-
8. Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig, 9. og mener ikke at kunne sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Sten.
-
Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen borstede: Du var jo altid Dydsmonstret.... Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig--de havde vist egentlig ikke omgaaedes for--og de sad i Dagligstuen og talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed Fingre--da jeg paa en Gang tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved at dunke Dig, uden at sige et Ord.
-
Men da Moderen vilde gaa og kom hen til Konen og vilde sige Farvel, maerkede hun, at Staklen rystede over det hele Legeme.
-
Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besvaerligt paa Grund af de nye Munddele: -Ja ... vi havde Laese-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge Folk, og Doktor Sorensens ... skiftede hos hinanden ... -Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.
-
Saa sagde han: -Vi sidder og ser paa hinanden og hver tænker om den anden: Hvor han har forandret sig--i de otte Aar.
-
-De siger jo Nej, sagde Moderen.
-
-Kunde Mo'r ikke sige til Julius, at han skulde gaa i ordentlige Stovler?
-
Han kom haltende om Morgenen og sad ved Klaus' Seng og krammede sin Skindhue og sagde mange mærkelige Ting om Lykkens Stjerne og andre, som havde "Pech".
-
Og hun løftede Blikket og saá paa ham som paa et Stativ og sagde: -Aa ja--paa en Buk.
-
En Dag sagde han pludselig: -Batty, sig mig, er det Løverne, Du.
-
Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens Faktotum, der sagde, at Kokken umulig laengere kunde holde "den lille Forfriskning".
-
Da gaff hand mig altiid de Suar, som den Forræder Braten i Dovers mig gaff (naar ieg hannem om Aarsagen til min Arrest spurte), som war, att mig maaskee General Major Fuxsis Død tillagdis, oc att der meentist, ieg min Søn til ded Dødslag haffde persuaderet; sagde sig ingen anden Aarsage att wide.
-
3.Mosebog 3.Mosebog 1 1. HERREN kaldte på Moses og talede til ham fra Åbenbaringsteltet og sagde: 2. Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen af eder vil bringe HERREN en Offergave af Kvæget, da skal Offergaven, I vil bringe, tages at Hornkvæget eller Småkvæget.
-
Faderen tog hende op paa sit Knae, da hun sagde Godnat, og lod hende ride.
-
Og I siger mig Ingenting!
-
Jeg tager Frokenen paa Ordet og siger Tak som byder.
-
Han sagde, han vilde ha'e Hummer: Men Du skal drikke Porter til, sagde han, og der kom et snaksomt Velvaere over ham, som om han allerede sad foran det rode Dyr og Salatbladene.
-
-Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen paa igen: en Gang til.
-
De haandterede dem jo ogsaa fra Arilds Tid og har laert at forgylde Ryggene paa deres Logne.... -Aa jo, blev hun ved, og hun smilede halvt: Boghandlerne kender dem maaske ogsaa--de smiler altid saa forbindtligt, naar man kober en Bog, som om de vilde sige: At du ikke er klogere ... men vaer saa god--kob kun en ny Logn.... Hun blev ved at sidde med sammenknyttede Haender, og pludseligt talte hun helt roligt: -Hvad der undrer mig, det er at de alle er saa dumme; at ikke en af dem alle er klog nok til at ville lade sig stene, fordi han havde sagt Sandheden.... -Ja, men hvilken Sandhed?
-
ieg kand icke sige ded, ieg ingen Skiæl wed til.
-
Nej, jeg havde alligevel været fortabt, og nu havde jeg dog faaet Lejlighed til at sige min Mening rent ud.
-
Og dertil tog De ikke Hensyn--De, som siger, at De elsker mig!
-
Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en eller anden Ting var kommen til at taenke paa det derhjemme, pludselig sagde: -Aa, nu gaar Christian fra Mollen ledig igen.
-
-Ja saa, sagde Generalinden: er hun kommen der?
-
En Saetter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var gaaet ind og ventede paa hans Vaerelse.
-
Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod ham, sagde hun blidt og roligt: -Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem.
-
Og vil Du love mig en Ting--hun aabnede Ojnene, men lukkede dem igen, som om det at se ham pludselig voldte hende Smerte--: at sige mig, naar Du en Gang gaar fra mig.
-
Det horte jeg da, hun sagde, at Skriverdrengen maatte ikke drikke Meer ... Han har nok ogsaa faaet det, han kan noies med idag.
-
Kadetten rejste sig.--Men Mor, sagde han sagtere, det er saa dyrt i Garden.
-
Men allerkjaereste Froken, I har jo ingen Tid sagt Nei dertil.
-
12. Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.
-
Lad os saa sige hinanden Farvel og Tak for i Dag!
-
4. Men Esajas var endnu ikke ude af den mellemste Forgård, før HERRENs Ord kom til ham således: 5. "Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste: Så siger HERREN, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer!
-
haffde wel befalet hender, att hun skulle sige hannem alt, huad ieg sagde oc giorde, men hun war wel wiißere, end hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu bedre der paa end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig ad; hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct, hun wille were mig troe.
-
Han havde ikke sagt, hvor han gik hen, saa vilde Onklen maaske have været med og--nej, han vilde helst være alene, han maatte være alene, han syntes ikke engang, han kunde have sagt, at han gik ned til Kirken; han var saa underlig beklemt, stivnet næsten under sin egen Forventning.
-
Ellen saa sky paa hende: Tak, sagde hun og kunde neppe tale, jeg vil heller selv--hvis jeg maa.
-
8. Og hvis denne ikke har efterladt sig nogen Løser, hvem han kan yde Erstatningen, så skal Erstatningen, som ydes, tilfalde HERREN, det vil sige Præsten, foruden den Soningsvæder, ved hvilken der skaffes ham Soning.
-
Ieg sagde: Gierne, oc gick strax.
-
-Ja, sagde han, de maa daekkes nu.
-
Der effter sagde hand: Nu, Madame, bekiender!
-
Hun sagde sit Goddag med en Stemme, man ikke horte, rakte En en fugtig Haand, man ikke fik fat i, og gik i Kokkenet for at sorge for Mad.
-
Den anden ved Navn Karen Toftum, et Kvindfolk paa 25 Aar, som for Løsagtighed og Tyveri tilforn havde været forvist Byen, gjorde nogle Ophævelser med Legemets Bevægelse og Skrigen, sagde, at hun vidste ikke, enten hun var besat, eller hende skadede noget, videre end hvad andre havde sagt for hende, og ihvorvel hun udi hendes Raseri i Thisted havde beskyldt adskillige godt Folk, saa sagde hun nu, at hun ikke beskyldte nogen for sin Svaghed.
-
Øjeblikkelig satte han atter Kursen mod Rusland, og ved at rejse Dag og Nat lykkedes det ham at komme akkurat i sidste Øjeblik, for, som han sagde, at stille sig under Andreys Kommando.
-
-Jeg ikke heller, sagde Hans Excellence: maaske er de Folk, naar alt kommer til alt, det fornuftigste Skrab paa Jorden.
-
Saa vilde jeg sige, at jeg fandt ham yderst utiltalende, og at jeg virkelig næsten ikke lagde Mærke til ham!
-
Derpaa pludselig med stærkt Eftertryk: "Hvad siger din Fader?"
-
-Hjaelp mig nu, sagde hun, at vi faar lidt Orden i 'et ... Hun begyndte at flytte Moblerne paa Plads.
-
spurgte Herredsfuldmægtigen haardt -- Jeg har jo sagt Dem, at De skal faa Bud, naar Sagen er ordnet.
-
Men ikke een i hele Forsamlingen fortrak en Mine eller sagde et Ord derom.
-
16. Og han bød dem strengt, at de ikke måtte gøre ham kendt; 17. for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som siger: 18. "Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Ånd over ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret.
