48 Verber der skal bruges til ordet «elsker»

Han vidste nu, at han elskede denne fortryllende, unge Pige -- elskede hendes Ansigt -- hendes Dragt -- ja selve den Plet af Gulvet, hendes Fod berÃ¸rte, og han fÃ¸lte en nÃ¦sten vanvittig Smerte -- som om man skar i hans Hjerte med en Kniv -- ved at maatte sige sig selv, at hvis hun i det hele taget kom til at elske en Mand, saa maatte det blive Georg, denne glattungede Smigrer, som han i dette Ãjeblik nÃ¦sten hadede.

Og dertil tog De ikke Hensyn--De, som siger, at De elsker mig!

-- Jeg vil lære jer at elske.

Men muligt er det ogsaa, at hun elsker os begge -- hver paa sin Maade -- i saa Fald vil hun ganske vist have en frygtelig Kamp at gjennemgaa for at træffe en Afgjørelse, men hun maa kjæmpe den ud alene, og vi bør allermindst gjøre hende Striden pinligere ved at trænge ind paa hende og drage hende hver til sin Side .... Minna maa vælge imellem os; for hun #har# ikke valgt, og ingen Magt paa Jorden kan eftergive hende Valget: -- Men hun skal vælge #frit#, -- det er Alt, hvad jeg forlanger.

Jeg forstod, at der var noget frygteligt ved dette stærke taalmodige Tyskland, og jeg saa, at et saadant Land, saa gammelt og saa elsket, aldrig kan holdes under Aaget.

Hvor skønt vilde Livet ikke kunne være, hvis Skæbnen lod os møde det Menneske, vi kunde elske, medens det endnu var Tid.

Og der inde kastede hun sig saa ned paa Sengen og fortalte Katinka det altsammen i én Strøm: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare med hende, og hun holdt det ikke ud.

Jeg véd kun, at nu slipper jeg ham ikke; jeg véd, at han havde ikke behøvet at bede mig komme igen, for jeg var alligevel kommen ... ... Jeg véd, at jeg elsker ham, og at jeg er usigelig lykkelig, og at jeg vil tilbringe Natten med at græde.

At tilbede ham er at elske ham og ikke kunne takke ham nok for at man kan det; er at elske alle dem, han elsker, sin Næste som sig selv.

Og da den Dag kom, da hun saa, at det var andet end faderlig Interesse, der knyttede ham til hende, da hun saa, at kun Frygten for at rive hende ud af en formentlig Lykke holdt ham tilbage, sagde hun: Ser De da ikke, at jeg elsker Dem som De mig, og at jeg aldrig kunde blive lykkelig med nogen anden?

Jeg kunde opsøge min elskede, og hvis hun endnu tænkte som jeg, saa kunde jeg gøre hende til min Hustru.

Men Schønaich gik nærmere hen til Ellen og talte dæmpet, da han sagde: -Skammer sig og--hører op at elske?

2. Jeg elsker eder, siger HERREN; men I spørger: "Hvori har du vist, at du elsker os?"

De levede i det Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at elske sin Mand over Alt i Verden, og om han end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var Hverdagsbrug i det Samfundslag, i hvilket hun havde ladet sig indskrive, og blev hun en enkelt Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds naar hun kom til at tænke paa, at den Søren, der var saa haard og barsk, var den Samme, der engang havde skudt et Menneske for hendes Skyld.

11. Juda er troløst, og Vederstyggelighed øves i Israel og Jerusalem; thi Juda vanhelliger den Helligdom, HERREN elsker, og tager en fremmed Guds Datter til Ægte.

16. Og han bød dem strengt, at de ikke måtte gøre ham kendt; 17. for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som siger: 18. "Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Ånd over ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret.

Hvor kunde Du tro, at jeg kunde elske en anden, hvorledes kan man tænke paa andre, bryde sig om andre, naar man er Din Hustru.

Hendes Hoved sank dybere; hun saa sin Mand, hørte hans Stemme, og hun rakte Armene ud og bad til ham, bønfaldt ham om at tage hende til Naade, at tilgive hende, at elske hende fra nu og til evig Tid. --

Og ikke som ved et Lyn, der slog ned i ham, men rolig og sikkert gik det op for ham, at disse to Mennesker elskede hinanden.

28. Således ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som deres egne Legemer; den,som elsker sin egen Hustru, elsker sig selv.

Jeg veed meget vel, at han ikke skyder sig en Kugle for Panden, og at man neppe engang vilde kunne sige, at jeg gjorde ham ulykkelig, skjøndt han virkelig elsker mig lidenskabelig, -- men maaske vilde jeg dog gjøre ham ubodelig Skade.

Se ikke paa jert Fædreland som paa et flækket Surbrød, der bare skal tjene jert laveste Behov -- rejs din Nakke du Bonde og faa Del med os andre i den Lykke at elske et Fædreland, som er skjønt!

Thi selv om Andrey ikke hÃ¸rte til de Nihilister, der principielt proklamerer, at en Revolutionist aldrig bÃ¸r elske nogen Kvinde, var han dog af den Overbevisning, at jo lÃ¦nger man kan holde sig borte fra den Slags Dumheder, des bedre, og han mente ikke, at der var nogen Anledning til at lykÃ¸nske Georg, fordi han netop paa dette Tidspunkt var falden for denne Fristelse, tilmed da hans udvalgte, efter alt hvad han forstod, tilhÃ¸rte en hel anden Klasse Mennesker end den, de fÃ¦rdedes iblandt.

-- Tværtimod, den hører til dem, som jeg deler .... Men der er et Motiv, som formodentlig paavirker mig stærkere; det er den Omstændighed, at jeg elsker hende -- elsker hende!

Jeg forstaar ikke dette .... Du elsker mig, siger du, -- jeg føler det, jeg vil ikke tvivle derom, -- men saa mener du tillige, at du elsker Stephensen.

Det maae være en himmelsk Fornøielse, at eie en Person, som man ikke maae elske, som man elsker et Barn.

Fordi alt er mig ligegyldigt, blot jeg maa være med i dit Liv, blot jeg maa faa Lov at elske Dig og Du vil være god imod mig.

10. Blinde er alle dets Vogtere, intet ved de, alle er stumme Hunde, som ikke kan gø, de ligger og drømmer, de elsker Søvn; 11. grådige er de Hunde, kender ikke til Mæthed.

Så vælg da Livet, for at du og dit Afkom må leve, 20. idet du elsker HERREN din Gud og adlyder hans Røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit Liv og Tallet på de Dage, du kommer til at bo i det Land, HERREN svor at ville give dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob.

30. Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne Verdens Fyrste kommer, og han har slet intet i mig; 31. men for at verden skal kende, at jeg elsker Faderen og gør således, som Faderen har befalet mig: så står nu op, lader os gå herfra!"

Naar der gaves Hviil og Geværerne stode i Pyramider, forsvandt Kompagniet som en Nysen for at indtage en elsket, længe savnet Snaps -- men neppe var Appellen blæst ud, før de igjen stode paa Pletten og gik gjennem Støv og Sved for ikke at gjøre Heimdal tilskamme.

Jo, hun indrømmede rødmende, at hun elskede ham. --

Festen drager forbi mig, en dansende Kæde af Kvinder, som leende spidser Munden til Kys og klinker med mig og hvisker mig i Øret, at de elsker mig.

O, tænk jer hende, varm og duftombruset, at hvile paa mit Knæ i Aftenrøden og hviske, at hun elsker mig til Døden, --kan ikke mindre gjør et Hoved kruset?

Det er til Syvende og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker elsker og kæmper for, det er den, der staar som Repræsentant for alle de Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de ægges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhængere og Embedsmænd, og det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjør Front mod denne Statsmagt og efterhaanden overfører paa den al den intensive Forbitrelse, der følger med Kampen for en virkelig Livssag.

Hoseas 9 1. Israel, glæd dig ikke med Folkets jubel, ved Hor veg du bort fra din Gud, på hver en Tærskeplads elsker du Skøgens Løn.

Den kan kun fattes med det Hjærte, Gud giver at elske, fattes med at lade videre Begriben fare.

Saa er dette da det Udbytte, jeg har af mit Liv, at det er blevet mig forundt at elske, elske alt det Gud elsker, alt det, som han i sin første Velsignelse har givet Mennesket at herske over, og i sin anden at beherske med Kjærlighed -- Fisken i Havet, Fuglen under Himlen og Kvæget og al Jorden og alt det Kryb, der kryber paa Jorden, endelig ogsaa det der groer op af Jorden til vor Beundring, vor Aands og vort Legems Føde, den moderlige Jord, og Luften, der vifter over den, og Vandene, der kvæge den, og Sol og Maane og Stjerner, som han lader opgaae over baade Onde og Gode, henrykkes over alt det vidunderlige Farvespil, Lyset lader det sees i.

Jeg forudsætter, at han elsker Dig.

raabte Andrey med hæs Stemme, -- forstaar du ikke, at jeg elsker dig, Tania!

Sagen var, at jeg altid, naar jeg tænkte mig Fremtiden og udmalede mig den Lykke at føre en elsket Kvinde hjem som Brud, tillige har skjælvet ved Tanken om Svigermoder og overhovedet haft en Rædsel for dette, at blive gift ind i en Familie, og faa et Paahæng af Svogre og Svigerinder, ny Tante- og Onkelbesætning etc. etc. p. p. -- Om Familie var her nu aabenbart slet ikke Tale; bragte Minna mig ingen Medgift af Penge, saa bragte hun mig heller ingen af Sippen und Magen.

Jeg følte, at Minna elskede mig, jeg vidste, at hun -- som ogsaa Stephensen havde sagt --, var en trofast Natur.

Han var en Afmagt nær, ligesom et Menneske, der ikke kan faa sagt, at han elsker, og vil sige det.

Ja, jeg elsker, elsker for hele Livet, elsker en Mand højere end noget andet i Verden, højere end mig selv, elsker saaledes, at jeg aldrig vil kunne ophøre dermed, saa længe jeg lever.

Ja -- ja, ja -- hun var aldrig, aldrig bleven elsket.

Om hun da allerede den Gang var begyndt at elske ham?

De døde skal blive nede, hvorfor begræder du mig, jeg er død, hvorfor elsker du mig?

Jeg har ikke ladet ham ane, at jeg elsker ham.