-
Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se.
-
En Sky af let Damp stod mod Aften over dens Løb.
-
En stor Mand i næsten sirlige, tærnede Benklæder og temmelig ren Skjorte stod med Ryggen mod os bøiet frem mod Stenfladen, hvor han syntes at undersøge Noget; han dreiede et Øieblik sit rødskjæggede Hoved med et gemytligt Nik, medens en ganske lille Fyr med et gnomeagtigt Ydre og dækket af nogle smudsige Pjalter skulede sky til os, idet han fjernede noget Værktøi.
-
Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen; glæde sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa Himlen kunde hun følge paa dens Vei ... Men høist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se Havet.
-
Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide Dug paa Grønsværet, og det saa ud, som skulde han kastes af.
-
Hun saa ham, der var stor og stærk, pludselig blive sky som ramt af en indre Rædsel og ligge med fattig Mund og syge, raadvilde Øjne.
-
Nu gaar hver Sky med gylden Kant, det spæde Græs sin Næring fandt i milde, svale Byger.
-
Men Dampens Aand tog fat og sled for tred've Dag og Nat; der stod af Damp og Dur en Sky om Tag og Mur; det surred og det sang, en Jærntraadsnerve klang og sprang; en ny lagt ind for den, saa tog han fat igjen.
-
Engtaagen letter, forsigtigt løses dens Flige fra Straaene, nu staar den skarp som en Sky i Luften ... nu glider den foldet sammen i en Strime op mod Lyset, og nu -- gnistrer den som Solstøv.
-
Hendes første Forlegenhed, der snart var svundet for en ligefrem, naturlig Venlighed, havde kun været en Form af den Fortrykthed, der endnu bestandig viste sig i hendes Væsen og gjorde hende sky overfor alle andre, -- ligesom hendes beskedne Mangel paa Selvtillid var en anden Form deraf.
-
Og mangen en Gang, naar det var morkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer.
-
Hun blev lidt sky ved denne pludselige Aabenhjertighed og opfordrede ham ikke til at fortsætte.
-
Staalet synger, Suset gaar, Klinten kildrer Pigens Knæ, hvor i Vipper sødt hun tripper bag min Le i Læ; Krattens Tand gjør Hop paa Hop, Neget snøres med et Stød; Pigens Kinder blusser som en Sky mod Aftenrød.
