96 eksempel sætninger med «ensomhed»

Hendes Følelse af Ensomhed gjorde hende dertil og mer og mer--dyrkede hun sig selv.

Det ubehag, han havde følt ved at stå over for et menneske, der pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet; her kunde han ikke, som han plejede, gå bort og i sin ensomhed hævde sig selv som den overlegne, men det følte han heller ingen trang til; han så bare på hende, ja han så gennem hende ind i en anden verden, som han anede eller havde læst om, en verden, hvor menneskene var smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her ude.

En klar vildfarelse holder længere end en dunkel forstået sandhed, men den retter sig selv i det øjeblik, da den første, alvorlige forelskelse kommer over manden i ensomheden.

Her synker jeg paa Knæ i Ensomhed.

En Fredløs er jeg i min Ensomhed.

Saasnart jeg derfor havde forsikkret Præstekonen om, at saavel Hoved som Arme og Been vare i fuldkommen uskadt Tilstand, og at jeg hverken trængte til Hjortetakssalve eller Opodeldok, listede jeg mig bort fra de Andre og gik over i Præstens Studereværelse, hvor jeg bedst kunde være i uforstyrret Ensomhed.

Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende for som en trættende Kæmpen og Bryden, en rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en utaalelig, bedøvende Tummel, og der kom en frydelig Fornemmelse over hende af Tryghed og Ro, af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød og venlig Tavshed; og hun yndede at forhøje sit Tilflugtssteds Fred ved at tænke sig, at i Verden derude der larmede og stredes og trængtes de endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom bagom Livet og truffet en tryg lille Plet, hvor Ingen kunde finde hende og bringe Uro i hendes yndigt dunkle Ensomhed.

Denne Dags Minder vil lyse over min Ensomhed.

Det var, som sad hun, i Skaeret af Flammerne, ene, midt blandt de andre, i en lysende Ensomhed.

Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly, ved Compiègne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i uberørt, jomfruelig Ensomhed.

Og han faldt i Tanker, tænkte just ikke paa Fortiden eller paa noget bestemt, men han følte sin Beskedenhed, sin gamle fortrolige Anger over Vanskæbne, han følte sin Ensomhed.

I sit ægteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen forståelse af sin intellektuelle ensomhed.

I den lever hun, i den genopstaar hun med den Guds Fred, som hun skænkede mig, da jeg kom som en træt Flygtning til Vejrbakkens Ensomhed.

Han saa ned i Mørket mellem Bordet og Bænken og fornam en bitterlig Ensomhed.

Jeg gik hjemme i min Have, sorrigfuld i min Ensomhed.

Han lod sig respektere som en erfaren mand, der vidste mere, end han sae, og han fik en art omgang, der ikke var mere kedelig end ensomheden.

Vinden suser over de vide Fladers Ensomhed.

Aarets sidste Timer randt langsomt ud i den uendelige Ensomhed.

Ude paa Heden gik en død Mand i Ring, han stod stille og saa forgræmmet efter Axel, til han var af Syne med sin Kiste i Hulvejen, saa begyndte han igen at gaa rundt i sin Ensomhed.

Det slog sig på ham selv, det fortærede hans sjæl -- -- og nu skulde han rejse langt bort med det, og det havde kun ham at leve af, kun ham at fortære i ensomheden.

Men der var nogle, som ikke kunde udholde ensomheden og savnet af menneskene, de vendte for tidligt tilbage, forstod ikke menneskene og var ulykkelige i deres samfund; men de turde heller ikke forblive i ensomheden, hvor deres lykke dog var nærmest ved at være fuldkommen.

Men Grandlev havde allerede resigneret og opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og tænkt, at det, der var sket, måske slet ikke var tilfældighed, men lov, og hvis det var lov, da vilde han ikke være den mand, der hindrede ynkelighedens lovmæssige triumf; han vilde nøjes med den fine hævn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed være deres overmand, der blev foretrukket for ham.

-Jeg vilde dog se Dig, kaere Ven, sagde Kammerherren: da jeg var inde fra "Ensomhed".

Som hun nu stod der ved Vinduet og saae ud over Byen, kom denne Følelse af Forladthed og Ensomhed over hende; hun lænede sit Hoved mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op paa de langsomt glidende Skyer.

Fra ensomhed, fra tvivl, fra mange dages ingenting, for jeg har alt mit, hvor du er.

Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker bevarende på den intellektuelle ro, der unægtelig skal til for at bære den ensomhed, som absolut ungkarlestand er.

De, der blev længe nok i ensomheden og nåede den fulde vækst, de fik den gave at tro, de var overmennesker, og de døde salige i den tro.

Og dertil kommer, at man, af hvad Leonora Christina plejede at gjøre i lignende Tilfælde, er berettiget til at antage, at Beslutningen om at nedskrive en Beretning om hendes Fangenskab allerede har dannet sig hos hende i selve Fangenskabets Begyndelse, hvoraf følger, at hun ogsaa fra Begyndelsen af har givet saa meget nøjere Agt paa, hvad der foregik med og om hende, og skjønt hun ganske vist ikke strax fik Skrivematerialier til sin Raadighed, forstaar man dog let, hvorledes Fængslets Ensomhed idelig og idelig maatte føre hendes Tanker tilbage paa hine Begivenheder, indtil de tilsidst stode indprægede i hendes Erindring med uudslettelige Træk.

Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede han sig selv, men nøden driver mig; jeg bryder ud af min ensomhed, hvor jeg er ved at omkomme, og har jeg andre steder at gå end til hende?

Han følte sine Aars Byrde af Ensomhed smelte.

Saa Klangen af Portklokken og Lyden af Vinduer, der hist og her lukkes, naar man gaaer i Seng; og i alt det dog den dybeste Ensomhed og en Slags Stilhed, der meget godt passer til min Stemning, naar jeg staaer i Vinduet og lader mine Øine søge de evige Stjerner, der gaae deres Baner, som da Kong Pharaos Vismænd udmaalte dem.

At sidde, naar vi legede Røvere i Slotsruinen, i den store Fængselskjelder dybest under Kjæmpetaarnet, hvor der var bælgmørkt, naar man fra Dagslyset kom derned, men hvor man tydelig nok saae enhver Krog, naar man havde været der et Kvarters Tid, og i sin Ensomhed at lure paa, at den søgende Vagt kom, og saa med et Spring at kaste sig over den forat hugge sig igjennem, mens den endnu var blind, gav en Fornemmelse af Ingemannsk Gru.

Der var svære Tanker at bære, naar jeg i Nattens Ensomhed sad i den anden Stue bag den aabne Dør og lyttede til den Syges Aandedræt.

Han følte sig her i sin Ensomhed Ansigt til Ansigt med selve Livet og hinsides al Kultur og konventionelle Hensyn.

Græder hun, er det i Ensomhed, og aldrig viser hendes Ømhed sig anderledes end som stille Omsorg.

En gang for flere år siden var det hændet ham, at han var blevet forelsket i en ung kvinde, og var udvandret fra sin ensomhed til hende, uden at han kunde ane, hvordan det vilde virke.

Men Banner var knuget af denne Tavshed og Ensomhed; Tanken om, at de næste Dag vilde faa Gæster, kom som en hel Lettelse.

Der sad hver Formiddag i tungsindig Ensomhed den syge Digter Enevoldsen og pudsede sine Lorgnetter eller kælede for sine Hænder eller fortabte sig i Nydelsen af en Cigar, saadan som han havde siddet der Aar efter Aar og under allehaande Smaabeskæftigelser udciseleret sine farveglødende Vers, smaa Mesterværker, der anslog en hel ny Tone i dansk Poesi.

Han var efterhånden blevet ræd for ensomhed; at være alene med sig selv -- det var som at stå overfor en kreditor, der kan få i sinde at trække en ubehagelig fordring op af lommen, men i andres nærværelse var der ikke noget at frygte.

Da var han ikke hjemløs længer og ikke pint af Ensomhed, alle bitre Tanker blæste væk som Fejeskarn.

Til Trods for Maane, Bæk med Ellekrat, Bjergdal, Ensomhed zu zweien -- lutter uforkastelige sentimentale Ingredienser -- vilde hun ikke komme i den sværmeriske Stemning.

Fjorten dage havde det været sommer; han kunde ikke udholde ensomheden længere.

Hans Hjemvee var saameget mere smertelig, som han ikke ventede andet end at døe i sin fortvivlede Ensomhed paa den fremmede Ø. Hans Moder og Søstre havde i deres sørgelige Stilling intet andet at støtte sig til end ham, han var dem alt, Indbegrebet af Livets Storhed og Skjønhed.

Da vi var færdige med den lille Forretning hun og jeg alene, og jeg, mens en snavset Karl kastede Graven til, havde taget Afsked for at unde hende den Ensomhed, hun ikke kunde undvære, saae jeg mig et Stykke derfra om efter hende.

Og der blev Tavshed hos den Døde ... En Solstraale smuttede ind mellem Gardinerne og faldt spillende hen over Sengens Dække, der et Øjeblik syntes at bevæge sig, som om Frantz Uldahl nu i sin Ensomhed slap Latteren løs.

* * * * * Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by og vidste ikke andet at fylde ensomheden med end en redegørelse af forholdet mellem ham og hende.

Han havde udleveret til denne kvinde alt, hvad hun ønskede, meget mere, end hun bad om, og derefter var kraften gået af hans ensomhed, den var blevet ganske udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til hvile; den havde ikke længere nogen tilfredshed at byde.

I hans Ensomhed havde Fortvivlelsen over hans sammenstyrtede Idealer og Naget over de Lidenskaber, der havde gjort hans høitflyvende Gang saa forjaget, affødt en Livsbetragtning, der antog en dæmonisk Charakter.

Og medens hun forgjæves spejdede efter dette næste Maal og ikke saâ andet end Hvile, Tryghed, Anseelse, Forraad, grebes hun af en forunderlig Frygt og begyndte at gruble over, om ikke Rigdommen muligvis skulde kjende en Tomhed, en forstenende Ensomhed, der endnu var værre end Fattigdommen.

Og han var bleven ivrigere og ivrigere og havde talt sig varm og ligefrem sagt hende, at hendes Brev til ham var kommet som en Røst fraoven, en Kaldelse, et Basunstød, der havde manet ham frem af hans Ensomhed, frem til Liv og Leven paa ny, frem til Dag og Sol og ... (her havde han bøjet sit Hoved og kysset hendes Haand) ... og Lykke! --