Hvilken preposition, der skal bruges med «sagde»

Om Aftenen skulde der være Selskab hos Frøken von Salzen.--Det er meget nemmere nu, naar Løjtnanten er hjemme, havde hun sagt til Priorinden.

Og i den første Tid, saa var det Tabet og Sorgen over den døde--at han var gaaet bort, som hun havde elsket de lange Aar.... Men siden, min Ven, da vort Liv blev plyndret for alt det, som vi havde levet i, alt det Velvære, vi var vant til at sidde i--og vi stod igjen saa at sige i de tomme Stuer, med de bare Vægge i Livet--ser du, saa blev det langsomt en fortvivlet Misfornøjelse og en fortvivlet Følelse af Skammen.... Og hun taalte ikke, at vi nævnte Fa'ers Navn, og hun skyede alt, hvad der kunde blot minde om ham.

-Hvad vil det sige med Vexlen?

Paa at hore, hvad den naadige Froken behager at sige om min Rost.

Ja, det vil da sige paa min Kjaerestes, for selv er jeg ikke kjendt med ham.

Saa rorte hun sagte ved hendes Knae.

Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa Herlufs Hoved, sagte for ikke at vaekke den gamle: om den Tid, han var paa Akademiet--Akademiet var det jo den Gang--og hun kom paa Bal derude, og herhjemme kom Kammeraterne--om Sondagen--naar de havde fri ... hele Klassen.

-Ja--det er bleven sagt af en Rus i et Lørdagssold efter to.

Bladene raslede sagte som til evindeligt Akkompagnement.

Io, ieg wed ded, sagde ieg; min Geist haffwer sagt mig ded.

2. Men han svarede og sagde til dem: "Om Aftenen sige I: Det bliver en skøn Dag, thi Himmelen er rød; 3. og om Morgenen: Det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og mørk.

Saa siger fra sin Krog en af Drengene sagte: -Mo'er, syng igen den, jeg ikke forstaar.

Marschalinden, der sogte om et Emne, sagde efter et Par Ojeblikkes Forlob: -Stella, har Generalinde Rye det godt, og Hans Excellence gik tilbage gennem Stuerne, hvor en halvfjerdsindstyveaarig Lyriker med meget stort Skjortebryst og langt Haar havde taget Plads ved Siden af Hendes Naade.

Ja, den Plan kan der intet siges imod, ingen ved, hvad der kan ske, sagde han.

Vi kom ind og Du fik Tojet af og vi kniksede rundt, forst jeg og saa Du, og din Moder sagde over Kortene: -Har Ida vaeret artig?

haffde wel befalet hender, att hun skulle sige hannem alt, huad ieg sagde oc giorde, men hun war wel wiißere, end hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu bedre der paa end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig ad; hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct, hun wille were mig troe.

Deres Tøj kan De hente hos Inspektøren, eller hos mig, vi siger hos mig -- Herredsfogden gav sine Hjælpere et hastigt Tegn, og alle fo'r ned mod Manden under vilde Tilraab om Overgivelse i Kongens Navn.

For nu at vide, om de vist var besat, spurgte han den ene til, om hun kunde sige hannem noget af, hvis hannem var vederfaret.

31. Men han sagde end yderligere: "Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg ingenlunde fornægte dig."

11. Men da Skarerne så, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde på Lykaonisk: "Guderne ere i menneskelig Skikkelse stegne ned til os."

Til højre, det vil sige mod Nord, flød Kanalen mellem solide Granitvægge, men dér, hvor jeg stod, havde den jævnt skraanende Bredder.

Et Stykke Land til 400 Sekel Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig?

Konferensraaden svarede ikke, og Hans Excellence sagde uden at se paa ham: -Du maa forstaa, det er nodvendigt.

Har en Forfatter noget paa Sinde overfor sine Læsere, skal han nok faa dem det sagt trods Katekismens Forbud.

Ida bojede sig frem, for der var kommet et Mellemrum mellem deres Stole, og med et Smil hviskede hun (men det vibrerede lidt om hendes Mund) ganske sagte: -Karl, og det var det forste, hun havde sagt siden Froken Friis var gaaet forbi: jeg bryder mig ikke om det.

Hvad Afslutningen af Værket angaar, maatte man efter Forf.s egne Udtalelser antage, at den havde fundet Sted i Fængslet selv, det vil sige inden den 20. Maj 1685 (se S. 265).

-Det var Mo'r, sagde Ida lidt lavmaelt, der syntes, jeg kunde gaa herud.

Det varede heller ikke længe, inden der, jeg tør ikke sige iblandt mine, men blandt Madvigs Disciple uddannede sig Videnskabsmænd, der i Aarenes Løb bleve mine Kolleger.

Sige I ikke: Der er endnu fire Måneder, så kommer Høsten?

Jens Rogter nussede sagte forbi Vinduerne med sin Lygte.

Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?"

Hein flojtede sagte bag sin Klaphat.