-
Ivar Holts sjæl skød op gennem en miledyb sø af tavshed og ensomhed, da det bankede på hans dør.
-
En gang for flere år siden var det hændet ham, at han var blevet forelsket i en ung kvinde, og var udvandret fra sin ensomhed til hende, uden at han kunde ane, hvordan det vilde virke.
-
Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede han sig selv, men nøden driver mig; jeg bryder ud af min ensomhed, hvor jeg er ved at omkomme, og har jeg andre steder at gå end til hende?
-
Han havde udleveret til denne kvinde alt, hvad hun ønskede, meget mere, end hun bad om, og derefter var kraften gået af hans ensomhed, den var blevet ganske udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til hvile; den havde ikke længere nogen tilfredshed at byde.
-
Det ubehag, han havde følt ved at stå over for et menneske, der pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet; her kunde han ikke, som han plejede, gå bort og i sin ensomhed hævde sig selv som den overlegne, men det følte han heller ingen trang til; han så bare på hende, ja han så gennem hende ind i en anden verden, som han anede eller havde læst om, en verden, hvor menneskene var smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her ude.
-
Han var efterhånden blevet ræd for ensomhed; at være alene med sig selv -- det var som at stå overfor en kreditor, der kan få i sinde at trække en ubehagelig fordring op af lommen, men i andres nærværelse var der ikke noget at frygte.
-
* * * * * Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by og vidste ikke andet at fylde ensomheden med end en redegørelse af forholdet mellem ham og hende.
-
Kun den ensomhed, han selv skabte om sig, beskyttede ham; ti der lå over hans ansigt en art tilfredshed, der fik folk til at gå uden om ham; de forstod, at han havde ikke noget at dele.
-
Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker bevarende på den intellektuelle ro, der unægtelig skal til for at bære den ensomhed, som absolut ungkarlestand er.
-
Han smiler roligt i sin ensomhed, mens selve dødsangsten dræbes under hans hjærte. --
-
Men der var nogle, som ikke kunde udholde ensomheden og savnet af menneskene, de vendte for tidligt tilbage, forstod ikke menneskene og var ulykkelige i deres samfund; men de turde heller ikke forblive i ensomheden, hvor deres lykke dog var nærmest ved at være fuldkommen.
-
Men der var nogle, som ikke kunde udholde ensomheden og savnet af menneskene, de vendte for tidligt tilbage, forstod ikke menneskene og var ulykkelige i deres samfund; men de turde heller ikke forblive i ensomheden, hvor deres lykke dog var nærmest ved at være fuldkommen.
-
Da han var en halv snes år, var han en hård og rask dreng, der kunde komme ud af det med andre, men nu var han både blevet for hård og for blød, og den forandring, der var foregået med ham, havde gjort det nødvendigt for ham at søge ensomhed; den var næsten blevet ham en livsbetingelse.
-
Hun var tilfreds i sin ensomhed, greben af den nye ide, hvis varme var så stor og virkelig, at hun endnu kunde bære den blot i tanken uden at lide under, at den ikke vilde blive til virkelighed i et kunstværk.
-
Hun befæstedes i ensomhed i denne tid, og hun erfarede, hvor godt det var.
-
Af hensyn til hende tilbragte han jævnlig nogle timer mellem sine reoler, og han kedede sig ikke; han vandrede om blandt ruinerne af sine interesser; hans lærdom var en død by, og han fordybede sig i dens uhyre ensomhed, hvor han var langt bortrykket fra alt levende, han var faldet tilbage til forhistoriske tider, og denne tilstand fik først sin rette stemning derved, at ved siden af ham, i den næste stue, var Helga, livet, nutiden.
-
De, der blev længe nok i ensomheden og nåede den fulde vækst, de fik den gave at tro, de var overmennesker, og de døde salige i den tro.
-
Jeg indrømmer derfor det naturlige i, at jeg er den væsenligt tabende; jeg erkender min del af nederlaget; jeg er den, der lades tilbage og er ilde stillet i ensomheden, mens den anden går bort og sejrrigt fortsætter sin udvikling.
-
Der måtte vel være gået en time; han følte, at det vilde være farligt at blive længere i mørket og ensomheden; det var bedre at vende tilbage til de andre.
-
Fra ensomhed, fra tvivl, fra mange dages ingenting, for jeg har alt mit, hvor du er.
-
Men Grandlev havde allerede resigneret og opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og tænkt, at det, der var sket, måske slet ikke var tilfældighed, men lov, og hvis det var lov, da vilde han ikke være den mand, der hindrede ynkelighedens lovmæssige triumf; han vilde nøjes med den fine hævn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed være deres overmand, der blev foretrukket for ham.
-
Lad mig nu sige Dem et ord, der gælder os bægge, Hans Råskov: Der er ingen af os, der gærne vil sige farvel for bestandig, De selv heller ikke, og jeg tror ikke, at De fra Deres ensomhed har bevis for, at noget er for sent.