34 Verber der skal bruges til ordet «træ»

5. I, som er i Brynde ved Ege, under hvert grønt Træ, I, som slagter Børn i Dale.

20. Den, som vil rejse en Afgud, vælger sig Træ, som ej rådner; han søger sig en kyndig Mester til at rejse et Billede, som står.

Hvor var han ikke glad Juleaften--rigtig et Barn endnu--naar Stiftsdamerne, havde tændt "Drengens" Træ i den store Sal, og den lange Kadet stod og skoggerlo, druknende under Svampeholdere og de filerede Vasketøjsposer og Strømperne, som gamle Hænder havde hæklet og strikket.

Vel fandtes der Træ nok til at bygge et Mellemdæk og Demijohn'er til Vand i Mængde, samt et Kaart over Afrikas Kyst med Negerudførselsstederne understregede, men en Jury frikjendte, som sagt, Besætningen, hvorimod Skibet skulde dømmes ved en anden Domstol og antoges at ville blive kondemneret til Fordeel for Opbringeren.

Jeg kan finde en anden Udgang; jeg lagde i Gaar Mærke til, at der voksede et stort Træ ved Muren."

Saa gik han til den Mose, jeg vilde gaaet over, og tog et langt Træ og vilde maale, hvor dybt det var.

19. sig så til dem: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg tager Josefs Træ", som var i Efraims Hånd, og Israels Stammer, hans Medbrødre, og føjer dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke og de skal blive eet i Judas Hånd.

8. Han bliver somn et Træ, der er plantet ved Vand, og strækker sine Rødder til Bækken, ej ængstes, når Heden komnmer, hvis Løv er frodig grønt, som ej ængstes i Tørkens År eller ophører med at bære Frugt.

Og Kjærlighed, det er det Navn, som gives Det skjønne Træ, saa sjeldent paa vor Jord.

Paa et omblæst Træ sad du.

Søren så sig om til de andre, der straks grinede, og han nikkede som den, der har latteren på sin side: Du går sådan i dine egne fjantasier, og du kan dårlig se træerne, du er nær ved at rende dem om af bar lærdom.

Et Træ savnede man dog i denne Skov, Kautschuktræet, som man dog netop skulde antage maatte være almindeligt forekommende i denne Landsdel.

De sad, helt vaagne igen, og saa' paa det slukkede Træ--kun et Par Lys brændte svagt endnu.

12. Mit Folk rådspørger sit Træ, og Svaret giver dets Stok; thi Horeånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud.

Når jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, så synes jeg, at jeg er kundskabens overlæssede træ på godt og ondt, der læner sig op mod livets altid unge og friske træ og vokser under dets skygge.

24. Og alle Markens Træer skal kende, at jeg, HERREN, nedbøjer det høje Træ og ophøjer det lave, udtørrer det friske Træ og lader det tørre blomstre.

Vi forlod Midterporten og drejede til venstre, som jeg har sagt, og saa gik vi langs med den Mur, som vi skulde over, til vi naaede et stort Træ, hvis højeste Grene hvælvede sig langt ud over Muren.

Denne steg i sin hvidgule Nøgenhed godt og vel en hundrede Fod tilveirs, hvor saa de mørke, ru Klippeformer med Krat og Naaletræer paa alle Afsatser og i alle Furer groer ud af den -- som om Bjerget var et uhyre mosgroet Træ, der er blevet afbarket og flækket forneden.

Når jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, så synes jeg, at jeg er kundskabens overlæssede træ på godt og ondt, der læner sig op mod livets altid unge og friske træ og vokser under dets skygge.

Han fattede om Vinduesprossen med begge Hænder, og han hviskede hendes Navn, igen ... igen ... og han kyssede med hede Læber det kolde Træ.

Slægten er et Naturvæsen med denne Verdens Kaar, og det er rigtigt at kalde den et Træ, forsaavidt dette staaer sin Tid, saa ældes det og giver Plads for andre Træer, der igjen ikke komme videre.

Men han lagde ikke Mærke dertil, for han saà til Siden for at indprente sig, hvilket Træ de stod under, som om han havde en Anelse om, at han maaske en Gang senere kunde ønske at erindre nøjagtig, hvor hun havde sagt det til ham.

Den gamle Amme hører nu, at det skal gaa for sig med at hugge det Træ om, der er kommet op, hvor hendes Forklæde laa, og hun lister sig ud og hen til Træet.

Sølv, Kobber, Jern, rødt Purpur, Karmoisin og violet Purpur og forstår sig på Billedskærerarbejde, til at arbejde sammen med mine egne Mestre her i Juda og Jerusalem, dem, som min Fader antog; 8. og send mig Ceder- Cypres- og Algummimtræ fra Libanon, thi jeg ved at dine Folk forstår at fælde Libanons Træer; og mine Folk skal hjælpe dine; 9. men Træ må jeg have i Mængde, thi Huset, jeg vil bygge, skal være stort, det skal være et Underværk.

10. De skal ikke hente Træ i Marken eller hugge Brænde i Skovene, men gøre Ild på med Rustningerne.

7. Og jeg sagde til Kongen: Hvis Kongen synes, så lad mig få Breve med til Statholderne hinsides Floden, så de lader mig drage videre, til jeg når Juda, 8. og et Brev til Asaf, Opsynsmanden.over den kongelige Skov, at han skal give mig Træ til Bjælkeværket i Tempelborgens Porte og til Byens Mur og det Hus, jeg tager ind i!

Isnåle borer sig ind i ham, og i hans krop vokser der snart frem et underligt, frosset træ med røde grene.

4. Men om de Manddrabere, der har Ret til at ty derhen for at redde Livet, gælder følgende: Når nogen af Vanvare slår sin Næste ihjel, uden at han i Forvejen har båret Nag til ham, 5. når således en går med sin Næste ud i Skoven for at fælde Træer, og hans Hånd svinger Øksen for at fælde et Træ, og Jernet farer ud af Skaftet og rammer hans Næste, så han dør, da må han ty til en af disse Byer og redde Livet, 6. for at ikke Blodhævneren i Ophidselse skal sætte efter Manddraberen og, fordi Vejen er for lang, indhente ham og slå ham ihjel, skønt han ikke havde fortjent Døden, eftersom.

Men i Mørket, sjælestyrket, slaas vi med os selv og Livet, og vi tror, at vi faar dyrket rodfast Træ af Mose-Sivet.

Ja, men faa du Bud efter en Gartner, at vi kan faa det Træ fældet og brændt, saadan at vi kan faa en Ende paa den Per Vinter.

4. Og der blev sagt til dem, at de ikke måtte skade Græsset på Jorden, ej heller noget grønt eller noget Træ, men kun de Mennesker, som ikke have Guds Segl på deres Pander.

Hvad der er kommet op i eders Sind, skal visselig ikke ske; I siger: "Vi vil være som Folkene, som Slægterne i andre Lande og dyrke Træ og Sten!"

Helga havde døbt hende "Kundskabens Træ" og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et gammelt stævnet poppeltræ.

Da de havde bøjet det andet Træ ned paa lignende Maade, var de to Trætoppe kun nogle Fod fra hinanden, men I forstaar, at de hver for sig vilde fare tilbage i deres naturlige Stilling i samme Øjeblik, som Rebene blev løsnede.