kæmpe til sidste Bloddraabe, og der vilde endnu være Tid til at skaffe lige saa mange bevæbnede Mænd til, ja maaske endnu flere!

Det var en Admiral, der havde kæmpet paa et fremmed Hav ... Han havde været Rigets Marsk.--Han saa hen.

Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid, Og skued gjennem Secler snart Himlen mørk, snart blid.

Men nu hed hun altsaa Hofjægermesterinde Uldahl og regerede uindskrænket over sin Kæmpe af en Mand, der aldrig havde tænkt sig Muligheden af at kunne nyde de Glæder hos en Kvinde, som hun bød paa.

2. Se, Herren har en vældig Kæmpe til Rede; som Skybrud af Hagl, som hærgende Storm, som Skybrud af mægtige skyllende Vande slår han til Jorden med Vælde.

Kender I Sagnet om „den eenøjede Kæmpe paa Kingigtok“?

Klokkeren havde reist sig og stirrede paa ham med et Blik, der kæmpede mellem Tvivl og Henrykkelse.

24. Nu glæder jeg mig over mine Lidelser for eder, og hvad der fattes i Kristi Trængsler, udfylder jeg i mit Kød for hans Legeme, som er Menigheden, 25. hvis Tjener jeg er bleven efter den Guds Husholdning, som blev given mig over for eder, nemlig fuldelig at forkynde Guds Ord, 26. den Hemmelighed, der var skjult igennem alle Tider og Slægter, men nu er bleven åbenbaret for hans hellige, 27. hvem Gud vilde tilkendegive, hvilken Rigdom på Herlighed iblandt Hedningerne der ligger i denne Hemmelighed, som er Kristus i eder, Herlighedens Håb, 28. hvem vi forkynde, idet vi påminde hvert Menneske og lære hvert Menneske med al Visdom, for at vi kunne fremstille hvert Menneske som fuldkomment i Kristus; 29. hvorpå jeg også arbejder, idet jeg kæmper ifølge hans Kraft, som virker mægtigt i mig.

Saaledes kom han en Aften ind i en Kafe ved Kongens Nytorv og stødte her paa Fritjof, hvem han ikke havde set siden hin Samtale efter Orgiet i „Gryden“, da den lodne Kæmpe i Drukkenskab havde aabenbaret sig som en spag og skælvende Konfirmand.

altid skuffet, altid hundset, traadt og puffet, kan du kæmpe end en Stund, kan du værge dine Skarer mod det danske Hang til Blund og fra Rolandshornets Bund lokke nye Klang-Fanfarer!