30 Verber der skal bruges til ordet «blomst»

Rigtignok ligger allerede Schneeberg inde i Böhmen, og overhovedet er Grændsen mellem Bjergformerne ikke trukken saa skarpt som den mellem Kaffe-Kvaliteterne: for denne er i den første bøhmiske Flække saa fortrinlig, som om man allerede var i Karlsbad, medens man i den sidste sachsiske drikker den berømte Bliemchen-Kaffee, et Dekogt, der skylder sit Navn den Egenskab, at man igjennem det kan se en lille Blomst, som er malet i Bunden at Koppen.

Kraften sætter sin sidste blomst i visdommen og visner dernæst; det er den ufrugtbare slutning på udviklingen, ti dette frø visdommen er ikke spiredygtigt.

Bring mig de Kroller i Orden, og faest saa en Blomst her paa Siden.

Han plukkede mekanisk en Blomst. "

Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede vække et Minde, som dukkede frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte.

Og hans Læber .... der vokser en Blomst, Rosen er dens Navn, som den var hans Læber røde!

En uappetitlig vissen Blomst til at smide bort.

Og dit Blik gaar i Drøm over Aakande-Bro, mens du vipper en Blomst paa din vristhøje Sko, og en Græshoppe stryger sin Mos-Violin, og du trykker min Haand i et langt: Jeg er din!

Varmen af Solen Udklækker Hjerternes Blomst med Violen, Fred i vor Sang og vor Hu.

Ilden svinger sig op efter fra pind til pind, de ryger alle sammen en tid ud af enderne, og så springer der en lille flamme frem som om det var små gasblus, der blev tændt, og nu tar det godt fat; af koksenes sorte knopper udfolder sig røde blomster, flammer stiger og synker og trækker små lynblink ud af de lakerede stoleben.

Hun tog en Blomst fra Skaalen og hun inddrak mat dens Duft i smaa Drag, indtil hun faldt i Blund.

Og et Sted, hvor Solen har varmet Løvet, og Vinden ikke kan naa ind, staar der blaa Anemoner saa spinkle, at ingen Skygge tegner deres Blomst under dem.

Men Frøken Ragna sad i Tanker og glemte mod al Sædvane rent Calculen, og Faderen maatte to Gange spørge, hvad hun egentlig tænkte paa, før hun ligesom tøvende svarede: "Aa, jeg tænkte paa den sjeldne Blomst, der skulde voxe nede i Gaarden -- jeg synes egentlig det er umuligt, at Poesi eller Romantik, hvad man nu skal kalde det, kan forvilde sig ind i vort Hus."

Hvorfor skal man være saa ængstelig for at stjæle en og anden smuk Blomst fra en Have ved den støvede Landevej, hvor man vandrer?

Saet mig den Blomst noget hojere op!...

Det var latterligt ... At komme til en Skov, saa stor og sval og der finde ved en Kilde, der rislede, en Blomst, der vilde bøie sig imod mig, og Stængelen vilde løfte mig saa høit; og saa vilde de lukke sig sammen, de hvide Blade, om mig og vugge mig saa blidt.

Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine blomster.

Per forsøgte paa alle mulige underfundige Maader at narre Marie en Blomst i Hænde; men hun var, som han sagde, den mest dørkdrevneste Ra', der ku' gaa paa et Par Ba'ben!

Jeg forlod hende som jeg modtog hende: en yndig Blomst fra Naturens Haand.

Erik kom nu kun ud, naar han efter Sædvane red en Tur foran paa Sadelen hos sin Fader, og da kunde man endnu en Gang imellem høre hans glade, trillende Barnelatter, men for øvrigt blev han stedse mere stille, han lignede en syg Blomst.

Ellers plejede hun at kobe en Blomst, for de duftede saa frisk, nu saa tidlig om Morgenen, naar Gartneren lige havde bragt dem.

Dog -- en Dag, da Marie tog sin traditionelle Snitte, gik den midt over, og inde i den laa den famøse Blomst.

I hver Haand holdt den en stor Blomst, der lignede en Lotusblomst.

Hav Øjet paa Gydernes Stakler, bær Blomst til den syges Seng, og glem ham ikke, den lille forpjuskede Hyrdedreng.

9. Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed, 10. den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets Blomst.

Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske Café ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Tørklæder, Bønderkonerne bærer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst indvævet.

Skal alt faa Blomst og gro igjen, og ikkun Barnet visne hen?

Sit politiske Udslag fik nu dette Væsen i Sprogrescriptet, den skjønneste Blomst af vor Statsmandsvisdom, Danskhedens beundrede Storværk, hvis Retfærdighed var saa klar, at den var ligefrem til at tilbede.

Og alt som jeg betragtede den dode Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede og voxede ... og saa sprang Visen ud.

Hun slumrede ind med en utydelig tilfredshed som en hund, der fornæmmer daggryet på sine øjenlåg, som en plante, der begynder at åbne sin blomst for det første lys.